Coherence

bae75fef9b5ef34fbd86a2fd868e49a45 out of 6 stars
Schrödingers middagsselskab.

Fire par er til middagsselskab, og hygger sig med hinanden efter lang tids adskillelse. Så går strømmen i hele nabolaget, og alt er mørklagt – bortset fra et enkelt andet hus på gaden, hvor der stadig er lys.

Hugh vil gerne låne telefonen i huset med strøm, så han skriver en note til dem – og mens Hugh sidder og skriver på sin note, bliver den eksakt samme note afleveret ved deres hoveddør. Velkommen til et vildt filmisk tankeeksperiment, hvor det i den grad gælder om at holde tungen lige i munden, så man kan følge med i løjerne.

Filmen minder om en blanding af det håndholdte, dokumentariske kamera fra Cloverfield og det vildt indpakkede og loopende plot fra Primer – uden dog at være bare i nærheden af samme grad af kompleksitet, heldigvis. Jeg vil ikke sige noget som helst mere om handlingen, for det vil være at ødelægge oplevelsen af filmen – den her skal grejes på egen hånd med åbent sind og uden nogen forudgående viden.

Stilen er legende let; bare et kamera og otte mennesker, der konstant kæfter op i munden på hinanden, efterhånden som paranoiaen breder sig og de prøver at regne ud, hvad helvede, der foregår. Der er ikke et stringent manuskript, hvor den ene siger noget og den anden svarer, men nærmere en slags stramt kontrolleret kaos, hvor alle bringer idéer til torvs, konflikter opstår og løses og forskellige ting prøves af. Det er så op til seeren at fange de vigtige ledetråde og stykke dem sammen, så man kan danne sig et overblik over tingene. Ganske som i virkeligheden. Næsten alt dialog er improviseret, og det virker helt ualmindeligt naturligt, når de her folk sidder og knævrer løs.

Filmen er James Ward Byrkits instruktør-debut, og han er nok en fyr, man skal holde øje med. Han ville lave en film uden filmhold og manuskript, og den skulle primært foregå i hans egen stue. Han udvalgte en bunke improv-skuespillere, gav dem baggrunden for deres roller og de vigtigeste detaljer i plottet, og så gik det ellers løs. Han havde i forvejen brugt et års tid på at planlægge historien ned til mindste detalje, for der er ganske mange detaljer, der skal passe sammen, men det er ultimativt karaktererne, der driver filmen. De her fire par har nogle skeletter i skabene, der også skal luftes midt i al virakken, og det virker faktisk. Man skulle ikke tro, at der var plads til at diskutere parforhold i en verden, hvor virkeligheden er svær at definere, men ikke nok med at det virker – det tilføjer filmen et ekstra pift af realisme og nærvær, der får resten til at virke endnu mere plausibelt.

Byrkit valgte bevidst skuespillere, der ikke kendte hinanden i forvejen, og udstyrede dem dagligt med noter om, hvad deres karakter skulle lave den dag. Men de kendte kun deres egne motivationer og mål, og dermed anede de ikke, hvad de andre ville gøre. Det er modigt, men det virker imponerende godt og giver nogle virkeligt realistiske reaktioner, efterhånden som der sker underlige ting og skuespillerne reagerer på dem med ægte chok, overraskelse, vrede osv.

Der findes en håndfuld film, der er kendt for at foregå på meget få lokationer. Stephen King’s Misery kunne have undertitlen “James Caan lænket til en seng”, og det er en film, jeg bliver træt af bare at tænke på. Den føltes som en uendelighed. I den anden ende er spekteret er 12 Angry Men, som handler om en jury, der skal afsige en dom. Hele filmen foregår i et lukket rum, hvor de 12 mænd skændes og skændes og skændes. Den er fantastisk, og jeg har set den tre gange nu. Coherence er i den sidstnævnte kategori: Man tænker overhovedet ikke over, at filmen stort set udelukkende foregår i den samme stue, fordi historien er så sindssygt interessant, og fordi de medvirkende spiller så uforskammet godt.

Byrkits “manuskript” er blot 12 sider med noter, skuespillerne kender kun deres egne roller og har ingen nedskrevne replikker, og det hele er filmet på fem aftener i Byrkits eget hus. Det lyder slet ikke som noget, der kan være særlig interessant, men resultatet er dybt imponerende: Coherence er en bundsolid science fiction-film, der bør ses mere end en enkelt gang. Idéen er fænomenalt godt udtænkt, og udførelsen er i helt sin egen klasse. Den er lige dukket op i Netflix, så du har virkelig ikke nogen undskyldning for at misse den.

One thought on “Coherence

  • 12. juni 2016 at 19:49
    Permalink

    Kommer på DR3 i aften kl. 21. Se den!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.