The Last of Us: Remastered

Tro, håb og kærlighed.

Det har været en hård uge.

Jeg har måttet tage afsked med et par nye venner, der ikke engang ænsede, at jeg fandtes. Og det på trods af, at jeg havde hjulpet dem gennem svære tider, både sammen og hver for sig. Farerne var mange, hjælpen var knap, og man vidste aldrig, hvem man kunne stole på. På vores vej fik vi både nye venner og især fjender, og alle var de drevet af deres egen dagsorden, der sjældent fulgte vores.

Vi har gået, vi har kørt, ja, vi har sågar redet under vores næsten endeløse rejse mod et tvivlsomt babylonstårn, der lige så godt kunne gå hen og vise sig at være et fata morgana. Sygdom og forfald var vores eneste konstante rejsefæller, og døden var både farveblind og nådesløs, så man ikke engang kunne være sikker på sin egen overlevelse.

Hvad skete der egentlig? Hvorfor blev det lige Joel og Ellie, som skulle ud på denne tur, og var det måske skæbnebestemt, at de blev bragt sammen? Én ting er i hvert fald sikkert; deres viljestyrke og fokus på det fælles mål var drivkraften, der sammen førte dem og mig afsted på rejsen tværs over det svampesporeinfesterede Amerika. En rejse, som minimum en af dem absolut måtte og skulle gennemføre, hvis der skulle være håb for en værdig fremtid for alle.

Våben var der ikke mange af, men hvad vi fandt, fik vi møjsommeligt opgraderet – omend i et alt for langsomt tempo. En ting er også at dolke blinde Clickers, der jager via lyd, eller overrumple og kvæle Runners bagfra, men når selv myndighederne er ude efter én, så føler man sig virkelig som jaget vildt. Forhåndenværende ting blev brugt som både køller og kasteskyts, og heldigvis var de uniformerede styrker lette at aflede og narre væk fra flokken, hvor man mere sikkert kunne pacificere dem. Men deres antal gjorde det alligevel svært at få overtaget, og når vi blev overrasket og opdaget, var det bestemt ikke altid, at åben kamp faldt ud til vores fordel. I de situationer fandt vi stor trøst i vores hjemmelavede bomber og molotov-cocktails, der kunne holde overmagten stangen, mens vi prøvede at få alle vores sparsommeligt indsamlede projektiler til at tælle.

Man kunne have svært ved at tro, at skønhed kan findes i en så rå verden, men utroligt nok var den der alligevel. Eller rettere sagt, vi valgte at se den, om det så var i en forfalden bygning, et svajende træ i vinden, en rislende bæk eller bare et kig ud over storbyens forfald, mens solen gik ned i horisonten. Muligvis mennesketom for det meste, men måske netop derfor fremstod alt knivskarpt, og man lagde konstant mærke til nye detaljer i hverdagsting, som man før havde taget for givet. Huse var forladte, men overalt var der spor af det liv, der engang var blevet udlevet her. Som vi passerede og betragtede de mange forskellige hjem, hvor specielt de forladte børneværelser gav os et stik i hjertet, kunne vi gennem de mange detaljer og indretning se tilbage til en lykkeligere tid. En tid uden sygdom og den ondskab, der opstår mellem mennesker i nød, som vi ligeledes så tydelige tegn på.

Omgivelserne var selvfølgelig præget af de mange års forfald og kampe, men Moder Natur har tiden på sin side, hvilket altid er en fryd at bevidne. Mange gange blev der ikke sagt et ord i halve og hele minutter, mens vi endnu engang betragtede de små mirakler i varianter af grønt, der flettede sig omkring mastodontiske konstruktioner og nærmest kvalte dem i liv. Lige så tavse blev vi, når vi fik øje på et dyr, der kunne bekræfte os i troen på, at ikke alt omkring os var dødt eller fjendtligt. Vi følte os dog aldrig rigtig trygge ved at stoppe op, og frygten for at miste den sidste rest af forstand drev os konstant fremad. Mange ensomme omveje kom vi ud på, men blot de fysiske farer ved en verden i forfald kan være alvorlige nok, så end ikke i vores isolerede tilstand slappede vi nogensinde helt af.

