Nyt fra Releaseplanen 17/9 – 30/9

Har du ikke overblik over, hvad der udkommer de næste par uger? Vi starter en ny service op, hvor vi informerer om de næste 14 dages udgivelser.

Velkommen til Nyt Fra Releaseplanen. “Nyt” er en, forhåbentlig, fast klumme på Geek Culture hvor vi vil forsøge at give vore læsere et overblik over, hvad der udkommer i de kommende par uger. Mængden af udgivelser i perioden er enorm, så vi beskæftiger os her kun med et udpluk, der repræsenterer hvad vi mener er nogle af de udgivelser, der har størst interesse. Dermed ikke sagt at det kun er de gode udgivelser vi fortæller om, men derimod titler vi synes folk skal være opmærksome på.

Efter denne lille præsentation springer vi straks ud i det og ser på hvad fremtiden kan tilbyde os geeks.

That’s not a real knife. THIS is a real knife!

Den gæve australier Crocodile Dundee, i Paul Hogans skikkelse, ser for første gang dvdformatets lys. Ikke bare de to første film, men også den biografaktuelle Crocodile Dundee In L.A. bliver tilgængelige på region 1 dvd i dag, d. 18/9.

Foretrækker man østrigske muskelmænd frem for australske ditto er Total Recall måske sagen. Arnolds skuespil er af sin sædvanlige høje kvalitet [host!] i denne 80’er kult science fiction-film. Hypervoldelig og visuelt en fascinerende film med sin flotte skildring af hvordan et koloniseret Mars tager sig ud i en mulig fremtid. Recall er blevet udgivet før, men denne gang skulle en ny (og anamorfisk) master sørge for væsentlig bedre billedkvalitet. De mange extras på denne Special Edition region 1 dvd skal nok også tilfredsstille de fleste fans. Udgives også i dag.

The Movies Within

Interessante biografudgivelser vælter ned over os. D. 21/9 er der hele tre af slagsen. Mange fans af Playstation-spilserien Final Fantasy ser sikkert frem til den computeranimerede filmudgave Final Fantasy – The Spirits Within. Den har fået en blandet modtagelse blandt de amerikanske anmeldere, men ingen betvivler dens imponerende visuelle kvaliteter, så en oplevelse skal det nok blive.

John Travolta er tilbage efter fiaskoen Battlefield Earth som ultracool bad guy i Swordfish og halleluja for det! Filmen har fået gode omtaler og virker da heller ikke helt uinteressant. At se Travolta boltre sig i sit rette element plejer at være en biftur værd, så jeg tager da ind og ser den.

Crocodile Dundee In L.A. får også her sin danske biografpremiere. Så skal det være på et stort lærred er det frem med krokodillestøvlerne og afsted til biografen.

Rosebud…

Juliette Binoche og Johnny Depp kan d. 24/9 ses i Chocolat på region 2 dvd. En film om hvordan en chocoladebutik vender op og ned på livet i en lille fransk by. Anmelderne har været udpræget positive og filmen har da også vundet adskillige priser.

Har man aldrig set Citizen Kane, af mange kaldet verdens bedste film, skal man sætte kryds i kalenderen ved d. 25/9 . Filmen findes indtil videre kun som en skrabet region 2 dvd uden extras, så denne Region 1 Special Edition er bestemt udgaven man bør investere i.

Kunne man godt tænke sig at se hvordan man kan blande Riddere og Queens musik, er dette også datoen hvor man kan købe A Knight’s Tale i region 1. Foretrækker man at se den i biografen kan det sagtens lade sig gøre, for kun et par uger senere (5/10) har den dansk premiere.

Er man til italiensk horror kender man uden tvivl Dario Argento. 2 af hans film, Opera og Suspiria, kan d. 25/9 erhverves i region 1 i både almindelige special editions og i limited editions, som udover tonsvis af extras også indeholder soundtrack CD’er.

