Fugeskum


Fugeskum er sådan noget gulligt stads, man bruger til at tætne omkring rør og den slags. Man sprøjter det ud, hvorefter det udvider sig og lukker selv den mindste sprække. Når det størkner bliver det stenhårdt.

Min hoveddør slutter ikke specielt tæt. Der kan stort set proppes en Yankie Bar ind i revnen mellem døren og karmen, når døren er lukket. Jeg havde købt fugeskummet til et andet projekt, hvor det imidlertid ikke kunne anvendes, så jeg besluttede mig for at forsøge at tætne døren med skidtet i stedet for. Major mistake.

Min idé var, at jeg ville sætte husholdningsfilm på døren, spraye fugeskum på dørkarmen og lukke døren. Når skidtet var størknet kunne overflødigt skum skæres af, og vupti, min dør var tæt. Husholdningsfilmen skulle sikre, at fugeskummet ikke klæbede fast i døren. Imidlertid indeholdt min store samling af køkkenremedier ikke lige dette materiale, så det var jeg nødt til at anskaffe først. Jeg tror egentlig ikke, at jeg på noget tidspunkt i mit liv har været i besiddelse af husholdningsfilm, men at dømme efter udvalget i Irma er jeg unormal: Her kan det kun lade sig gøre at købe 2×100 meter film, så det gør jeg.

Det er muligvis almindelig viden, men jeg vidste det ikke: Husholdningsfilm fæstner ikke på træ. Dette måtte jeg konstatere efter at have forsøgt at få en meter film til at sidde fast på døren. Så hvis nogen har gode ideer til, hvad jeg kan bruge 199 meter husholdningsfilm til, så giv lyd i kommentarerne. Desværre lod jeg mig ikke slå ud af denne forhindring. Jeg fandt på at bruge sølvpapir i stedet, som jeg foldede rundt om døren foroven og på den måde fik til at sidde fast. Nu var tiden kommet til at bruge fugeskummet!

Men først skal dåsen rystes grundigt, så det gik jeg i gang med. Se, på det her tidspunkt er min hoveddør åben, og på dåsen med fugeskum sidder en studs, som letter påføringen. Denne studs sidder bare ikke særlig godt fast. Så da jeg ryster dåsen, flyver studsen af. Ikke nok med, at den flyver af, den flyver ud gennem døren, misser samtlige trapper og lander på gulvet i stuen – fem etager nede. Igen tror jeg, at Silvanius (guden for gør-det-selv) forsøger at fortælle mig noget, men igen fatter jeg ikke budskabet. I stedet vader jeg fem etager ned, samler studsen op og vader fem etager op igen (nej, der er ikke elevator i ejendommen). Men så er jeg også ved at være klar! Jeg monterer studsen, sigter og trykker.

Intet sker.

Det viser sig, at der sidder en prop i studsen fra en tidligere prøveaffyring. Ergo skruer jeg studsen af for at rense den. Hvad jeg ikke har taget højde for er, at der nu er overtryk i studsen, så da jeg får skruet den af, står fugeskummet om ørene på mig. Pis. Tilmed viser det sig fuldstændig umuligt at fjerne proppen i studsen, så efter at have bandet og svovlet og forsøgt mig med spisepinde og alskens andre remedier, ender jeg med at klippe plastikstudsen over, der hvor proppen sidder. Så! NU skal den dør fandme tættes!

Meeep! Da den gule masse endelig sprøjter ud af studsen, falder klumperne direkte til gulvet. Skidtet hæfter simpelthen ikke på dørkarmens træ. Jeg prøver derfor at hjælpe skummet lidt på vej ved at “duppe” det på karmen, og det skal vise sig at være en eklatant fejltagelse. Fugeskum klæber. Det klæber fuldkommen afsindig vanvittigt meget. Lynhurtigt er både jeg og mine nærmeste omgivelser derfor syltet ind i gul lim. Det bliver hurtigt et problem overhovedet at slippe dåsen, og massen går ikke af i vand. Jeg forsøger at tørre skidtet af med køkkenrulle, men det gør kun problemet værre – meget værre. Nu er mine hænder både klæbrige og udstyret med flagrende stykker køkkenrulle. Panikken begynder at indfinde sig, for intet bider på skummet, og uanset hvad jeg rører ved, så bliver det bare klæbrigt.