Skønheden i menneskesjælen stødte vi heldigvis også på, og det var i vores dialoger med hinanden, at vi fandt næring til håbet. Ikke nødvendigvis i de ting, der blev sagt, men snarere i måden de blev sagt på, så man virkelig troede på hvert et ord og fik lyst til at stole på folk igen. Tillid er dog en værdifuld ressource, som man ikke spilder på hvem som helst, så vi kunne alligevel aldrig være sikre på, om den var gensidig – og det gjaldt både familie og nye bekendtskaber, om de så skyldte os deres liv.

Vi lærte derfor desværre også en del om vores egne skyggesider. Hvad man kan presses til for at sikre sin egen overlevelse. Det gør mig ikke stolt at tænke på de situationer, men jeg vil alligevel holde på, at vi forsøgte at være retskafne og gode. Der er intet positivt at sige om dét at tage et andet menneskes liv, men det var alligevel nødvendigt i den større sags tjeneste, som altså kan være svært at forklare fyldestgørende, selv med de vedlagte fotos til hjælp.

Skrøbelige Ellie. Stærke Ellie.

Før jeg lærte Ellie at kende, var hun muligvis ikke dén selvstændige pige, som senere drog på rejse med Joel, men hun var heldigvis ikke alene. I hvert fald ikke i et stykke tid. Hun fik faktisk sin ilddåb i karantæneområdets skolegård, mens det var under sit efterfølgende venskab med Riley, at hun endeligt lærte at stå på egne ben, sådan rigtigt. Rileys egen historie er et kapitel for sig, og jeg har endnu ikke kunnet få Ellie til at betro den til mig, men hun taler dog ofte om dén nat. Natten med Riley.

Riley havde ellers været væk i et stykke tid, og Ellie fortalte mig, at hun var ved at tabe troen på, om Riley nogensinde kom tilbage. Men en aften stod hun der pludselig, i det mørke soveværelse, og ville have sin bedste veninde med ud for at “se noget”. Ellie var ikke svær at overtale.

Inden jeg hørte nærmere om udflugten, var jeg umiddelbart glad for allerede at vide, hvordan pigernes venskab var opstået, så jeg kendte lidt til Riley på forhånd. Men havde jeg ikke kendt til deres fortid sammen, skulle der heldigvis ikke gå lang tid, før jeg fandt ud af, hvor specielt deres venskab egentlig var. Det blev en nat med både latter og tårer, og selvom den næsten var ovre, før den var begyndt, så kan jeg stadig ikke tænke på forløbet uden at føle et jag i hjertet og få en tåre i øjenkrogen.

Duoens kamperfaringer den nat, både med sporeinficerede mennesker og de mere skydeglade af slagsen, skulle vise sig uvurderlige for Ellies senere tid sammen med Joel, og hendes færdigheder med både skydevåben, bue og pil og hjemmelavede bomber var heldigvis lige så gode dengang som de kunne blive. Det er utroligt, hvad man kan få ud af at kombinere sparsomme mængder af husholdningsartikler, så længe man blot er parat til at lede skuffer og hylder igennem – og det har Ellie heldigvis aldrig været for fin til. Opfindsomhed var der også rigeligt brug for, da pigerne stod overfor nogle mere end almindeligt intelligente modstandere, sporeinficeret eller ej. Heldigvis kunne førstnævnte lokkes til at angribe hinanden – eller de bevæbnede styrker – hvilket jo tyndede lidt ud i forsamlingen, og gjorde det noget lettere for Ellie at komme tæt på med kniven.

Hun er utvivlsomt en stærkere pige i dag, og hvis ikke den skæbnesvangre natteudflugt beviste det helt, så behøver man blot at tænke på dengang, hvor hun reddede Joels liv. Det er muligvis ikke en lige så følelsesladet episode i hendes liv som turen med Riley, men det viser med al tydelighed en pige, der har måttet blive voksen i en fart, i en verden der bestemt ikke var hende venligt stemt. Det er også stadig en oplysende historie om en ansvarlig Ellie, der vil gå enddog meget langt for at redde de mennesker, hun holder kær. Vintervejr og et overtal af bevæbnede styrker er åbenbart ingen match for en beslutsom pige på en mission, der gælder liv eller død.

Sammen med Joel har hun muligvis også fået noget af den tiltrængte kærlighed, som en barsk verden frarøvede hende år tidligere, men det er alligevel min klare overbevisning, at det er tiden med Riley, der satte sine dybeste spor i hendes unge pigesind. Og jeg er bare taknemmelig for, at hun ville dele de to skelsættende episoder af hendes liv med mig.

Naughty Dogs nyklassiker stiller skarpt på PS4.

Der burde blandt Geek Cultures læsere ikke herske et gran af tvivl om, hvor højt jeg skatter min tid med Joel og Ellie under deres eventyr i en virusinficeret verden, hvor kun de samvittighedsløse overlever. Historie, dialog, stemning, gameplay, musik og den øvrige audio-visuelle fremtoning var mildest talt uovertruffen og står lyslevende som et præmieeksempel på, hvad kompentente udviklere kan vride ud af en PS3 med de rette forudsætninger.

Men det var åbenbart ikke godt nok for Naughty Dog, så derfor besluttede de at samle alle spillets hidtidige udvidelser i én PS4-udgivelse, der samtidig skulle have en finpudsning, der forbedrede både grafik og teknik, så det var bedre i tråd med den nye standard; 1080p i 60fps. Altsammen tilgængeligt til en pris, der ligger godt en fjerdedel under, hvad den enkeltstående PS3-udgivelse normalt koster. Hold da op.

Den udgivelse er så på gaden nu, og store spørgsmål er ingenlunde, om dette er den ultimative udgave af The Last of Us – for det er det – men snarere, om det er umagen værd at opleve igen, hvis man allerede har gennemlevet både hovedspillet og Ellies natteudflugt i udvidelsen Left Behind. Og det spørgsmål er jeg heldigvis privilegeret nok til at kunne besvare entydigt.

Først vil jeg dog kort opsummere, hvad udgivelsen rent faktisk indeholder.

Som nævnt ovenfor har udviklerne selvfølgelig inkluderet både The Last of Us og det historiedrevne ekstrakapitel Left Behind, foruden de sammenlagt otte ekstra baner fra udvidelserne Abandoned Territories og Reclaimed Territories til brug i multiplayer. Derudover er der blevet plads til filmen om spillets tilblivelse, Grounded, kommentarspor på spillets allerede sete mellemsekvenser – fra hovedskuespillerne og instruktøren – samt en helt ny Photo Mode, hvor man kan fryse enhver situation, zoome ind og ud og tage fotos fra forskellige vinkler med et væld af forskellige, grafiske filtre. Alle billederne i anmeldelsen her er således taget af undertegnede, og jeg har selvfølgelig ikke inkluderet nogle, der kunne ødelægge oplevelsen for nytilkommere. Endelig er der også mulighed for at låse spillet i en opdateringshastighed på 30fps, hvis man er modstander af de ellers ret stabile 60fps, spillet som udgangspunkt tilbyder.

Ved første øjenkast ligner spillet nu sig selv, og prologen imponerer primært med sin nye opdateringshastighed, da historien foregår om natten og det hele er ret kaotisk. Men så snart eventyret starter reelt, og man har mulighed for at stoppe op og nyde synet af den synligt nedbrudte verden i fuld dagslys, begynder det at gå op for en, hvor meget energi udviklerne har lagt i opgraderingsarbejdet. Alt fremstår knivskarpt i 1080p, og kun i enkelte, lettere simrende kanter afsløres brugen af anti-aliasing, der dog på ingen måde ødelægger eller skjuler de fine detaljer i de øvrige omgivelser. En forbedret rendering af lyskilder og reflektioner er ligeledes med til at højne helhedsindtrykket, og når det som sagt blæser derudaf med godt 60fps til alle tider, så er det svært ikke at blive imponeret i lige så høj grad, som da man startede det oprindelige spil op for første gang. Det gælder både i selve spillet, men så sandelig også i mellemsekvenserne, der flere gange var nærmet uhyggeligt realistiske at se på, når de kørte med denne høje opdateringshastighed.

