Porco Rosso & Nausicaä of the Valley of the Wind
Jeg voksede op i et hjem, hvor tegnefilm fra Disney var toppen af animeret underholdning. Som barn så jeg et væld af Disney-film, midt i 90’erne begyndte jeg at se film fra Pixar og som årene gik, så jeg flere og flere film fra forskellige studier. Fælles for størstedelen var dog, at det var film fra vestlige udviklere. Jeg så stort set ikke film fra eksempelvis Japan, men det er noget, jeg er glad for at kunne fortælle, at jeg har fået rettet en smule op for nylig. Jeg har nemlig set Porco Rosso og Nausicaä of the Valley of the Wind.
Porco Rosso
Grisen flyver
Et sted i Europa, med mere vand end fastland, eksisterer der en virkelighedsboble der ikke er helt den samme som den, vi andre lever i. Her sejler mennesker lykkeligt på tværs af det åbne havlandskab i evig risiko for at blive bordet af gemene luftpirater, der tager gidsler og stjæler værdier. Til alt held bevogtes området af den snarrådige og modige Porco Rosso, der sørger for, at slynglerne ikke stikker af med alt for meget på én gang. I kampen om luften, penge og gidsler er helten og slynglerne selvfølgelig fjender, men efter endt arbejdstid sidder de på samme restaurant og slapper af med en god middag og noget koldt i glasset, mens de samler kræfter til næste dags strabadser. Filmens hovedperson er i øvrigt en gris, men hvorfor Marco Pagot blev til Porco Rosso det ved vi ikke helt. På den anden side er det heller ikke så vigtigt igen for filmens handling.
Porco Rosso udmærker sig på den måde ved at præsentere en hovedperson og et univers, hvor ikke alt bliver forklaret. Vi får nogle ideer om, hvorfor en kamppilot fra Første Verdenskrig blev forvandlet til en gris, men det bliver ikke nødvendigvis til mere end ideer, og det er helt okay. Filmens handling udspiller sig i en verden, hvor meget fungerer som i min verden, men hovedpersonen er altså stadig en talende gris, og som seer accepterede jeg præmissen fra start. Resten af handlingen er ganske ligetil, men det gør ikke filmen mindre spændende af den grund. For at få skovlen under Porco har de lokale pirater allieret sig med en herligt arrogant og ganske dygtig amerikansk pilot, der hedder Curtis. Curtis er særdeles god til sit job, og han og Porco ser selvfølgelig skævt til hinanden af mere end én årsag gennem filmen. Men Curtis er ikke en skurk som sådan. Om det er fordi, han er for charmerende til, at jeg kan være rigtig vred på ham, eller om han bare ér mere nuanceret end som så, er svært at spå om, men heller ikke det er så pokkers vigtigt.
Det vigtige ved filmen er, at fortællingen føles naturlig, helt fra historiens begyndelse. Porco Rosso er et fremragende stykke filmhåndværk, hvor seeren får nok information om filmens univers og hovedpersoner til, at handlingen giver mening, men intet bliver mere end nødvendigt udpenslet. Selvom Porco Rosso har en tryne, er han alligevel helt igennem menneskelig, på godt og ondt. Eksempelvis lever han i en tid, hvor kvinder generelt anses for at være hjemmegående husmødre, men hans virkelighedsopfattelse udfordres gennem historien, uden at det bliver moraliserende eller påklistret. Det er bare sådan. Og det fungerer.
Samtidig er filmen blændende flot, selvom den efterhånden har nogle år på bagen. Jeg kan ikke gå ind i det tekniske som sådan, da jeg ikke besidder megen viden om emnet, men her er tale om en animationsfilm af den slags, der ofte er en fryd for øjet. En del af handlingen udspiller sig i luften, og vi er med til både luftslag og lange flyveture. Grundlæggende bevæger filmens karakterer sig på en naturtro måde, og der er et væld af helt små detaljer med, der gør, at det er svært ikke at blive suget helt ind i universet. Da historien var forbi sad jeg mest af alt med en opfattelse af, at jeg havde fået et indblik i livet i et helt andet – meget livagtigt – univers. Jeg følte ikke som sådan, at jeg havde set en film eller et eventyr. Jeg havde heller ikke set en dokumetar, jeg havde “blot” oplevet en historie udspille sig i en verden, der er nok lig min til, at jeg følte mig hjemme fra starten, men samtidig var anderledes nok til, at det helte fik et eventyrligt skær over sig. Kort og godt en rar oplevelse på halvanden time.
