Gong

25. november 200130. december 2021 Brian Rocatis 484 Læsninger 0 Comments

Bør man være nervøs, når man ankommer til restauranten samtidig med en ambulance, der skal hente en af gæsterne? Hvor effektiv er en bilvask i Budapest? Og hvad lavede Poul Nyrup Rasmussen egentlig med den saxofon?

Indtil omkring kl. 17 havde torsdag været en helt almindelig dag. Det meste af dagen havde jeg tilbragt hos en kunde med en spand kaffe og nogle programmeringsmæssigt interessante problemstillinger (hvis der er nogen fra Navision Software, der læser med her, så sutter det altså massivt, at man ikke kan vise temporære tabeller i en subform!).

Halvvejs på vej ud af døren kom vi på en eller anden måde til at snakke om indbrud i biler (fra offersiden, vel at mærke). Det viser sig, at min kunde på et tidspunkt har befundet sig i Budapest sammen med en VW Polo, som trængte umanérligt meget til at blive vasket. Så han afleverer den til en vaskehal, hvor den med god gammeldags håndkraft bliver vasket, pudset og poleret, mens han køber lidt ind. Efterfølgende kører han hjem og stiller bilen.

Næste morgen, da han nærmer sig bilen på parkeringspladsen for at køre på arbejde, imponeres han over vaskehallens effektivitet. Aldrig har man set så rene ruder! Det er lige før man skulle tro, at der slet ikke er ruder i vinduesrammerne. Det er der heller ikke. Der er heller ingen glasskår. Ruderne er ikke smadrede, de er simpelthen fjernet. I bagagerummet er stereoanlægget væk. I motorrummet er der tomt, hvor batteriet skulle have siddet. Instrumentpanelet er løftet af, og dørsiderne er forsvundet. Sammen med de manglende sæder giver det alt i alt indtrykket af en rimelig nøgen bil.

Efter at have fremskaffet et nyt batteri og en hvid plastikhavestol, kører han resterne af bilen til et værksted, hvor han får sat nye ruder og et par sæder i. Det er ikke den håndværksmæssige professionalisme, der imponerer; sæderne sidder således fast i gulvet ved hjælp af par skruetrækkere, der er stukket igennem monteringshullerne. Men der er ikke tid til at hænge sig alt for meget i detaljer, for bilen skal hjem til Danmark – og efter sigende er der ikke meget sjov ved at køre 2.000 kilometer i en bil uden de for støjniveauet yderst vigtige dørsider, som altså stadig mangler. Det hjælper heller ikke på humøret, at eneste instrument til at holde støjen på afstand består af en delvis defekt radio-walkman, der lige nøjagtigt kan holde fast på de enkelte stationer i 27,5 sekunder før den surfer videre til den næste.

Det er lige før, at min tur hjem til København efter en Sigur Rós koncert i Odense sammen med 3 venner klokken lort om natten med kun én intakt siderude, nogle afsindigt støjende sorte plastiksække, i storm og regn og uden musik, virker som en børnehaveudflugt. Men det er en anden historie.

Anyway, Budapest-historien var egentlig bare ment som en forklaring på, hvorfor jeg ender med at komme en halv time for sent til restaurant Bastionen+Løven på Christianshavns Vold, hvor jeg skal spise sammen med slænget fra Odense-turen. På vej op ad en af bakkerne i stisystemet hører jeg den umiskendelige lyd af dieselmotor, og det går op for mig, at jeg bliver forfulgt af en ambulance. Da jeg drejer ind mod restauranten, standser ambulancen. Bastionen+Løven er ikke just kendt som et take-away sted, og selv da ville jeg nok opfatte det som stillingsmisbrug at bruge stisystemet for at komme derop og hente mad til et par ambulancefolk.

Det viser sig da også, at en af gæsterne i et større og yderst festklædt selskab er blevet dårlig, og hun køres derfra ledsaget af en håndfuld familiemedlemmer og størstedelen af selskabets gode stemning. Vi vælger at tro på, at det ikke er maden, hun er blevet syg af, og det virker heller ikke specielt sandsynligt; Bastionen+Løven er så absolut et af Christianshavns bedre spisesteder, og de har altid anderledes og spændende retter på menukortet.

