Irène

Pierre Lemaitre udgav i 2014 sin første bog på dansk. Den hed Alex, det var en krimi, og jeg var særdeles begejstret for den. Alex var en lidt atypisk udgivelse, forstået på den måde, at det faktisk var forfatterens anden bog i det, der snart bliver en triologi om opdageren Camille Verhoeven. Da jeg gav mig i kast med Alex, var der derfor udgivet en bog før den, Irène, men hvis man læser min anmeldelse, ser man nok, at det ikke bliver fremhævet som noget negativt. Nu har jeg så læst Irène, og jeg var en anelse skeptisk. Jeg husker heldigvis ikke handlingen i Alex alt for godt, og jeg huskede derfor ikke særlig meget om bogens hovedperson, Camille Verhoeven. Han er en opdager af den mere moderne skole. I Alex er han tynget af sin tragiske fortid, som så mange litterære opdagere er det for tiden – og i Irène lærer vi mere om hans fortid –  og spørgsmål var derfor, om jeg som læser stadig kunne få noget ud af at læse om Camille Verhoeven, nu jeg allerede kendte en del til ham.

Det kunne jeg faktisk. De positive elementer ved Alex er også tilstedeværende i Irène. Camille Verhoeven er nok en moderne opdager, men han klarer sig ikke på egen hånd. Fortællingen fokuserer på en kriminalgåde, jeg ikke vil afsløre det store om, og den fokuserer på politiets opklaring af denne gåde. Camille Verhoeven omgiver sig med et hold af dygtige kolleger, og læseren er med på første parket, mens ledetråde redes ud, blindgyder opdages og vejen mod målet langsomt åbenbarer sig. Det er kort og godt spændende, og det er skrevet på en indlevende og kompetent måde. Et af de elementer ved Alex, jeg var mest glad for, var netop skrivestilen. Den er svær at beskrive uden at gå i unødvendige detaljer, men den er meget intens. Man er helt inde i hovedet på Camille Verhoeven. Man er med til at opdage, afhøre og være frustreret. Her er plads til humor og frygt. Til dårlige dage og irritable politbetjente.

I den henseende er Irène også en kriminalroman af den slags, der måske nok kommer til at skille vandene. Jeg kan personligt godt lide krimier, hvor opdageren faktisk har et liv ved siden af gåderne. De seneste år har mangt en mandlig opdager været tynget af et eller andet fra fortiden, og hvis man ikke bryder sig om den tendens, er det selvfølgelig usikkert, hvor stor glæde man vil finde i bøgerne om Camille Verhoeven. I mine øjne kan det tilføje gode kriminalromaner et lag af autencitet. Camille Verhoeven er i den henseende et sympatisk menneske, fordi han åbenlyst er et menneske. Han er ikke ufejlbarlig opdager eller fejlslået som socialt individ. Han er et menneske af kød og blod med sine styrker og svagheder. Det er tydeligt i Irène, som det var det i Alex, at gåderne kun kan løses af et hold, der arbejder tæt sammen og ikke af en enlig mand, der konsekvent går sine egne veje og afslår alle udstrakte hænder, han møder på sin vej.

Irène er en god kriminalroman, fordi den har en interessant gåde. Den bevæger sig konsekvent mellem det troværdige og det knap så troværdige, men for det meste befinder vi os på den acceptable side af denne grænse. Den er velskrevet, spændende og til tider pokkers intens. Den befolkes af levende mennesker af kød og blod, og har man endnu ikke læst efterfølgeren Alex, kan jeg kun anbefale, at man starter med at læse Irène. Har man læst Alex, vil en del af spændingen være væk. Sådan er det nu engang. Men bogen er dog stadig læs- og anbefalelsesværdig. Og i maj 2015 udkommer tredje del af fortællingen om Camille Verhoeven på dansk, og jeg kan næsten ikke vente med at få den i hænderne, nu jeg har læst de to første bøger om hans liv.