Princess Mononoke

Skal man give en pris for den største julegave til animefans sidste år, må den uden tvivl tilfalde Princess Mononoke (Mononoke Hime). DVD Express tog sandelig også sine forholdsregler og bestilte over 3000 stk. af skiven til lageret ved lanceringen. Udgivet af Disney, og med dyre skuespillere til den amerikanske dub, må man nødvendigvis spekulere; hvad ligger der bag alt hypet?

Intet mindre end et mesterværk af Hayao Miyazaki.

Miyazaki er ansvarlig for adskillige andre højtrespekterede anime-værker (bl.a. Kiki’s Delivery Service), og selvom nogle vil mene at Miyazaki har produceret bedre kandidater til en så storslået lancering, skal der ikke herske tvivl om at den er blevet en kæmpe succes.

Da en grim forbandelse rammer Ashitaka, i forsøget på at redde indbyggerne i sin fødeby, må han bryde båndet med sin hjemstavn, og søge gennem de vestlige skove for at ændre sin skæbne. Roden til at ophæve forbandelsen er dog ikke særlig imødekommende. Hans færd bliver hurtigt kompliceret, da han knytter bånd med folk han hjælper på sin vej. En konflikt raser og Ashitaka har foden i alle lejre, samtidig med at hans egen mission presser mere og mere på. Natur og menneske harmonerer ikke og det trækker op til en kollision med katastrofale følger.

Alt dette finder man dog først ud af anden gang man ser den, for første gang tager sanserne nemlig over, og hjernen bliver fuldkommen frakoblet.

Billedsiden er i en klasse for sig.

Hvor man i megen anime fornemmer at animatorerne har slappet for meget af i nogle scener for at holde produktionstiden nede, leverer Mononoke pletfri og sprudlende animation, hvis lige ikke er set i umindelige tider. Naturligvis vil anime altid falme lidt, hvis man stiller det op mod en Disney-produktion, primært på grund af de markante forskelle i frameraten. Har man derimod studeret de forrige 3-4 Disney produktioner, vil man opdage at kompensation har fundet sted i detaljegraden på karaktererne. Kast et blik på Pocahontas, Mulan, og sågar Tarzan. Fælles for alle filmene er de (udfra et animatorisk synspunkt) ret kedelige og stiliserede karakterer. – Og det er netop her, anime som Mononoke hæver sig adskillige mil over typisk vestlig animation.

Især vil jeg anbefale at man bruger sine overskydende sanse-ressourcer på at lægge mærke til baggrundene. De er simpelthen overdådigt smukt håndmalet, og de er med til hæve enhver scene – uanset hvor ubetydelig den end måtte være for plottet – til en særskilt sanseleflende oplevelse. Hvis man så samtidig prøver at sammenholde detaljegraden med det næsten absolutte fravær af CGI-hjælp, er det svært ikke at lade kæben hænge slapt ned ad brystet. Mononoke er for mig et vartegn med påskriften: “Så godt kan håndtegnet animation stadig se ud”. Enhver med hang til (og forståelse for) klassisk animation bør ikke være foruden denne oplevelse. Jeg kunne blive ved med at kaste adjektiver efter billedsiden, men kan plottet bakke visualiteten op? – Ved guderne, ja!

Universet er gennemtænkt ned til mindste detalje. Man ved at den slags er lykkedes rigtig godt, når man føler at man blot beskuer et lille udsnit af en langt større verden, som animatorerne bare har valgt ikke at vise. Mange film leverer nemlig en sær klaustrofobisk oplevelse, som om universet bare ikke er større end at det lige akkurat kan omgive plottet. I Mononoke, derimod, greb jeg mig et par gange i at spekulere over, hvordan der nu så ud på den anden side af en diset skov, eller et højt bjerg. Kun et fåtal andre film, såvel som Tolkiens eventyr gør det samme for mig.

Klædedragterne er alle helt fantastiske, og bidrager en hel del til troværdigheden i universet. Specielt Ashitaka’s klædedragt af, hvad der mest af alt minder om sammenbundet bast, og prinsesse Mononoke’s ulveskinds-klæde og maske er specielt nævneværdige.
Det samme gælder våbendesign (specielt nogle primitive, men veludtænkte skydevåben) og i særdeleshed filmens væsener som alle er helt unikke.

Jeg gøs og krøb ned i min trøje, da jeg første gang stiftede bekendtskab med en Kodama – et af skovens mange væsener. Uhygge som denne hænger ikke på træerne, og den gode effekt skyldes mest af alt, at man har det som om man er landet på en anden planet, og ikke kender til hverken flora eller fauna, eller stedets mest basale fysiske love. Selvom man endda genkender mange af filmens væsener på deres fysiske form (ulve, vortesvin, aber etc.), føler man på ingen måde at de har nogetsomhelst til fælles med deres brødre og søstre i vor jordiske natur. Overalt i filmen efterlader magien sine fodspor. Guder spiller således en meget stor rolle, og skæbnen for både mennesker og dyr er yderst afhængig af disses velvære og ro. Prinsesse Mononoke, barn af ulveguderne, sørger således for at beskytte naturens orden med næb og kløer. Dette kræver naturligvis et vist dræberinstinkt, og det er prinsessen absolut ikke foruden, hvilket vi får et par rå kampscener ud af.

Plottet udnytter mediet godt, og stiller ikke for mange spørgsmål der ikke er tid til at berøre i de 2 timer og ungefähr 15 minutter, som filmen varer. Ej heller bliver der stukket dybt i de individuelle karakterers fortid, og i stedet bliver der fokuseret på eventyret som er filmens styrke og primære aspekt.