Gensynets glæde ramte mig igen og igen, efterhånden som eventyret åbnede sig op, og jeg gradvist erindrede, hvor stort og langt et spil, der reelt set er tale om. At have oplevet det hele før var dog ingen garanti for succes, men det gav mig faktisk et større mod og tilhørende tilfredsstillelse ved at gennemføre de mange nervepirrende opgør med nye taktikker, vel vidende hvorfra oppositionen dukkede op, og nogenlunde hvordan deres reaktionsmønstre var. Samtidig var mine følelsesudbrud på ingen måde hverken mindre eller færre denne gang, og det står næsten som det vægtigste bevis på, at Naughty Dog har skabt en klassiker, uanset platformen. Jeg brugte samtidig lige så lang tid på at studere omgivelserne denne gang som i mit første gennemløb, og det er en ligeligt delt ros til både de oprindelige omgivelser samt den finpudsede PS4-udgave.

Jeg har ikke gjort mig synderligt meget i multiplayer-delen, så den kan jeg stadig ikke fortælle meget om. Alle de hidtil udgivne baner er som sagt med i pakken, og er man til denne specielle form for taktisk deathmatch på listefødder, så bliver man nok ikke skuffet. Grounded kan som sagt allerede ses på Youtube, men det er da rart at få den med i pakken alligevel, selvom muligheden for at spole gør Youtube-udgaven lettere fordøjelig. Kommentarsporet til mellemsekvenserne har jeg til gengæld ikke set og hørt før, og den bonus er bestemt bekendtskabet værd, selvom det nok kun er noget, man ser én gang (per mellemsekvens). Jeg blev i hvert fald ganske forbløffet over, hvor meget tid og energi, der er lagt i arbejdet med at føre historien fremad på en korrekt og ansvarlig måde, selvom det egentlig burde være logisk, når man nu har oplevet eventyret fra start til slut på egen krop.

At kunne tage fotografier i spillet var ikke en feature, som jeg umiddelbart tillagde nogen større værdi, men da det var forbløffende let at gå til, har jeg rodet lidt med det, hvilket man vil kunne se resultatet af på denne side. Og når man først har siddet og leget med kameravinkler, farvefiltre, dybdefornemmelse, softfokus, kontrast, filmkorn og hvad ved jeg, så bliver man faktisk en smule hooked på at fange de helt rigtige øjeblikke i spillet og gemme dem til eftertiden som en anden amatørfotograf. Samtidig ved jeg, at mange mennesker har benyttet funktionaliteten intensivt i InFamous: Second Son, så jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se nogle helt anderledes og mageløse billeder fra The Last of Us i den kommende tid. Dem vil jeg bestemt glæde mig til at sidde og reminiscere til, når jeg lægger spillet på hylden for anden gang.

Det bliver dog ikke sidste gang, jeg kommer til at genopleve Joels og Ellies eventyr, for spillet er en perle, punktum, og Remastered bekræfter kun dette faktum med syvtommersøm. Den kommende film og det nyligt afholdte Live-arrangement viser også med stor tydelighed, at Naughty Dog har skabt nogle personer og et univers, som vi kommer til at se meget mere til i fremtiden i forskellige former. Det er også et faktum, jeg kun kan bifalde, da jeg har fuld tiltro til, at det bliver realiseret med samme stil og omhyggelighed som i denne fantastiske udgivelse, ingen PlayStation-ejer bør være foruden.