Conker’s Bad Fur Day

Den dag det slog klik for Rare

Rare forbliver mig et kæmpe mysterium. Deres uortodokse arbejdsmetoder og evne til at følge igennem på hvilket åndssvagt indfald der nu lige lyder som en smart idé den pågældende eftermiddag, er mig en gåde. Det er intet under at navnet Rare efterhånden er gået hen og blevet en legende i spilkredse, for det kræver altså en uforlignelig teknisk overlegenhed og 3 pund tunge nosser til at gøre nogle af de ting som Rare gør bedst.

Tilblivelsen af Conker startede engang i 1997 – midtvejs inde i udviklingen af det senere enormt populære Banjo-Kazooie. Efter lanceringen af Banjo-Kazooie i 1998, dukkede de første screenshots af Conker op. Dengang hed spillet Twelve Tales: Conker 64, og var en tuttenuttet platformer (se screenshots) bygget på Banjo-Kazooie-motoren. Det var et spil med blomsterklædte marker, sprudlende farver, glade dyrebørn og så selvfølgelig spillets bedårende hovedperson; egernet Conker.

Vi spoler filmen næsten fire år frem. I mellemtiden har Rare sluppet store successer som Jet Force Gemini, Donkey Kong 64, og Perfect Dark løs. Ingen har hørt et muk om Conker i hele denne periode, og i marts 2001 synger den nidkære Nintendo 64 efterhånden på sidste vers.

Ud af det blå lancerer Rare pludselig en ny titel: Conker’s Bad Fur Day. De vakse ser straks det nuttede røde egern og ihukommer den sukkersøde, men lovende platformer som bladene skrev om i fordums tid. – Men der er noget galt:
På forsiden af æsken er plastret en stor mærkat med påskriften “For mature audiences only” og ved siden af, en “Parental Advisory”-mærkat. Coveret viser en halvsnaldret Conker med en kold bajer, i selskab af en sexet frille i en pelskort nederdel og sports-BH.

Hvad der er sket i mellemtiden, kan guderne kun gisne om. Et eller andet sted mellem 1998 og 2001 har fanden taget ved Rare. Jeg forestiller mig at chefdesigner Chris Seavor har givet den en ordentlig spand kul en aften på pubben. – Og efter 14 pints, en serie af elendige scoringsforsøg, et spark i skridtet, bræk i trussen og en tur på hovedet i toilettet, har han tænkt: “Fuck Miyamoto. Fuck Mario. Fuck Zelda. Fuck tuttenuttede farveladespil og fuck Nintendos image. NU shkriver jeg schgisme’ et spil JEG kan forholde mig til!”.

Den længste dag begynder

Conker’s Bad Fur Day er tømmermændene derpå.
Man vågner til tuba og banjomusik. Det er stadig halvmørkt og Conker ligner blendede fækalier fra et middelsvært pattedyr. Tømmermændene er åbenlyst i gang med et større etagebyggeri i hans hoved, og selvom man sætter fuld kraft frem på controlleren, er Conker ikke et egern man herser med. Easy does it. Den ene fod foran den anden med intervallære stop for at klemme maveindholdet på plads igen.
Der er meget langt fra den verden vi kender fra Banjo-Kazooie. Grundstammen i 3D-moteren er ganske vist den samme, men dér hører lighederne også op.

Efter en kort, men træg travetur gennem en græskarmark, møder Conker det ligeså fordrukne fugleskræmsel Birdie, der belærer Conker om hvordan man bruger spillets kontekst-sensitive platforme. – Et rigtig fedt system der slår to fluer med ét smæk, ved dels at eliminere behovet for irriterende itemhunts og dels at forsimple kontrollen af Conker en hel del.

En af de ting der irriterede mig mest ved Banjo-Kazooie var netop de endeløse tutorials, der pædagoisk belærte mig om de mange, mange knapkombinationer, der var nødvendige for at kontrollere de hober af tricks som Banjo og Kazooie kunne udføre i forlængelse af hinanden. Conker’s Bad Fur Day har et absolut minimum af tutorials, og de der er, er så godt og charmerende integreret i spillet, at man på ingen måde finder dem påtrængende og nedladende. Når man lærer noget nyt, er det noget der foregår som en indre monolog i Conkers hoved, mens han febrilsk prøver at sætte skub i de få hjerneceller han ikke har drukket ihjel aftenen før. Et tryk på den første kontekst-sensitive platform resulterer i, at Conker kommer ihu at han lænsede medicinskabet hjemmefra, hvorpå han hiver et glas Alka-Seltzer ud af sin røv og kommer til hægterne.

Plottet, karaktererne og dialogen

Derfra går det slag i slag. Conker har ikke den fjerneste anelse om hvor han er, men er fast besluttet på at komme hjem og sove ud. Det skal traditionen tro ikke blive nemt, og undervejs møder man nogle af de mest vanvittige, bovlamme og perfide karakterer i platformspillets historie.

Vi støder bl.a. på gødningsbillerne Bazza og crew, der efterhånden er ved at være dødtrætte af at rulle bæ rundt i små kugler. Vi møder Count Conkula – en meget gammel slægtning der lider af et atypisk drukproblem, og første gang man dør, stifter man sågar også bekendtskab med Døden selv – der for øvrigt er en vrissen gnom ved navn Gregg.

Med en rungende stemme så dyb og grum som helvede selv, bliver Conker råbt op: “CONKER! YOU’RE DEAD. DEAD AS DODO, DEAD AS … Aaarh, fuck it! I can’t be arsed to use this bloody ridiculous contraption!” (den kutteklædte knokkelmand smider sin stemmeforvrænger fra sig, og slår over i sin naturlige, højfrekvente heliumstemme) “Erh. Hi. My name is … Gregg. The Grim Reaper – don’t laugh!” (Gregg hiver en liste ud af ærmet) “Ah – let’s see. Conker. Surname?” “The Squirrel”. “Arh heck – you would have to be a bloody squirrel, wouldn’t you? You’re one of those … ‘special cases’. Like cats. I HATE those bastards. It seems that ‘the powers that be’ has decided that squirrels can have as many lives as they think they can get away with.” Gregg klør sig irriteret i sin tomme øjenhule, mens han det næste minuts tid skaber sig over sine åndssvage arbejdsforhold, inden han til sidst afslutter samtalen med et “All right. Piss off!”, og begiver sig ud i mørket, bandende og svovlende over katteklausulen.

Hver eneste af bipersonerne er udført med udsøgt finesse, og den britiske humor er mesterligt overført i både mimik og stemmeføring. Og ja, jeg sagde stemmeføring.

På trods af det ellers så begrænsede format, har Rare nemlig formået at lægge et par timers dialog ned på den lille cartridge – der i denne specielle anledning er på hele 512Mbit (64mb). Ikke alene er dette en kraftpræstation af karat, men Rare kan oven i købet bryste sig af noget af den mest originale og nærværende stemmeføring i et konsolspil til dato. Det skyldes at flere af karaktererne i spillet bliver bragt til live af folk på udviklerteamet. Og Conker? Ja, han er såmænd spillet af chefdesigner Chris Seavor – med stor succes, må jeg tilføje. Man kan simpelthen ikke undgå at fornemme at Conker har været et hjertebarn for hele holdet, og jeg kan slet ikke forestille mig hvor sjovt de har haft det, når de har siddet stangstive og arbejdet til langt ud på natten i hjembyen Twycross i det sydlige England.

Under mange af dialogerne kan man nærmest mærke Rare-folkene sidde på den anden side af TV’et med blomsterpinde og hånddukker. De er fuldkommen skamløse. Ikke bare i sproget (der ikke er for sarte sjæle, skal jeg hilse og sige), men plottet er sågar også det mest åndssvage der nogensinde er blevet set i et spil – med fuldt overlæg.

Rigets onde Kong Panter er nyligt kommet i en forfærdelig knibe. Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle at det handler om spildt mælk, et sofabord og en stor rulle gaffatape, og at løsningen på dette problem er et friskt egern. Man skal ikke være raketforsker for at se hvor Conker passer ind i dén plan.
Til at hjælpe sig, har kongen en stab af loyale, men dybt inkompetente væsler, og midt i det hele står Conker, hvis eneste mission er at komme hjem og sove branderten ud.
Så meget for interessekonflikten.

National Lampoon møder Monty Python

For at gøre livet sværere for Conker, har spillets bipersoner selvfølgelig allesammen en-eller-anden gudsforladt sob-story som Conker partout skal lægge øre til, mens han bare venter på et hul i ordstrømmen, hvor han kan proklamere at det rager ham en skid, med mindre der er penge involveret. Det er der til gengæld ofte, og når først vor rødpelsede ven har fået færten af kolde kontanter, er der ikke den tåbelige (men typisk hysterisk morsomme) opgave han ikke vil påtage sig.

Nogle af opgaverne er faktisk så ravruskende vanvittige, at man på et-eller-andet tidspunkt griber sig selv i, at stoppe op midt i galskaben og spekulere over, hvordan hulen man fik rodet sig ind i det her. Det skete første gang for mig, da jeg havde brugt et kvarter på at rulle en stor lort op ad et stejlt bjerg. Derefter accepterer man bare sin skæbne.

