Galaxy Quest

5 out of 6 stars
Galaxy Quest er historien om en Star Trek-agtig science fiction TV-serie ved navn Galaxy Quest. Showets storhedstid er for længst forbi og seriens afdankede skuespillere tjener til føden, ved at indvie elektronikforretninger og troppe op til fanhappenings, for at skrive autografer til deres mere eller mindre fanatiske fans. Skuespillerne er imidlertid ved at være godt trætte af deres meningsløse karrierer, for slet ikke at tale om, at udslynge platte citater fra serien, til fansenes store fornøjelse.

En dag sker der dog noget nyt. En gruppe rumvæsener, kaldet thermianere, har gennem mange år set serien på deres egen hjemplanet. De tror imidlertid, at det ikke er en tvserie, men derimod historiske udsendelser, der dokumenterer rigtige hændelser. Så da deres race trues af den onde general Sarris, der vil udslette dem til sidste mand, tager de til Jorden, for at hente deres “helte” som de ved vil kunne redde dem. “Heltene”, der tror at det drejer sig om et normalt job, indvilliger og bliver straks ført til thermianernes rumbase. Her opdager de dog at kulisserne er noget pænere end de er vant
til…

Thermianerne har baseret hele deres kultur på Galaxy Quest, som for dem er det helt store forbillede. Skuespillerne bliver først skræmte ved mødet med denne tilbedelse og ved ikke hvad de skal gøre. Hvordan fortæller man nogen, at deres liv er baseret på en løgn? At deres store forbilleder kun lader som om, at de er helte? Det er de ikke i stand til, så de beslutter at lade som om, at de virkelig er besætningen fra Galaxy Quest og at hjælpe thermianerne mod Sarris. Det er imidlertid ikke nemt, at opretholde illusionen af at være helte, når man står uden manuskript.

Så er scenen sat for en herlig SF-komedie med tydelige referencer til Star Trek-serien og dens fankultur. De forskellige roller fra Galaxy Quest serien minder i høj grad også om flere af de velkendte figurer fra den oprindelige Star Trek-serie. Commander Peter Quincy Taggert (Tim Allen) er tydeligvis en parodi på kaptajn Kirk. Måden han sidder på i kaptajnstolen, den krukkede heltefacon. Det er lige i øjet. Dr. Lazarus (Alan Rickman), der er holdets kloge rumvæsen, bringer straks tankerne hen på Spock, med al hans filosofiske bedreviden. Lt. Tawny Madison (Sigourney Weaver) er blondinen,
hvis eneste reelle formål med at være i serien er, at gentage hvad
computeren siger og at se så sexet ud som muligt i enhver situation.

Alle skuespillerne klarer deres roller glimrende. Særligt bør Alan Rickman fremhæves. Han er simpelthen perfekt som den tidligere
shakespeareskuespiller, der er blevet fanget i rollen som Dr. Lazarus, uden at kunne få andre roller. Han leverer nogle ekstremt tørre kommentarer i løbet af filmen, som man kun kan synes er morsomme.

Tim Allen gør også et godt job som den selvcentrerede skuespiller, der ikke er i stand til at se ud over sit eget ego. Sigourney Weaver er også god og rollen er tydeligvis skrevet til hende, da filmen også indeholder et par gags med tydelig henvisning til Alien-filmene, hvor hun jo havde hovedrollen.

Også thermianerne er en parodi på de racer som science fiction film/serier kendes for. Deres måde at tale og at gå på skal simpelthen opleves. Om jeg fatter, at de kan holde masken…

Filmens effekter er overraskende gode, når man tænker på, at det er en komedie. Rumscenerne, såvel som scenerne på ørkenplaneten, er virkelig flotte og bestemt ikke sjusket udført. Lyden kan man heller ikke klage over. Gode lydeffekter og en musik, der i stil minder meget om Star Treks pompøse score. Det hele passer glimrende til at give en atmosfære, der minder tilpas om Star Trek uden dog at kopiere.

Overførslen er perfekt. Ikke overraskende, når man ser at det er Dreamworks, der har lavet filmen. Siden de startede med at udgive film på DVD har de haft en meget høj teknisk standard, som de heldigvis ikke har afveget fra med Galaxy Quest. Keep it up Dreamworks!

Med hensyn til ekstramateriale skuffer de heller ikke. Et bag
kamera-program, hvor vi ser hvordan flere af scenerne blev optaget, såvel som nogle interessante interviews med de medvirkende, hvor det med al tydelighed fremgår, at de virkelig morede sig med deres roller. Derudover kan nævnes en serie af slettede scener. De er rimeligt sjove, men man forstår dog godt hvorfor de ikke fik lov til at blive i filmen. Inkluderet på discen er nok også den mest originale ekstrafeature jeg endnu har set: Muligheden for at se hele filmen med et lydspor på thermiansk! Jeg laver ikke sjov. Alle stemmerne er dubbet med thermianske stemmer! Det er syret, men alligevel et meget sjovt påfund, som i hvert fald ikke er brugt før. Til sidst er der nogle trailere og biografier på de medvirkende.

Udover en trailer for Galaxy Quest finder man på discen også tre trailere for Dreamworks kommende film. Road Trip er en ungdomskomedie, der ser lovende ud, men det er for tidligt at afgøre det nu. Chicken Run og The Road to El Dorado er hhv. en claymationfilm af selveste Nick Park (Wallace & Gromit og en tegnefilm, som man også kunne finde trailere for på Prince of Egypt DVD’en. På denne DVD er trailerne imidlertid meget længere og man får en meget bedre idé om, hvordan filmene vil blive. De ser begge voldsomt gode ud og jeg kan næsten ikke vente til de får dansk premiere.

Menuerne på discen er i bedste Dreamworksstil animerede og med musik. Baggrundsanimationen i “Special Features” sektionen er faktisk rigtig morsom, men den skal jeg ikke ødelægge her. Kapitelvalgene består af vinduer med full motion video, hvilket jo altid ser godt ud.

Til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at filmen fås i to versioner på DVD. En version med Dolby Digital lyd og en med DTS lyd. Har man en surrounddekoder med mulighed for at afspille DTS, er der ingen grund til ikke, at købe DTS-versionen, da den i modsætning til de fleste DTS titler, indeholder det samme ekstramateriale som Dolby Digital-versionen.

Galaxy Quest er en fantastisk udgivelse, som ingen med interesse for science fiction bør snyde sig selv for. Er man ikke bekendt med Star Trek vil en del af det sjove nok gå hen over ens hoved. Hører man ikke til denne gruppe vil det være god underholdning fra start til slut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.