Mætte og forædte sætter vi kursen mod Christiania og Abegrotten. Et besøg her er sjældent komplet uden en større mængde nederlag i bordfodbold. Jeg er relativt overbevist om, at jeg bliver bedre fra gang til gang, men det samme lader desværre til at være tilfældet med mine modstandere, og status quo er dermed bevaret. At den ene tilmed plejede en skulderskade (opstået spontant på Gammel Kongevej i forbindelse med et alkohol/cykel-blandingsmisbrug) formåede så vidt jeg husker ikke at give så meget som én eneste sejr denne aften.

Aftenens endemål er det nyrenoverede spillested Loppen, som virkelig har fået en effektfuld overhaling, der blandt andet har formået at udvide rummet uden at det er gået ud over stedets intimitet; Loppen er stadig et af Københavns allerbedste spillesteder. Denne råkolde torsdag i november spiller et band ved navn Gong. Det eneste, jeg ved om Gong er, at “Gong er fjong”. Og at de har eksisteret i 30 år. Og spiller psykedelisk syrerock. Alligevel var jeg ikke tilstrækkelig mentalt forberedt på det syn, der mødte mig.

Gong består af 6… individer: en bassist med bare tæer i sandaler, blåstribede pludder-pyjamasbukser, en gammel og slidt t-shirt, briller med individuelle solbrillelåg i form af metalplader med vandrette riller (hvoraf det ene var slået op og det andet ned), et grånende professor-hår i Einstein-look samt en bas, der så lige så hærget ud som Mick Jagger; en særdeles øm trommeslager iført en lyseblå/lyserød trøje med glade blomster på, og uden et særlig stort behov for at åbne øjnene; en keyboard-spiller iført sort troldmandskostume komplet med pointy hat (dog moderniseret med en diodecykellygte monteret i panden) og selvlysende grønne spirallapper på knæene; en forsangerinde på minimum 65 år, der var god til at imitere luftværnssirener, og som var iført et par totalt hippe techno-bukser med selvlysende grønne striber og gennemsigtig plastik i siderne; en afsindig (og) forfængelig forsanger, der skiftede tøj minimum 3 gange i løbet af aftenen, lignede Charlton Heston (bortset fra de åbenlyst hjemmelavede kostumer, der alle var bygget over en hvid pyjamas med lodrette, cyklamefarvede striber, men ellers var udsmykket med alt fra englevinger til CD’ere), og spillede på en sort, aerodynamisk guitar fremstillet af NASA.

Og så var der selvfølgelig Poul Nyrup Rasmussen. At vi ved indgangen til Loppen var gået igennem en tidsmaskine stod på nuværende tidspunkt lysende klart, og for ligesom at understrege det, så stod han der så. Poul Nyrup Rasmussen. 20-30 år yngre, men iført de samme briller, samme umiskendelige ansigtstræk, og så naturligvis Playmobil-håret. Han spillede klarinet og saxofon, begge dele væsentligt mere elegant end han fører valgkamp, men var ellers (præcist som i virkelighedens verden på den anden side af tidsmaskinen) den mindst opsigtsvækkende af hele flokken. Han var simpelthen normal.

Den slående lighed mellem saxofonspilleren og den detroniserede danske statsleder havde ikke undgået bandets opmærksomhed (det havde derimod det faktum, at 70’erne er overstået, men lad det nu ligge), og på et tidspunkt blev publikum udfordret til at få den politiske leder med stenansigtet til at smile. Det skulle ske ved massiv og uophørlig råben og skrigen. Lykkedes det ikke, ville straffen være en 2 timers bassolo! Jeg kan ikke huske, hvornår Loppen sidste larmede SÅ meget, men efter flere forgæves forsøg lykkedes det at få et svedigt grin over Nyrups uspolerede ansigt, og alle var glade.

“Hvordan var musikken?”, hører jeg nogen spørge. “Syret”, svarer jeg. Hvis man kender Ozric Tentacles så er det absolut i samme boldgade (og de deler både køkken og toilet). Det bør ikke være noget problem at komme til at høre Gong; på Loppen var det muligt at købe op imod 50 forskellige plader med Gong eller Gong-relaterede projekter.

Hvis Gong på et senere tidspunkt igen gæster Danmark, så er jeg bestemt at finde blandt publikum. Bastionen+Løven er besøgt før og vil blive besøgt igen. Det samme gælder Loppen. Budapest tror jeg, jeg venter lidt med.