• Også når man f.eks. har hjulpet en frustreret høtyv med sydstats-accent til at begå selvmord, og derpå hjælper ham ud af galgen igen, når det går op for ham at høtyve ikke har en hals. Eller når man bliver bedt om at stimulere en storbarmet solsikke, så en gammel, skrupliderlig humlebi kan give hende en ordentlig gang bestøvning – og derefter trøste hans forladte hustru der står alene med huslejen til bikuben. Eller når man bliver tvunget til at drikke sig plakatfuld på et diskotek og derpå skal pisse på alle gæsterne for at rydde dansegulvet. Alt sammen for at man med fandens vold og magt kan trække afsted med sin modvillige kæreste, der har besluttet at tjene til dagen og vejen som “eksotisk danser” for den lokale mafiaboss.

Der er i alt 64 opgaver i spillet, og disse er også grunden til at jeg til tider må tøve med at kalde det en platformer. Platformdelen er nemlig ofte bare et middel for at nå de rigtig fede dele af spillet.

De forskellige opgaver er nemlig CBFDs alfa og omega, og de lægger ryg til de sjoveste og mest alternative actionsekvenser jeg nogensinde har fået lov til at spille. Især som filmnørd sidder man flere gange og hulker af grin over de talløse parodier man får lov til at gennemleve. Et helt scenarie i anden halvdel af spillet er f.eks. bygget over Saving Private Ryan, og alene landgangsscenen er simpelthen ubetalelig. Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg tro at Rare havde haft Spielbergs skuespillere i motion-capture-dragter under optagelserne. Så perfekt er det lavet. Undervejs sniger der sig elementer ind fra endnu et krigsepos eller to. En sagte hvisken fra ens sergeant under bombningen af en bekendt flodbred, plantede bare endnu en fjer i Rares tunge hat: “The horror. The horror.”.

Er man filmnørd, får man saftsusemig både til gården og gaden med Conker’s Bad Fur Day, og det gør det også til en af den slags spil som er næsten ligeså sjovt for ens gæster at kigge på, som det er at spille. Vi kommer hele møllen igennem: The Matrix, Aliens, The Godfather, Eyes Wide Shut, Bram Stoker’s Dracula, Full Metal Jacket, The Terminator, Jaws, og jeg kunne blive ved. Alle får lige et kærligt vink med på vejen. En del af sporten ved at spille Conker er netop at fange så mange af henvisningerne som muligt, og særligt hardcore Kubrick-fans bør ikke snyde sig selv for denne spiloplevelse. Man er solgt allerede efter introens første fem sekunder.

Som rosinen i pølseenden findes der et “chapter”-punkt i hovedmenuen hvor man kan springe direkte til sine yndlingsepisoder og spille dem igen og igen. En rigtig fed feature når man har venner på besøg og man liiige skal vise dem, hvordan man udraderede en end-of-level-boss ved at spule den med toiletvand og smadre dens klunker mellem to mursten.

Hele Conkers verden – også mellem opgaverne – er uhyre veldesignet. Det er én stor verden man frit kan spankulere rundt i. Den er ganske vist delt op i en række delområder, men man kan frit vade frem og tilbage mellem dem uden loadetider og man behøver ikke løse givne opgaver i et område før man kan gå videre til det næste. Selvom verdenen i grunden er ret stor, er hver eneste del af den så unikt designet, at det er fuldkommen umuligt at fare vild. Der er intet genbrug af elementer noget sted i spillet. Man ved altid præcis hvor man er, og musikken og teksturerne er helt og aldeles unikke for hver en afkrog af det store landskab.

Hvordan GØR de det?

Hvordan Rare har båret sig ad med at klemme så mange polygoner gennem Nintendo 64’ens snævre pipeline, med så høj en framerate som spillet holder sig, fatter jeg ikke. Selv når der er adskillige karakterer på banen på samme tid, rykker den sig ikke en tøddel. Jeg tror kun jeg talte to situationer hvor jeg kunne mærke frameraten falde på den forkerte side af 25fps. Rare har i det hele taget begået intet mindre end et kodemæssigt mesterværk, der excellerer på alle tænkelige punkter. Ingen Nintendo 64-spil kommer overhovedet i nærheden af den audio-visuelle kraftkarl som CBFD er. Man har ikke bare presset hardwaren til sin yderste grænse – der er sågar gjort brug af effekter som hardwaren slet ikke er bygget til. Dynamisk lys og skygger, adskillige lyskilder, multitextures, refleksive texturemaps, Dolby Surround – ting som ikke engang udviklere på nyere og langt kraftigere konsoller behersker særligt overbevisende, mønstrer Rare med glans på den gamle maskine.

Lyden er et kapitel for sig, og Robin Beanland som både har lagt stemme til et par af bipersonerne, skrevet sange, komponeret og spillet stort set hele soundtracket selv, har gjort et fabelagtigt stykke arbejde. Det lyder absolut ikke som et soundtrack der burde kunne finde sted på en cartridgebaseret konsol, og variationen af numrene er enorm – lige fra storslåede orkestrale kompositioner til jazz, bebop, mariachi-ballader og hårdtpumpende discotekstechno. Især et swingende jazznummer hvor rytmen bliver slået an af prutter, er en komposition i særklasse. I selv samme latrinære klasse får man også lov at høre en komplet arie sunget med udsøgt finesse af en majsædende kæmpepølle. Jeg er allerede på jagt efter soundtracket.