Nausicaä of the Valley of the Wind
Kan mennesket tæmmes?
Det er ikke altid let at leve side om side med andre væsener, der har en anden virkelighedsopfattelse end ens egen, og for prinsessen Nausicaä er det særligt op ad bakke, da hun lever i et univers, hvor mennesket for år tilbage fik uddelt så mange tæsk til naturen, at den til sidst fik nok og begyndte at slå igen. Nausicaä og hendes folk lever derfor i en verden, hvor de har en sø af syre og en skov af giftige sporer som naboer. De får det bedste ud af situationen og lever som sådan ikke et dårligt liv. Prinsessen arbejder utrætteligt for, at folkets levevilkår forbedres på bedst mulig vis, og hun nægter at gå på kompromis med det livssyn, hun har tillagt sig gennem årene. For hende er liv helligt, og selvom skoven er befolket af væsener, der kan tage livet af uforsigtige mennesker, slår hun ikke fra sig, medmindre alle andre muligheder er opbrugt.
Nausicaä of the Valley of the wind foregår i et sælsomt univers, hvor mennesket har gjort, som mennesker måske nu engang gør, og hvor naturen altså har fået nok. Som seer af filmen er man vidne til et univers, hvor en krig for tusind år siden lagde kimen til det, der meget vel kan blive menneskehedens ruin. Filmen kredser om hovedpersonen Nausicaä, der føler, at hun bærer hele nationens byrde på sine skuldre, og hun er på sin vis filmens mindst menneskelige menneske. Hun er kompromisløs og selvopofrende. Hun elsker mennesker, dyr og insekter og viger ikke for ondskab. Hun er umulig ikke at holde af og med, og hendes oplevelse, der udgør en stor del af filmens handling, er spændende og virkelig godt fortalt.
Selve handlingen spiller dog sammen med det faktum, at Nausicaä næsten er for godt et menneske. Hun virker til at være det eneste retskafne individ. Det er svært at forklare, hvad det er, der nager mig ved hende, men jeg vil sige, at jeg holdt af hende fra første sekund, hvilket ikke er tilfældet for alle filmens karakterer. Nausicaä støder på mere end ét andet menneske, det er væsentligt sværere at holde af. Men disse mennesker er, som de er, fordi de er formet af deres egen fortid. Hvor Nausicaä næsten virker for klinisk menneskelig, møder hun andre mennesker, der på overfladen opfører sig som dumme svin, men som nu engang er produkter af deres eget liv og deres egen historie.
Det er egentlig ikke i min interesse at kritisere historien helt vildt for, at dens hovedperson er en vaskeægte heltinde, og jeg nævner det også kun, fordi at filmen om Nausicaä kun har den ene fejl, at Nausicaä selv til tider er umenneskeligt god. For resten af filmen er et vaskeægte og til tider gruopvækkende eventyr af den slags, man bare bør se. Universet er indbydende, også selvom der er giftige søer, farlige skove og dødbringende monstre. Verdenen er ikke mindre køn af den grund, og animationen er en fryd for øjet. Nausicaä selv er en indtagende hovedperson, jeg kun kan holde af – og holde med igennem hendes kamp for at redde de mennesker, hun holder mest af uden at gøre mere skade på den natur, hun føler så meget for. De to timers handling flyver afsted, og som med Porco Rosso følte jeg ved handlingens slutning, at jeg havde været på besøg i et helt andet univers, hvor nogle grundlæggende ting var genkendelige, og resten var eventyrligt spændende.
