Outlaw Star DVD Collection vol. 2

3 out of 6 stars

Andet 2-disk set af <i>Outlaw Star</i>-serien anmeldes her, men holder den vand nu hvor vi er nået halvvejs?

Tja, ikke rigtig. Ligesom sidst får vi igen 2 disks med hhv. 5 og 4 episoder på. Handlingen følger også samme mønster som sidst. Outlaw Stars besætning cruiser rundt i galaksen og gør deres bedste for at blive rige og berømte, men uden videre held. Undervejs oplever de en masse eventyr, der alle er meget forskellige og rimeligt underholdende. De første tre tager fat hvor vi slap med det store rumkapløb, som Outlaw Star selvfølgelig deltager i. Det er ganske underholdende uden dog at være noget særligt. Et af de mere interessante denne gang var “Demon of The Water Planet”, der helt klart var inspireret af “Skatteøen”. Med visse ændringer hist og her forstås.

Generelt var det ok underholdende, men i længden tørster man altså efter noget med mere kød på. Seriens problem er nok, at den til forveksling ligner Cowboy Bebop, som man derfor automatisk kommer til at sammenligne den med. Ligesom Bebop har vi en svag rød tråd, der af og til dukker frem bag de episodiske afsnit og giver os noget af seriens egentlige plot. I modsætning til Bebop så er seriens egentlige plot ikke så medrivende og interessant. Vi har to ting: Genes hævn over Macdougall brødrene og den mystiske “Galactic Leyline”, som vi stadig ikke ved hvad er. Det er ærligt talt ikke særligt fængende og man sidder ikke og venter med spænding på hvordan det dog skal ende.

Vi mangler det følelsesmæssige punch, hvor vi lever os ind i karaktererne og griner og græder med dem. De skiftevis muntre og melankolske introer til hver episode virker også som et forfejlet forsøg på, at få nogle følelser frem i seeren. De gange hvor de handler om universets historie er de skam relevante nok, men når de går over i “hvad vil det sige at vokse op”-genren, så ligger min begejstring på et lavt sted. Det var fint nok i det første set, men nu er det ved at være lidt kedeligt. Noget der løfter lidt op er humoren, men den er også snart lidt anstrengt. Aisha, der stod for mange af de sjove episoder sidst er ved at gå mig på nerverne. Hun er simpelthen for meget i længden.

Outlaw Star DVD Collection 1 viste tegn på en begyndende trivialitet i plottet i de sidste episoder. Det er endnu tydeligere i dette set. Serien kan godt nå at blive bedre, vi er trods alt kun 2 tredjedele inde i den, men jeg er ikke specielt optimistisk.

Nå, men min skuffelse gider vi ikke køre mere i. Lad os i stedet se på, hvordan serien klarer sig rent teknisk i denne omgang. Overførslen<ord:overførsel> er ligesom sidst. I orden, men man kunne godt have ønsket, at den var lidt skarpere. Farverne er pæne nok, men der findes bedre på markedet. Altså ingen overraskelser her. Det samme gælder for lyden, der er helt fin og på linie med de tidligere episoder. Der er masser af action i Outlaw Star og det kan høres.

Ekstramaterialet minder meget om det tidligere sets. Insert kortet, der sidste gang informerede om “caster guns” handler denne gang om “grappler ships”. Det er interessant og sætter én rimelig godt ind i universets teknik. Igen får vi et billedgalleri, denne gang med diagrammer over de forskellige skibe og deres opbygning. Sidst fik vi en non-credit OP, og denne gang er det så blevet ED-ens tur. De har dog lavet noget jeg ikke helt forstår. I løbet af dette sets 9 episoder skiftes ED’en ud med en ny. Den er ret god, men ikke nær så sød som den gamle (for meget rytmeboks). Nå, men er det så den nye ED vi får uden credits? På en måde. Vi får den nyes billedside, med den gamles sang. Forvirret? Det er jeg, og jeg kan ikke give noget godt bud på, hvorfor de har gjort det på denne måde. Billedsiden er i øvrigt i samme stil som den gamle; Tolkien-inspirerede fantasy og scifi stills i den bedre ende. Ligesom sidst er der nogle Bandai trailere, dog ikke nogen vi ikke har set før.

Jeg smilede, da jeg så seriens første 9 episoder. Nu er smilet efterhånden stivnet lidt og jeg er i tvivl, om det er pengene værd at investere i næste set. Det er en økonomisk god forretning at købe serier, der udgives på denne måde, men det hjælper fedt når kvaliteten af indholdet ikke fænger. Kan man leve med, at der ingen nævneværdig udvikling er i forhold til 1. tredjedel af serien, så køb den endelig. Var du skeptisk, så vil du næppe begejstres over disse episoder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.