Paper Mario: Sticker Star

Historien indtil nu

At Nintendos buttede blikkenslager med det velvoksne overskæg har været med i nogle af de største og bedste platformspil nogensinde, er almen viden. Til gengæld ved lidt færre mennesker nok, at Mario har været med i en håndfuld rollespil af næsten lige så høj kvalitet. Først kom Super Mario RPG til Super Nintendo. Det var et samarbejde med Square og blev ikke udgivet i Europa, før det udkom til Virtual Console på Wii. Derefter fik vi Paper Mario til Nintendo 64, der var en unik fusion af tredimensionel og todimensionel grafik og gameplay. Det fik en efterfølger til GameCube og en pseudo-efterfølger til Wii.

Alt imens Paper Mario-serien kørte på de stationære Nintendo-konsoller, fik de bærbare konsoller spil i en parallel rollespilsserie, der hedder Mario & Luigi. De tre spil der hedder Superstar Saga, Partners in Time og Bowser’s Inside Story. Som man kan se på vores anmeldelser her på siden, har vi været overordentligt tilfredse hele vejen igennem. Nu kommer Paper Mario: Sticker Star så til Nintendo 3DS, og det er dermed det første spil i Paper Mario-serien, der udkommer til en bærbar konsol.

Er man ny til serien, kan man sagtens starte her. Serien er kendt for at have papirtynde figurer, der bevæger sig rundt i et tredimensionelt landskab. Når Mario vender sig om, kan man se, at han bare er et stykke papir. Det giver spillet et særpræget udseende, men det påvirker også gameplayet. Den bygning, man leder efter, er måske ikke helt væk, måske er den bare foldet sammen. Er man på udkig efter en af Marios venner, kan det faktisk godt betale sig at kigge i papirkurven, for måske er han blevet krøllet sammen og smidt deri. Disse spil har en bestemt logik, som man meget hurtigt kommer ind i. Historien er lidt dybere end i Marios platformeventyr, men ikke meget mere end det, og da slet ikke med samme dybde som i mere “voksne” spil. Tonen er aldrig specielt selvhøjtidelig, og der er masser af charme, humor og referencer til Nintendos enorme familie af farverige figurer.

Historien i Paper Mario: Sticker Star starter ved en fest, der kaldes Sticker Fest. Sticker Fest er en årlig hyldest til klistermærker, for de todimensionelle væsener i denne verden er helt pjattede med klistermærker. Mario, Peach og alle svampemenneskerne er i gang med at feste løs, da en klistermærkekomet falder ned på scenen. Den lede Bowser Koopa forsøger at snuppe kometen, men Mario når lige at røre den, før det er for sent. På en eller anden måde medfører det, at kometen bliver slået i stykker, og de stykker skal Mario ud for at finde. Han får hjælp af klistermærket Kersti, der både kommer med gode råd undervejs, og er et godt eksempel på de ringe ordspil, man kan blive udsat for i spillet.

De vigtige klistermærker

Klistermærker er, som titlen også antyder, et meget centralt begreb i denne omgang Paper Mario. Når Mario kæmper imod fjender, foregår det, ligesom i de to første spil i serien, efter tur, men i stedet for frit at vælge angreb er man begrænset af, at man skal vælge mellem forskellige klistermærker, der repræsenterer angreb. Vil man hoppe på fjenden, må man eksempelvis have et hoppe-klistermærke. Klistermærket bliver brugt, og man må finde, vinde eller købe et nyt klistermærke, hvis man vil bruge angrebet igen. Mario starter med to sider, der kan fyldes klistermærker på, men på fastlagte tidspunkter i historien får han flere sider at gøre med.

Vildere angreb betyder større klistermærker, der fylder mere i bogen. Fylder man bogen op med hoppe-klistermærker, står man også uden mulighed for at vinde over fjender med pigge på ryggen, så der er et behov for, at man lægger en klistermærke-strategi, inden man drager i kamp. Spillets rollespilselementer er derfor ret underspillede, og Marios udvikling er begrænset til sider i bogen og antal hit points. En kamp kan betyde penge eller måske tabte klistermærker, men altså ingen erfaringspoint, og ingen garanti for hverken penge eller klistermærker.

De virkelig fede angreb fås ved at finde tredimensionelle ting ude i spillets verden. Eksempelvis kan man finde en saks, der klipper fjenderne i stykker. Saksen kan blive til et meget stærkt klistermærke, der kan vinde en besværlig kamp hurtigt, men det fås ved først at finde en tredimensionel saks, for derefter at kyle den saks imod en speciel mur, hvilket gør den til et klistermærke. Når klistermærket er brugt kan man enten købe den tredimensionelle saks igen, eller tage ud for at finde den igen, da den dukker op igen, når man har brugt klistermærket. Men den tredimensionelle genstand skal laves om til klistermærke hver eneste gang, man ønsker at bruge saksen. Værre bliver det, når man skal til at løse puzzles. Med et tryk på Y-tasten kan man ved Kerstis hjælp lave såkaldt paperisation, hvor man eksempelvis kan indsætte den manglende dør, man har fundet som klistermærke.

Man kan også bruge en støvsuger til at stoppe en tornado, men hvis man af en eller anden grund gætter forkert – og personligt ville en støvsuger ikke være mit første bud på en løsning i den specifikke situation – så forsvinder det brugte klistermærke også, til ingen anden nytte end, at man kan udelukke lige netop det klistermærke, som løsning på et af spillets mange hovedbrud. Det giver helt utroligt meget trasken frem og tilbage for at opmagasinere et fuldt arsenal af angreb. I de fleste, mere traditionelle, rollespil kan man opnå det samme ved at overnatte på en kro, hvorefter man vågner op helt frisk og klar til kamp.

For de største fans. Måske

Alt andet er ved det sædvanlige. Grafikken ser lækker ud, man møder charmerende personligheder på sin vej, musikken og lydeffekterne er genkendelige og veludførte, og spillets styring fungerer fremragende, som den da også plejer, selvom spillet er underligt inkonsekvent med, hvornår man må have lov at bruge det digitale styrekryds. Man kan bruge det i kamp, men ikke når man bevæger sig rundt og ej heller på spillets kort. Der gemmer sig dog et rigtig godt og charmerende spil et sted under det besværlige kampsystem. Der er nogle virkelig gode og mindeværdige scener, som når man i spillets andet kapitel kommer ud i en ørken, hvor man finder en sfinks, der bærer en slående lighed med Yoshi. Eller når man i tredje kapitel skal finde kæmpekålormens Wigglers ben, der er stukket af og gemmer sig forskellige steder i banerne. Ved samme lejlighed kommer man i øvrigt med i et quiz-show, med en Snifit fra Super Mario Bros. 2 som vært.

Om man kan bære over med spillets fejl kommer muligvis an på personlig smag og tålmodighed. Jeg synes selv, jeg er meget stor Mario-fan, men meget af tiden føler jeg det som en sur pligt at spille Paper Mario: Sticker Star – og så på andre tidspunkter, når fokus mere er på udforskning end på kamp, er det faktisk meget rart at spille. Spillets ur siger, at jeg har brugt 15 timer indtil videre, men hvis det ikke havde været for denne anmeldelse, var jeg nok stoppet efter de første fem. Med et andet kampsystem, hvor man fik mere ud af spillets kampe, så ville det være en anden sag. Hvis man kan se igennem fingre med den unødvendige trasken frem og tilbage, og man er endnu større fan af serien end jeg er, så er der måske noget at komme efter.