På nuværende tidspunkt er jeg nærmest grådkvalt frustreret over tingenes tilstand, og jeg lader mine arme falde opgivende ned langs siden. Kun for at opdage, at jeg også har fået fugeskum på min trøje, så ærmerne hænger fast. Argh!

Jeg ifører mig et par plastikhandsker for derved at kunne håndtere ting uden at sidde fast i dem. Jeg arrangerer mig med stort set samtlige de rengøringsmidler, boligen kan byde på: sulfo, brun sæbe, sprit, rensebenzin, sæbe, you name it. Intet virker. Det eneste virksomme middel lader til at være neglekratning, så jeg går i gang med at kratte lortet af fingrene. Det bruger jeg fire (4) timer på, og selvom mine hænder ikke længere er klæbrige, så er de nu så ru, at man skulle tro de kunne opsuge en liter fugtighedscreme. Men det kan de ikke. Ruheden kommer af det forpulede møgskum! Det er en helt vildt ulækker følelse, og jeg forsøger så vidt muligt at undgå at røre ved noget. Men det bliver jeg nødt til.

De fysiske og psykiske strabadser har på nuværende tidspunkt tæret så hårdt på mig, at jeg er ved at dø af sult. Jeg forsøger derfor at fremstille en sandwich uden at bruge hænderne, og jeg spolerer nok ikke noget ved at sige, at det er temmelig svært. Jeg gør dog et ihærdigt forsøg, og resultatet er, at jeg stort set får skåret min venstre pegefinger af med brødkniven, så blod og fugeskum blander sig i en djævelsk cocktail. Det lykkes mig dog at færdiggøre og konsumere sandwichen, men kampen med skummet har efterladt mig nedtrykt, såret, klam, ulækker og fuldstændig tømt for energi, så jeg falder i søvn på sofaen.

Næste morgen er mine hænder stort set lige så klamme som aftenen før, men kunderne kalder. Jeg møder op hos den første og må indledningsvis forklare, at det altså ikke er udtryk for manglende hygiejne, når mine hænder ligner det rene lort. Dernæst må jeg konstatere, at jeg ikke kan bruge mit fingeraftryk til at logge ind på min IBM ThinkPad T42 som jeg plejer, fordi fugeskummet totalt har ødelagt mine fingre. Efter arbejde kører jeg forbi en farvehandler, som efter at have grint godt over min håndværksmæssige håbløshed stikker mig en flaske cellulosefortynder, stadiet før saltsyre, som burde kunne fjerne resten af møgskummet. Det kræver dog en dedikeret indsats, og her 24 timer efter at jeg startede på projektet, har jeg stadig fugeskum siddende på især neglene, hvor det åbenbart har indgået en kemisk symbiose, der gør det noget nær umuligt at fjerne. Til gengæld kan jeg nu logge på den bærbare med pegefingeren igen.

Jeg har efterfølgende nærstuderet dåsen med fugeskum. Den er påtrykt en vejledning på fem forskellige sprog, der fortæller hvordan den skal bruges. Nedenunder kommer der så en advarsel om at bruge handsker. På fem forskellige sprog. Hvilket designkriterie der givet sig udslag i, at man ikke har samlet vejledning og advarsel i ét, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg ved, hvad resultatet blev. Så nu hader jeg fugeskum.

 

This slideshow requires JavaScript.

Denne artikel er genudgivet for at efterkomme et stort ønske fra den danske offentlighed. Det originale kommentarspor til artiklen finder du i bunden her.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz