Super Paper Mario
Som så mange af de bedste titler i Nintendos porteføjle, begyndte udviklingen af Super Paper Mario allerede en konsolgeneration tidligere. Og ligesom med Paper Mario, Animal Crossing, Starfox Adventures og Eternal Darkness‘ spring fra Nintendo 64 til GameCube, bliver spillet, der startede sit liv på GameCuben, nu forløst på Wii.
“Tager du Bowser, som hos dig står…”
Peach vågner til et mareridt, som hverken kindkniben eller lussinger kan bringe hende ud af. Foran hende står Bowser i sit stiveste puds og et renskuret Valentino Liberace-smil, som på hans arrede fjæs mest af alt minder om et alvorligt uheld under et spil høvdingebold. Forfærdelsen tager til, da hun opdager, at hun selv er i brudekjole og assisteret af en præst. Det er det mest forpurrede og udsatte bryllup i historien. Det er helvedesscenariet, vi i blå overalls har kæmpet for at undgå i over tyve år. Det er vielsen mellem Bowser og prinsessen af Svamperiget.
Gommen grynter veltilfreds ved tilråbene fra de nærmeste goombas og solen skinner fra en blikkenslagerfri himmel. “Tager du, Bowser, prinsesse Peach til din hustru i medgang og modgang til spillet er slut?”. Svaret falder prompte, og prinsessens ligeså. Præsten må dog lægge Peach i en halv Nelson, før han får det svar ud af hende, som han hellere vil have. Men han får det, og i samme sekund lyder en protest fra salen. Et par ikke helt veltrimmede goombas bryder gennem geledderne og identificerer sig selv som Mario og Luigi. Redningen er her. Men det er alt sammen for sent.
Præsten bekender, at målet er nået, men til Bowsers ærgrelse bliver ægteparret ikke bebudet at indgå i en øm trutter. I næste nu bliver himlen i stedet flækket af en storm, og præsten afslører sig selv som Count Bleck – kommende verdenshersker og grimmer karl extraordinnaire. Bleck forklarer, at vielsen er en ugerning af den pureste ondskab og at han med denne har fremmanet mørkets hjerte, som er nøglen til en dimension, der langsomt vil fortære både kongeriget og verden som vi kender den. Gæsterne glemmer et kort sekund pindemadderne og deres velkomstdrinks, da de bliver suget ind i dimensionsriften, som efterfølgende lukkes lige så hurtigt som den opstod, og tilbage står Mario med kun sit uglede overskæg og fladtrampede retfærdighedssans.
For at bringe verden tilbage til sin naturlige orden, og helst før det hele bliver opslugt af kaosdimensionen, skal Mario således finde otte rene hjerter, der vil opveje det mørke.
Flip-flop
Kontrollen er klassisk Mario: Wii remoten vendes 90 grader, og der styres på D-pad samt 1 og 2-knapperne. Intet nyt under solen her. Spillets helt store trækplaster er imidlertid muligheden for at flippe mellem 2D og 3D. Med et enkelt tryk på A-knappen vipper en svingdør den papirtynde Mario ind i en 3D-repræsentation af den bane, man netop er i færd med, og selv om vi ganske vist har set Mario i 3-dimensionelle foldebogsomgivelser i Paper Mario, er det aldrig set på denne måde. Det er nemlig i den fuldkommen parallelle eksistens af Marios omverden i både 2D og 3D, at dybden i spillet findes, og det er ganske enkelt djævelsk godt udtænkt og udnyttet.
Man kunne måske argumentere for, at Super Paper Mario hverken er fugl eller fisk. Det er for meget platformer til at være en Paper Mario-titel, og det har hverken det turbaserede kampsystem eller tilnærmelsesvis nok af de RPG-elementer, der kendetegner serien. På den anden side har det for meget NPC-interaktion og puzzleløsning til at være en rigtig Super Mario-udgivelse. Det har imidlertid slet ikke det fokus på det samarbejde, som karakteriserer Superstar Saga og Partners In Time. Det ser i virkeligheden på alle måder vind og skævt ud, når man prøver at spejle det i tidligere etablerede Mario-serier, men det er netop pointen: Det skal man heller ikke. Spillet er hverken fugl eller fisk. Det er både fugl og fisk. Det er bæver, pungræv, abekat, fjæsing og albatros. Og lidt til. Spillet er på alle leder og kanter en henrivende frisk oplevelse, og en, der er helt sin egen.
Banerne og deres beboere
Fordi der balanceres på kanten af et videnskabeligt paradoks, og der derfor ikke eksisterer nogen regler, endsige spilmæssige fortilfælde, er det vidunderligt at se, hvor elegant troldmændene hos Intelligent Systems har løst problemerne ved skift mellem de to planer. For hvor skal Mario f.eks. befinde sig på Z-aksen, når den pludselig introduceres? Og hvad hvis han står på en kasse, hvis position pludselig ændrer sig i forhold til hans? Hvad sker der, når han står bag et objekt på Z-aksen, og den dimension pludselig bliver trukket væk under fødderne på ham? Eller hvad hvis han befinder sig langs kanten af et bundløst hul i jorden på Z-aksen, når den ophæves? Det er den slags overvejelser, der kilder min indre nørd på maven, selvom nok de færreste jævne spillere ville skænke det en tanke. Men det er netop også en cementering af, hvor godt det virker.
Banerne i spillet er fulde af små puzzles, der kræver, at man udnytter begge planer for at komme videre. For at illustrere et eksempel, kan Mario f.eks. befinde sig på kanten af et meget stort hul, som han umuligt ville være i stand til at krydse ved at hoppe. Løsningen? Et hurtigt flip til 3D afslører, at der er en gangsti på den ene side af hullet et element som kun eksisterer på Z-aksen. Eksemplet er et simpelt et af slagsen, og især senere i spillet kommer man gang på gang til at sidde med et smørret grin over hele femøren, når man forsøger at regne ud, hvor genialt nogle af spillets levelpuzzles er skruet sammen.
Det store catch er dog, at man kun kan befinde sig i den tredje dimension i cirka 10-15 sekunder ad gangen. Et meter tæller simpelthen ned, og kommer det helt i bund, begynder man at tabe energi. Det lyder ikke som særlig meget tid og det forekommer måske umiddelbart stressende, men i praksis føles det som en helt rimelig begrænsning, og det er med til at holde problemløsningen udfordrende, uden nogensinde at blive frustrerende. Et kort ophold i 2D-land fylder automatisk meteret op igen, så man kan gøre sig endnu et forsøg. Det kan generelt også betale sig at undersøge alt, hvad man kommer i nærheden af i begge planer, da en kvadratmeter guldmønter trods alt er betydeligt mindre værd en kubikmeter.
Banerne i spillet har, som allerede introduceret i Mario 64, en central hub, som man gør rig brug af mellem eventyrene. Den centrale hub hedder Flipside, og er drevet af den lettere forstyrrede borgmester Watchitt. Byen har forskellige forretninger og services som indbyggerne tilbyder de rejsende, og den lokale marskandiser Howzit tilbyder næsten alt, hvad man kunne få brug for som eventyrer. I byen bor også troldmanden Merlon, som spillere af de to Paper Mario-titler straks vil genkende. Ham kommer man traditionen tro til at konversere meget med. I byens diametrale modsætning, Flopside, møder man senere ækvivalenter, og her hedder troldmanden selvfølgelig Nolrem. Man støder i øvrigt jævnligt på nye byer undervejs i spillet.
Selv om antallet af NPC’er man møder på sin vej i Super Paper Mario er mindre end det var i Paper Mario-spillene, kompenserer de til fulde ved at være endnu mere underholdende og åndssvage. Personligt havde jeg svært ved at stå for Blecks højre hånd, Nastasia, som er den tørreste, mest nævenyttige mellemleder-type, man kunne forestille sig i et ondt imperium, og så formulerer hun sig fuldkommen som Bill Lumbergh fra Office Space. Blecks håndlangere, den skotske sværvægter O’Chunks, den temperamentsfulde shapeshifter Mimi og kaosnarren Dimentio, byder som regel også på nogle morsomme opgør. Men selv de mest ligegyldige enkeltmøder, man kommer ud for i spillet, kan formå at give nogle gode grin med på vejen. Mange karakterer man møder er f.eks. af forskellige årsager blevet fanget i den gale dimension og har forplumret deres egen situation godt og grundigt, fordi de tænker og forholder sig til alting i 2D. Karaktererne er generelt usædvanligt selvbevidste, og det hele bliver serveret med et glimt i øjet, der gør det meget tydeligt, at både udviklerne og tekstforfatterne virkerlig dyrker metaspillet, og har haft det drønskægt i processen.
Et overflødighedshorn af muligheder
I løbet af spillet samler man en række små, svævende skytsengle op, som hedder “pixls”. Det pixls bringer til bordet erstatter på sin vis både Paper Marios evne-badges og de venner han samlede op undervejs i spillet. Men hvor man i sidstnævnte titel udnyttede vennernes unikke evner i kamp, kan Pixls ikke rigtig noget i sig selv udover at være snakkesagelige. Det betyder dog ikke, at de på nogen måde er evneløse, for selvom de ikke selv kan benytte dem, tilfører de hver især nye evner til Mario. Evnerne har typisk flere facetter, der gør dem nyttige i både kamp, såvel som puzzleløsning. En giver f.eks. mulighed for at flippe objekter rundt mellem planerne indenfor et justerbart rektangel, mens en anden skrumper Mario til myrestørrelse.
Man kan til hver en tid skifte rundt mellem sine Pixls, så strategien fra Paper Mario er delvist bevaret – nu foregår det bare i realtime. Pixlen Tippi er den første, man støder på, og sammen med en håndfuld andre vil den følge Mario gennem stort set resten af spillet. Andre pixls er helt valgfrie og kræver typisk en større indsats at erhverve sig.
Kombineret med de ekstremt mange forskellige items man kan samle op, købe, eller kokkerere sig frem til i spillet, dannes der et arsenal hvis lige aldrig tidligere er set i en Mario-titel. Ulig de faste evner man får fra pixls, er items typisk forbrugsgoder såsom forskellige svampe, der giver mulighed for f.eks. at fryse fjender, skabe et skjold rundt om Mario, fremmane en hær af mini-Marioer, slippe en svampzilla løs eller puste vor blikkenslager op til jumbo-size.
Som om det ikke var nok, bruges Wii remotens accelerometre og pegefunktion også til forskellige løse og faste opgaver. Den første og mest anvendte funktion er Tippis lommelygte, som fryser spillet og lyser en del af billedet op, når man peger Wii remoten mod skærmen. Bevæger man lyskeglen hen over et objekt eller fjende og trykker på A, fortæller Tippi om det. Denne funktion er ofte ens ven i nøden, når man skal hitte ud af, hvordan man bedst tackler spillets bosser og udnytter deres svagheder. Lygten kan også bruges til at afsløre usynlige elementer på banen, som hverken kan ses i 2D eller 3D. I kamp kan man også opnå ekstra udbytte, ved at ryste sin remote for at score style bonus, ligesom i Thousand-Year Door.
Og så er Mario i øvrigt ikke engang den eneste karakter, man får lov at spille med. Undervejs får man nemlig også mulighed for at spille med både Bowser, Peach og Luigi, der hver især byder på de velkendte fordele vi kender fra tidligere Super Mario-titler.
Selv med ovenstående in mente, er der stadig mange flere detaljer, jeg ikke har nævnt med et ord. Lad det bare være sagt, at Super Paper Mario har så mange sider og hemmeligheder at udforske, at der for de ihærdige er ugevis og atter ugesvis af spilletid, hvis man vil se og prøve alt. Det værste er næsten, at det er så forbandet hyggeligt. Det lokker hele tiden med mere fis og ballade.
Kunsten at holde mund, når der serveres kage
Grafikken er simpel (det tager nu engang udgangspunkt i de klassiske Super Mario-titler), men med så mange løjerlige indslag, at man ikke kan undgå, at finde den charmerende. Den tredie dimension kan umiddelbart virke meget bar og sjusket, men jeg tror det er meget bevidst, at det skal tage sig ud på den måde, da det er lidt ligesom at træde om bag kulisserne ved et teaterstykke.
NPC’erne og mange af både de nye fjender og bosser er kubistiske i en helt ekstrem grad, og flere er simpelthen opbygget udelukkende af kvadrater. Man skal ikke forvente sig helt samme detaljegrad af omgivelserne, som man finder i Paper Mario-spillene, men til gengæld er der så meget variation og spil i dem, at man konstant føler sig underholdt af de sære påfund, som udviklerne er kommet op med. Visse baner ligner klassisk Mario, mens andre er bygget af lineart eller overdimensionerede pixels. Nogle baner vender op og ned på akserne og helt andre er så syrede, at det udfordrer mine sproglige evner at beskrive, hvordan de virker.
Lydsiden holder også stilen i hævd ved at udnytte mange af de gamle 8-bit-lyde blandet med nyere lydeffekter og et gedigent Mario-soundtrack, der både spiller på variationer over de kendte temaer og byder på masser af nye.
Har man savnet grunde til at eje en Wii, er her en rigtig god og yderst original en af slagsen, men vær opmærksom på, at det bestemt ikke er en titel for de mindste poder. Spillets store hæmsko er nemlig de enorme hober af engelsk tekst, man ofte må grave sig igennem. Det er desværre også det, som trækker ned i karakteren i denne anmeldelse, for balancen mellem NPC-dialog og platform-action er til tider så skæv i dialogens favør, at man begynder at ønske NPC’erne hen hvor peberet gror. Det eneste man vil er jo bare at spille den næste bane, og alene introen kan godt virke ulideligt lang. I hjertet af Super Paper Mario befinder sig immervæk et platformspil, og der virker det enorme fokus på den gode historie en smule skudt over målet. Det irritationsmoment til side, er spillet til gengæld helt oppe i det røde felt på mit velkalibrerede hyg-o-meter, og en blankpoleret perle, der bør stå hos enhver som værdsætter godt spildesign.