Sacre bleu! Der er multiplayer også.

Når man har produceret et så omfattende singleplayerspil, ville jeg ikke have bebrejdet Rare at springe over hvor gærdet er lavest på multiplayerfronten. Den tankegang bliver imidlertid sat overordentligt til skamme, når man begiver sig ind “The Cock & Plucker”s multiplayer-sektion. Med hele 8 vidt forskellige multiplayerspil og ovenikøbet nogle af de mest afbalancerede af slagsen, jeg nogensinde har spillet på Nintendo 64, kunne denne sektion alene retfærdiggøre køb af både konsol og spil. For at begrænse min spalteplads bare en smule, vil jeg ikke gå i dybden med dem, men blot fremhæve nogle af de sjoveste. I “Heist” gælder det f.eks. om at lave det perfekte bankkup. I ægte Reservoir Dogs-stil bliver spillerne briefet og navngivet Mr. White, Mr. Red, Mr. Blue og Mr. Green, inden det går løs i banken med alle tænkelige og utænkelige våben, for at falde hinanden i ryggen, så snart byttet er scoret. Der bydes også på en Team Fortress-inspireret “Capture The Flag”-mode med op til otte spillere på hvert hold, og endelig er der mulighed for at prygle skidtet ud af hinanden i gamle WWII-kampvogne i “Tank”.

Igen er frameraten skræmmende høj – selv med 16 spillere på visse af banerne. Om det holder når der spilles 4-player splitscreen, ved jeg til gengæld ikke. Det mest imponerende er dog, at jeg selv med computerens AI som eneste modspiller, har moret mig bravt i adskillige timer i multiplayersektionen indtil videre. Så selv med de forgyldte 20 timer det tog mig at komme gennem singleplayer-delen, er der masser at tage fat på.

Divide & Conker

Selv uden den fuldkommen ufattelige tæmning af Nintendo 64’ens kræfter, er der lagt så meget blod, sved og tårer og mest af alt sjæl i det spil, at den nærmest perverse detaljepertentlighed lyser ud af hver eneste pixel på skærmen. Der er tænkt på ALT.
I menuen, der er udformet som interiøret på Conkers foretrukne drukbule, “The Cock & Plucker”, sidder der f.eks. et band af væsler og spiller fuldstændig synkront med baggrundsmusikken. En lille detalje som ikke en kæft lægger mærke til, og netop derfor et lysende eksempel på hvor gennemført det hele er. Det mest uhyggelige er hvor få mennesker der egentlig har været involveret i projektet. Når først credits-listen ruller efter man har gennemført spillet, er det de samme ti navne som går igen og igen.

Jeg skal virkelig grave dybt i de mest kyniske afkroge af mit hjerte for at finde noget negativt, men skal jeg sætte min finger på noget, må det blive sværhedsgraden. Under visse scener var jeg på nippet til at eksplodere, fordi jeg ikke kunne regne taktikken ud, så er man et utålmodigt gemyt, kan jeg anbefale at man allierer sig med en gennemgang fra www.gamefaqs.com og smugkigger i den hvis man virkelig sidder fast.

En anden ting som måske kan gå hen og blive for meget for nogen, er spillets, til tider, meget malende latrinærhumor. – Men selv den laveste fællesnævner er trukket op på et så højt niveau, at man ikke kan lade være med at grine af det. Taget i betragtning hvor store mængder af highbrow-humor der ellers driver spillet, skal man vist også være ultrakyniker for at kunne lade det trække ned på karakteren.

Her på falderebet er det vist overflødigt at fortælle, at dette spil bør stå på hylden i enhver respektabel spilsamling, og har man ikke en Nintendo 64, er dette et af de spil der retfærdiggør at fise ud på det grå marked og investere i en sådan. Det er i øvrigt sjovt som lige netop den konsol af en eller anden grund har vundet en større og større bid af mit hjerte det seneste år. At dømme udfra det underligt stigende antal af Nintendo 64-anmeldelser på Geek Culture på det seneste, er jeg vist heller ikke den eneste.

Ved lanceringen havde Rare stablet et rigtigt fedt site på benene som skulle promovere spillet. Det site er desværre væk nu, men jeg var så forudseende at gemme både de fede reklamefilm for spillet, samt en række ingame-klip. Tre af dem findes her, her og her. Men pas på. Selvom de ikke spoiler noget i plottet, afslører de nogle skægge episoder. Hvis man allerede nu er fast besluttet på at finde spillet på f.eks. eBay.co.uk vil man gøre klogt i at styre sin nysgerrighed.