Cowboy Bebop 5th Session
Cowboy Bebop 5th Session byder på nogle gevaldige udsving i både stil og plot. Lige fra den mest skræmmende fortælling i Bebops historie, til skivens sidste episode som er spækket med gags til det store grineflip – men intet åbenlyst oplæg til historiens kommende afslutning.
Man kunne ellers forvente at de mange løse ender så småt skulle begynde at samle sig i den 5. DVD, men dette er ikke tilfældet. Næstsidste udgivelse i Cowboy Bebop-serien pløjer stadig ufortrødent videre med sin episodiske fortællestil. Traditionelt er der dog et enkelt afsnit på skiven, der bidrager til den underlæggende optrævling af vore 5 heltes individuelle baggrunde. Igen er det Spike som står for skud, men spadestikket i hans fortid berører knapt mulden denne gang, og det er ikke nok til at få min indre plot-analytiker til at vågne. Vi stifter bekendtskab med hans gamle ven og læremester, og berører kort Spikes skib Sværdfiskens historie. Ikke noget der får mig op af stolen, men en sød historie ikke desto mindre.
– Men så får skiven også en spand kul, med den mest twistede og grumme historie i serien hidtil. Den er et komplet sidespring fra tidligere stilskift mellem det højtidelige og det morsomme.
Vi tager en tur ud i galskaben med Pierre Le Fou, som de fransktalende af vore læsere kan gætte sig til, virkelig er ravruskende sindssyg. Episoden udmærker sig specielt ved at have den hidtil største mængde CGI i serien, og samtidig også de flotteste (og hurtigste) klip siden Ballad Of Fallen Angels på vol. 1. Til gengæld bidrager denne episode med så godt som intet til hverken karaktererne eller plottet.
Alligevel er det så fedt animeret, stemningsmættet og fuld af uhygge, at det for mig står som en af milepælene i serien, da det netop understreger den fede måde hvorpå Bebops karakterer bliver kylet rundt på tværs af historier, uden at miste grebet i universet.
Tredje episode på skiven giver Jet masser af tid til at vise sin bløde side, da han bliver viklet ind i en sær historie om en afdød gammel ven, gennem mødet med en meget ung sigøjnerpige. Det er underholdende at se Jet så ukomfortabel ved situationen, at han flere gange må fastslå sit udelukkende professionelle forhold til pigen, overfor sin omverden og sig selv. Det forhindrer dog ikke Spike og Faye i at sladre i krogene, og det hjælper selvsagt heller ikke at Ed ikke har den ringeste situationsfornemmelse, og kæfter op om Jets “nye kæreste” i tide og utide.
Sidste episode på skiven byder på en af de skæggeste Cowboy Bebop energi-udladninger siden svampetrippet på vol 4. Spike får langt om længe kam til sit hår, da han under tilfangetagelsen af en politisk engageret (og evigt overset) bombemand, render ind i dusørjæger-cowboy’en Andy. Denne nævenyttige karl smart er den største cliché-rytter jeg har set til dato. Da Andy inviterer Faye til middag i sin ranch-lignende residens, komplet med hest i stuen og serverer Son-of-a-gun Stew, måtte jeg pause skiven for at få det værste grineflip af vejen. Morskaben deles til gengæld ikke af Spike, der finder Andy omtrent ligeså praktisk som en brækket ankel i et marathonløb.
Denne næstsidste skive er generelt ikke særlig interessant, set udfra et plotmæssigt synspunkt. Istedet har man valgt at lade fokus ligge på cementeringen af de 4 (5 hvis man tæller Ein med) særskilte personligheder i Bebops crew. Det er således et hyggeligt sæt afsnit, hvis man kan lide at se sine yndlingskarakterer i nogle uvante situationer, hvor de har svært ved at bunde.
Der er stilhed før storm, men det svækker absolut ikke mine forventninger til den sidste og afsluttende 6th Session, som Lars har fået æren af at anmelde.