Move along people there’s nothing to see, move al.. OH MY GOD! A horrible plane crash!

Men for en sand Geek betyder gys vel intet sammenlignet med humor vel? Og har man sagt geek’et humor er man nødt til også at sige Simpsons. Homer, Marge, Lisa og Bart kan endelig fås på dvd d. 25/9. På denne dato bliver Simpsons Sæson 1 tilgængelig i både region 1 og 2. Udover sæsonens 13 episoder indeholder settet også en hel del lækkert ekstramateriale, bl.a audiokommentar med seriens skaber Matt Groening. “Mmmmm… dvds”.

For dem med hang til adrenalin har vi The Fast And The Furious. Som titlen antyder handler det om fart og udfra traileren at dømme, så er det faktisk det eneste denne film kan byde på. Biler, babes og leflen for masserne finder vi i biograferne fra d. 28/9.

Underholdning for barnlige sjæle finder vi i form af Spy Kids, hvor et par børn er nødt til at spille miniudgaver af James Bond, da deres agentforældre forsvinder. Den er blevet ganske pænt modtaget i USA, så her er et bud på en familiefilm her i sensommeren. Den har premiere i de danske biografer d. 28/9. I region 1 er den udkommet på dvd.

Til sidst runder vi af med dobbelt gys og vi starter med en japansk film. The Ring, som under Natfilmsfestivalen fuldt fortjent vandt publikumsprisen, kan fra d. 28/9 ses i de danske biografer. Filmen bygger en helt fantastisk stemning op og leder man efter et ægte gys, kan vi kun anbefale den herfra.

Er du mere til Tv-serier så udkommer Lars Von Triers Riget d. 30/9 i Region 2 England under navnet The Kingdom. Savner du de mange skøre personer fra Rigshospitalet er det bare med at importere.

Så’ der tegnefilm!

For de animeinteresserede, byder de næste 14 dage på Crest of the Stars vol. 2, en hard-core science fiction-serie, der har fået rigtig gode anmeldelser rundt omkring. Når vi er i gang med volume 2’erne, får vi også NieA_7 vol. 2, en wacky serie om en alien der bor i skabet hos en skolepige. Det lyder umiddelbart kedeligt, men med holdet fra den fantastiske Lain bag roret, kan det næppe være dårligt. Og så er der Handmaid May vol. 2 til dem af os, der ikke kan få nok af nuttede piger, romantiske komedier og .. nuttede piger.

Deltagerne fra sidste års J-popcon husker måske serien Ping Pong Club, der er helt usandsynligt lam, dum, barnlig, plat og i bund og grund så skæg, at vi først holdt op med at grine efter vi kom hjem. De første 12 episoder er udgivet på VHS, og nu kommer den første DVD-udgivelse – Ping Pong Club vol. 4: Losers’ Club. Vi kan blot håbe at de første tre volumes også bliver udgivet på DVD senere.

Et meget sjældent syn manifesterer sig også i denne periode: Anime i region 2. Det drejer sig om de første episoder af Bubblegum Crisis, en absolut 80’er-cyberpunkklassiker man ikke bør snyde sig selv for.

I slutningen af måneden starter tre nye serier på DVD: Video Girl Ai vol. 1, en romantisk 80’er-serie, der regnes blandt de største klassikere, Gatekeepers vol. 1, en let SF-komedie, der umiddelbart ser godt ud og Magic Users Club TV vol. 1, som i starten er hysterisk skæg, men mister pusten undervejs. Nanaka! Nanaka! Nanaka!

Og som rosinen i pølseenden: Gasaraki vol. 6. Kan du lide mecha-shows med realisme og intelligens er du sikkert i fuld gang med at fylde Gasaraki-DVD’er på din hylde. Ellers er det bare med at komme igang!

Det var alt for denne gang. Vi regner med at være tilbage om en 14 dages tid. Be well og pas på kreditkortet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.