Hotel California og Tico Tico

Jeg holder meget af at surfe rundt på YouTube efter cover-versioner af kendte musiknumre. Der er mere skidt end kanel, men nogle gange støder man på små perler som f.eks. Gabriella Quevedos version af Hotel California på spansk guitar eller Tal Zilbers Tico Tico på piano.

Jeg har efterhånden hørt så mange udgaver af Hotel California, at YouTube automatisk foreslår alle nye videoer, der dukker op på Internettet, og det var på den måde, jeg opdagede Acousticians version.

Bortset fra Don Felders egen solo er det nok den bedste fortolkning, jeg nogensinde har hørt. Hvor er det blot ærgerligt, at han kun spiller soloen, og at han ovenikøbet fader ud af improvisationen, inden nummeret er færdigt. Don Felder har i øvrigt komponeret nummeret, hvis nogen skulle være i tvivl.

Acoustician kommer fra Finland og hedder i virkeligheden Juha Järvinen. Han bragede ind på YouTube for 7 måneder siden og har på den tid allerede opnået 175.000 følgere. Videoen med Hotel California er blevet vist 7,3 mio gange, så jeg er åbenlyst ikke den eneste, der virkelig holder af det nummer.

I modsætning til føromtalte Gabriella, så er der mere end et enkelt one hit wonder gemt i ham. Juha spiller med stort teknisk overskud og stor musikalitet, og alt uden undtagelse på hans kanal er fremragende. Tjek den ud, og giv ham et like, for det fortjener han. Han fokuserer på soloer, og videoerne er derfor ret korte, men jeg håber han får vind i sejlene og på et tidspunkt begynder at indspille de fulde numre.

Jeg vil afslutte turen i YouTube-land tilbage, hvor vi startede med Tico Tico. Jeg spillede accordeon (en slags avanceret harmonika) som barn, og Tico Tico har altid været en af mine helt store favoritter, fordi det dels er et superfedt nummer, og fordi det er skægt at spille.

På et tidspunkt var jeg gået i gang med at kompilere en top-ti, men jeg tror aldrig artiklen bliver til noget. Jeg vil derfor bruge anledningen til at vise de to bedste. På andenpladsen finder vi russeren Pietro Adragna med variationer over det gamle brasilianske sambanummer.

Pietro kan flytte fingrene i en rasende fart, men rent musikalsk var det en anden russer Valery Arafailov, der slog benene væk under mig. Hans version er ikke lige så teknisk avanceret, men til gengæld svinger det helt gevaldigt. Han er en rigtig folkemusiker, og der er liv og sjæl over hans synkoper og improvisationer.

https://youtu.be/Whn_AsBUHoU

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.