Wolverine
Da det blev annonceret, at Insomniac Games var ved at udvikle et spil baseret på superantihelten Wolverine, var der i spilverdenen fuldkommen enighed om, at det var det mest oplagte valg af udvikler. Med adskillige fremragende Spider-Man spil i bagagen lå den lige til højrebenet med deres evne til at fange stilen fra tegneserier og film såvel som at oversætte superkræfter fra rene visuelle medier til et interaktivt af slagsen. Det var SJOVT at være Spider-Man.
Inden vi kigger på, hvor godt det er gået med den kære Logan (Wolverines rigtige navn), så lad mig først ridse min erfaring med karakteren “Wolverine” op – eller “Jærven”, som han hed, da jeg første gang stiftede bekendtskab med ham. Det var tilbage i 1990’erne med superheltebladet Projekt X, hvilket var den danske udgave af X-Men. Det var lige midt i Age of Apocalypse-føljetonen, som var en alternativ tidslinie, så vidt jeg husker, hvor der var byttet grundigt om på, hvem der var på vis side, adskillige nye karakterer blev introduceret og gamle blev udryddet til højre og venstre. Det var superforvirrende og supercool. Jeg blev vist kun ved med at abonnere på Projekt X i højst to år (Spider-Man lidt længere end som så), da jeg altid har været mere til europæiske album-serier end superheltetegneserier. Men jeg har da fået set alle X-Men-filmene såvel som de andre film, hvor Wolverine deltager, så karakterens grundlæggende historie er mig bekendt.
Al denne baggrund er blot for at forklare, hvorfor plottet i Marvel’s Wolverine for mig var noget af et friskt pust. Jeg havde ventet det klassiske setup med Logan, de andre X-Men, Professor Xavier og hans skole for “specielle individer” med Magneto som den primære antagonist. Det er ikke tilfældet her, selvom nogle paralleller dog kan drages. Til at starte med kastes man direkte ind i en redningsmission, hvor Logan, Mystique og Sabretooth skal redde Nathaniel Essex fra Bolivar Trask og dennes højre hånd Omega Red.
“Hvad? Hvem? Hvornår? Hvorfor?” var min umiddelbare reaktion, da jeg aldrig selv har stiftet bekendtskab med Essex og Omega Red, mens Mystique og Sabretooth bestemt ikke plejer at være på Logans side. Udover hvad man finder ud af undervejs, så er spillet dog glimrende til (gennem såkaldte Lore entries) at oplyse spilleren om, hvordan dette univers er strikket sammen. Essex er en tilsyneladende velmenende leder/mentor figur for mutantgruppen Team X, hvor Mystique og Sabretooth er nuværende medlemmer, mens Logan og Omega Red er tidligere medlemmer. Logan er dog kommet tilbage midlertidigt for at hjælpe med at befri sin gamle ven og lærer, mens Omega Red og hans arbejdsgiver Trask ønsker at udslette mutanter, hvorfor Essex står i vejen for deres planer.
Øjeblik, Trask er non-mutant og ønsker at udslette mutanter, men hans højre hånd er mutant? Velkommen til klassiske selvmodsigelser i superhelteverdenen.
Setuppet var for mig nyt og alligevel velkendt. Essex er nærmest en hybrid mellem Professor Xavier og Magneto. Villig til at gøre alt for at beskytte sine medmutanter og få omverdenen til at acceptere dem – måske endda lidt for villig. Han har således en base, hvor hans “elever” bor og er beskyttede. Logan er fuldkommen som vi kender ham – konstant en smule småbitter, ikke meget for at socialisere med andre mutanter, men dybt nede et godt menneske, der er villig til at beskytte andre.
….Og skære halsen over på folk, der prøver at skade hans venner. Wolverine har altid været en af de mere voldelige Marvel-helte og bare fordi vi er i spilverdenen nu, så bliver der bestemt ikke holdt igen. Når først kløerne er fremme, så bliver fjenderne decideret massakreret, og det er ikke robotter, der kæmpes mod, men mennesker – og oftest militia-soldater. Kampsystemet kan nok bedst sammenlignes med Arkham-spillene med knapper til standard angreb og counters plus diverse special moves, man låser op for henad vejen. Det resulterer i en veritabel voldsballet, når først man går agurk på fjenderne med finishing moves, der involverer kløer gennem struber, spark der sender dem ind i lasere eller ud over afgrunde. Det er ikke ligrefrem det stramme og polerede gameplay, man ser i så mange andre “character-actionspil”, men det er heller ikke det, der gås efter her. Målet er at sælge at man er midt i et Wolverine-eventyr ved hjælp af hidsig action, lækre kameravinkler og slow motion og det synes jeg, at udviklerne slipper godt af sted med.
Noget andet, de slipper godt afsted med, er karaktererne. Når man lige er kommet sig over, at “han hverken ligner eller lyder som Hugh Jackman!”, vil man opdage, at dialogen er velskrevet og skuespillet glimrende af Logans voice actor, Liam McIntyre. Det gælder i øvrigt alle karaktererne, som både formår at have personlighed samt fuldkommen fanger den stil, som jeg husker dem for. Der er en masse småsnak mellem Logan og de andre Team X-medlemmer, når de er på mission sammen, og det er til tider ret underholdende og ofte informativt med hensyn til at give spilleren mere information i form af Lore.