Princess Mononoke er et strålende eksempel på japanernes styrke i karakterfremstilling. Modsat traditionel vestlig animation, der oftest er møntet på børn, har anime ikke så ofte stereotype skurke og helte.
Filmen sætter gråtoneskalaen på en piedestal for mit vedkommende, fordi jeg adskillige gange undervejs måtte ændre mening og nedbryde fordomme om historiens personer. Til at begynde med fandt jeg f.eks. Lady Eboshi (lederen af et stort jernværk) en ondskabsfuld materiel møgkost, som ikke besad den mindste respekt for naturen. Undervejs blev jeg til gengæld så overvældet af hendes medmenneskelige kvaliteter, at jeg faktisk begyndte at synes rigtig godt om hende. – Selv på trods af at hendes motiver stred mod andre karakterer, jeg havde ligeså stor sympati for. Skovens vortesvin synes jeg ligeledes var nogle krigeriske ondsindede sataner, men efterhånden som man beskuer historien fra deres vinkel, og sætter det sammen med deres lidt primitive tankegang, får man pludselig stor sympati for racen.

Således sætter hele filmen moralen på en prøve, uden på noget tidspunkt at virke højtidelig. Alle parter har forskellig kulturarv, baggrunde og overbevisninger, der retfærdiggør deres handlinger. Ligesom i den virkelige verden, handler Princess Mononokes konflikter i bund og grund om forståelse og accept på tværs af kulturer.

De Japanske seiyuu er ligeså gode som man kunne forvente af en så stor titel. Her er det også på sin plads at nævne, at den store skare af anime-fans verden over, bør hædres for det japanske lydspors tilstedeværelse på DVD’en. Før filmens lancering havde Buena Vista/Disney nemlig offentliggjort at DVD’en ikke ville inkludere andet end det amerikanske lydspor, da man ikke mente at der var økonomisk belæg for at købe distributions-rettighederne til det japanske. Ikke kun anime-glade Geek-staffere var vrede på Buena Vista/Disney. Beslutningen skabte ramaskrig i animekredse, og efter det havde haglet ned om ørerne med eder og forbandelser fra utilfredse otaku’er, bøjede Buena Vista sig i støvet og langede pengene ud til det japanske lydspor. En fantastisk sejr, set i størrelsesforholdet “kæmpemæssig korporation” kontra “lille skare filmpuritanske forbrugere”.

En anden spændende detalje er at alle filmens mundbevægelser er blevet genanimeret til at passe med det amerikanske dub. Et kæmpe arbejde, men flot ikke desto mindre. Man opdager det dog kun, hvis man ved det. De fleste vil nok opdage det i kraft af at man faktisk ikke kan skifte lydspor under filmen, da dette vil betyde at skifte billedsiden også.

Bag det amerikanske dub ligger så prominente skuespillere som Minnie Driver, Claire Danes, Billy Bob Thornton, Billy Crudup og Gillian Anderson. Med et så fornemt crew og med så meget postproduktion i filmen, planter man naturligvis sine forventninger højt til lydsiden. Utilfredsstillet måtte jeg sidde tilbage med en lidt blandet fornemmelse i kroppen. Jeg må nok indrømme at jeg blev skuffet over en lidt tam præstation. Amerikanerne leverer ganske vist varen overbevisende, men et par af skuespillerne – navnlig frk. Driver – lader til at kede sig enormt i rollen, og det kan fornemmes, da der ikke bliver lagt meget energi i det. Der bliver stort set aldrig skiftet toneleje, og når man har lyttet til hendes fremragende præstation i Tarzan, har man svært ved at forstå hendes henkastede forhold til rollen som Eboshi. Med den smule brok af vejen, skal det dog siges at filmens amerikanske lydspor stadig er hoved og skuldre over kvaliteten som forefindes i langt de fleste andre anime-spillefilm.

Jeg bemærkede også at lydeffekterne var lettere tamme, og ikke alle steder understregede den visuelle side godt nok. Når et gigantisk træ vælter, bør det f.eks. ikke lyde som en kvist der bliver kastet i skovbrynet. Det er dog ikke utænkeligt at jeg bare er tilvænnet den pompøse overdrivelse i lydsiden fra andre film. Musikken er til gengæld helt eventyrlig (literally). Specielt de rolige scener i skovene er dejligt harmoniske, underlagt den smukke symfoniske musik.

Overførslen er rigtig god og jeg bemærkede ikke nogen åbenlyse problemer. Dertil bør det til gengæld erkendes, at jeg ikke har kigget så grundigt efter, da det er svært at skulle abstrahere fra den smukke billedside for at finde fejl. Jens fortæller mig imidlertid, at hans falkeblik ikke har fanget noget at sætte fingeren på, så jeg tager hans ord for gode varer.
Der er ikke meget ekstra-materiale, men det er også svært at presse den samme film ned på DVD’en to gange, og samtidig gøre plads til slikmunde. En trailer og noget featurette-halløj er hvad der er.

Tilbage er der kun at appellere alle med et blødt punkt for animation, og et skønt plot, til at investere i denne fremragende skive. Jeg tvivler på at der findes mange animefans som ikke allerede har den, eller (uanset hvad jeg mener) har planer om at købe den alligevel. Derfor vil jeg spare på krudtet og i stedet anbefale nye anime-seere at begynde her. Det er anime med æstetik i n’te potens.