En anden måde at lære mere om verdenen og dens karakterer på er via udforskning. Man finder voice memos fra andre karakterer, man finder ejendele fra nuværende og tidligere kolleger, som Logan kommenterer på, og man kan også vælge at gå via andre ruter i banerne end den mest direkte, hvor Logan eksempelvis sså nakker over radioen med sine kammerater, om det han finder. Ved samme lejlighed kan man af og til finde kister eller whiskeyflasker. Førstnævnte giver mulighed for at låse op for andre kostumer (som et must i et superheltespil), mens sidstnævnte kan bruges til at låse op for nye kampevner og glemte minder. Minderne er i øvrigt ret godt fundet på, idet man gennemspiller en slags prøvelser for at åbne for dem. Det kan være alt lige fra kampscenarier, hvor man skal bruge specifikke evner, til forhindringsbaser på tid. Jo bedre ens tid er, jo højere belønning får man. Disse minder er noget, der spontant opstår gennem historien, hvor Logan pludselig ser en portal midt i en å for eksempel. Man kan helt selv vælge, om man vil gå igennem den eller fortsætte med historien.
Grafisk er der ikke en finger at sætte på spillet, hvilke næppe overrasker nogen, der har spillet et Sony firstparty-spil de sidste mange år. Det ser DYRT ud fra ende til anden. Karaktermodeller, animationer, teksturer, de mange meget forskellige områder (et udendørs fabriksområde i Canada er decideret smukt), lyssætning – det hele går op i en højere enhed. En imponerende motorcykelscene mindede mig om visse set pieces i Uncharted 4, hvilket bestemt er en god ting. Heldigvis kan frameraten også følge med og der er masser af muligheder for at få lige den oplevelse, man foretrækker. Performance mode/Quality mode, uncapped framerate, VRR, 120hz etc. Jeg spiller på PS5 Pro og startede med Quality mode 60fps, da jeg sjældent synes, at jeg kan se forskel på 60fps og 120fps og derfor tænkte, hvorfor ikke bare gå efter den højeste fidelitet med den framerate. Det så fremragende ud og jeg havde intet at udsætte på resultatet, men efter en time skiftede jeg af nysgerrighed til Performance mode med uncapped framerate og VRR slået til. Jeg lagde ikke mærke til et fald i fidelitet, selvom opløsningen skulle være lidt lavere og det samme med lys og skygger. Men det var ret tydeligt, at særligt de meget intensive kampscener med massser af action på skærmen samtidigt, kørte mere flydende, så jeg holdt mig til disse indstillinger fra da af. Jeg har også testet på den almindelige PS5 og der ser det ligeledes smukt ud i begge modes. Jeg vil dog klart anbefale, at man holder sig til Performance mode, da et spil med så meget action som Wolverine virkelig vil lide under at køre med 30fps.
Indtil videre har det jo stort set kun været positiv kritik fra min side, men negativ kritik er noget spillet har fået rigeligt af mange andre steder. Det meste af det kan jeg dog ikke være enig i. Det her er ikke Spider-Man og at navigere rundt i et miljø med Logan vil bare aldrig være så sjovt, som det er at svinge rundt i en storby mellem skyskrabere. Men det er i orden, for det her er en anden type spil, der går efter noget andet. Der er missioner, hvor man bruger stealth og sniger sig omkring og nakker fjender en ad gangen uden at blive opdaget. Man springer fra hustag til hustag for at komme omkring. Det er ikke et openworld-spil, men de områder man render rundt i er smukt renderede og føles som rigtige steder, folk enten bor eller arbejder i. På nogle måder føles det lidt gammeldags med fast afgrænsede områder, som man udforsker, tæver badguys og så bevæger sig videre til næste område, hvilket jeg faktisk godt kan lide. Hvis du ikke er allergisk overfor lineære spil, vil du blive godt underholdt.
Et andet kritikpunkt er, at spillet ikke lader en udforske blindt og altid viser, hvor man skal hen med et synligt “duftspor”, der viser hvor ens primære mål er. Det er vist blevet ændret flere gange via patches, for da jeg kom igang med at spille, var det tonet markant ned og føltes helt naturligt. Det var bestemt ikke altid, at ens primære mål blev markeret på den måde, og ofte blev det faktisk slet ikke brugt til det primære mål men i stedet ting, det gav mening, at Logan sniffede sig vej frem til. Og der var masser af ting, som jeg kun opdagede, fordi jeg selv valgte at gå i en anden retning end den, som spillet pegede mig mod. Et tredje kritikpunkt er, at der ikke er nogen belønning ved at udforske, hvilket altså er noget sludder, medmindre der decideret skulle være blevet patchet nye områder, Lore-genstande og collectibles ind, hvilket jeg stærkt tvivler på. Er der lige så meget at finde som i New York? Nej, selvfølgelig ikke. Men det er altså heller ikke et openworld-spil, så sammenligningen giver ingen mening.
Som det nok kan fornemmes, hyggede jeg mig glimrende med Marvel’s Wolverine. Det er flot, det er underholdende, det har mange små fine detaljer, som man måske slet ikke vil bemærke ved første gennemspilning. For eksempel er der et tidspunkt, hvor Mystique efter en samtale med Logan smutter afsides, fordi hun gerne vil ringe til sin kone. Det skete i Essex’ base, så jeg gik rundt og udforskede lidt. Da jeg senere faldt over Mystique, som stod med sin mobiltelefon, bevægede jeg mig helt hen til hende og kunne så høre ringetonen fra mobilen. God detalje. Eller et andet sted, hvor nogle mutantbørn legede med deres kræfter for at lave virtuelle skateboards, de kørte ned ad gelændrene på. Små ting, men de bidrog altsammen til at få verdenen til at føles levende.
Er spillet det bedste siden grilled cheese sandwich? Nej, men det er immervæk stadig et glimrende spil og en mere end værdig repræsentation af Wolverine-karakteren i spilmediet.
