Need for Speed: Payback

Need for Speed: Payback

Jeg elsker bilspil. Tidligere elskede jeg alle slags bilspil, men efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg lagt simulationerne på hylden til fordel for de mere hæsblæsende arcaderæs, hvor man kan pløje gennem det hele uden andet resultat end et par ridser i lakken. Er man til den form for racerspil, kommer man ikke udenom Burnout-serien, og da udviklerne fra Criterion blev hyret af EA til at opdatere Need for Speed-serien, stod jeg parat. To glimrende spil blev det til fra deres hånd, og de udkom i henholdsvis 2010 og 2012, hvorefter de overlod tøjlerne til svenske Ghost Games. Payback er så deres tredje spil i serien i løbet af de seneste fem år, og selvom jeg ikke har spillet de to foregående spil, ligner serien alligevel sig selv på både godt og ondt.

Starter vi i den positive ende, så kan jeg lægge ud med at sige, at EA har droppet den underlige ide med, at man skulle være online for overhovedet at kunne starte spillet op – også selvom man kun ville spille offline(!) Det er en af de nyere tiltag, der sammen med ting som låst indhold/DLC og microtransaktioner kan få selv den mest sløve sofakartoffel til at harcelere i lange forumtråde på nettet, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg må også ærligt indrømme, at det er nytænkninger, jeg har svært ved at vænne mig til, og det ødelægger fornøjelsen ved at investere i et spil, når man på denne måde kan lugte udviklernes profitmaksimering, før man overhovedet er kommet godt i gang. Heldigvis er dette ikke et stort problem i Payback, for selvom man kan bruge rigtige penge på opgradering af ens biler, så kan man også også optjene de nødvendige midler til at investere i sien biler uden at skulle have tegnepungen frem. Men mere om det senere.

Fortune Valley er skuepladsen denne gang, et kæmpe område, der sædvanen tro dækker over forskellige landskaber – mestendels ørken, bjerg og by. Som bynavnet måske antyder, så er vi i en alternativ variant af Las Vegas, og det er her, at vi støder på den unge Tyler, som er blevet trynet af syndikatet The House, der lever af at stjæle dyre biler. Han finder snart sammen med andre ligesindede, og de beslutter sig for at gøre livet surt for The House. Det er en tynd undskyldning for at køre ræs i fem forskellige biltyper mod Fortune Valleys mange forskellige bilklubber og vise sit værd i en sådan grad, at man kan slutte af med at udfordre The House i det ultimative ræs, Outlaw’s Rush. Race, offroad, runner (flygt fra politiet), drift og drag er de nogenlunde selvforklarende kategorier af ræs, og man skal investere i specielle biler indenfor hver kategori for at få lov til at deltage i de pågældende løb. Biler bliver gjort tilgængelige for køb løbende, og de kan alle erhverves for præmiepenge, man gerne skulle have stående på kontoen fra vundne løb. Det samme gælder opgraderinger i form af reservedele, men skulle man ønske at betale sig til fordele i den henseende er det altså muligt – men ikke nødvendigt – før vi kommer hen mod slutningen af spillet, hvor alle modstandere er afsindigt godt kørende og laver få fejl.

Så langt så godt. Til at starte med føler man ikke, at det er en grind at få opgraderet sine biler, og det er oftest muligt at vinde løbene enten første gang eller efter få forsøg, idet held og uheld på vejene rammer både en selv og AI-konkurrenterne. Derudover kan man altid påbegynde et af de allerede vundne løb igen for at indtjene flere penge til enten reservedele eller nye biler. Endelig er der også småpenge at vinde ved at klare udfordringer som høje hop, lange drifts, eller ved at blive blitzet af fartkameraer eller blot holde en høj gennemsnitsfart på en kortere strækning. Disse udfordringer er strøet gavmildt ud over Fortune Valley, og sammen med gemte casinojetoner og reklameskilte, der skal henholdsvis indsamles og smadres, er der rig lejlighed for at hygge sig, samtidig med at man blot kører rundt og udforsker omgivelserne.

Det bringer mig til spillets økonomi, der fortjener et par velovervejede ord med på vejen. Ghost har nemlig opbygget en struktur, som langt hen ad vejen fungerer uden de store problemer, men alligevel aner jeg en underliggende forventning om, at man enten grinder en del henimod slutningen af spillet – eller køber sig til hjælpen. Prøv at følge med her:

Vundne løb belønnes med penge og en ny reservedel, der desværre bare ikke altid er bedre end den nuværende. Reservedele kan kun bruges på én bil, men de kan dog indløses til digitale penge eller et såkaldt Street Card – men man skal bruge tre Street Cards for at købe en ny reservedel, der også er tilfældigt genereret. Prisen på en ny, kendt reservedel koster som regel 2-3 gange, hvad enten et løbs præmie eller salget af en gammel reservedel indbringer. Penge og Street Cards kan erhverves gennem spillets loot boxes – kaldet Shipments – som udløses fra tid til anden, når man enten når en milepæl i spillet eller har indsamlet 50 stjerner. Shipments kan også købes for rigtige penge. Hvis det lyder, som om man godt kan løbe tør for digitale penge på et tidspunkt, så er svaret ja. Med mindre man er utroligt disciplineret med sine køb af biler og reservedele, er der helt klart en mulighed for, at man får tømt reserverne på et tidspunkt. Løsningen er så enten at grinde tidligere løb eller at investere rigtige penge i Shipments, der som regel giver 3-5 Street Cards og penge nok til en ny reservedel. Det skal siges, at jeg jo har været ret skrap til at opgradere den samme bil, så jeg slipper forhåbentligvis med at skulle investere i mere end ti biler i løbet af hele spillet (to til hver af de fem løbstyper), hvilket jeg nok skulle kunne klare med spillets egen økonomi. Men derfor ærgrer det mig alligevel gevaldigt, at jeg så ikke får set de fleste af de godt 100 biler i aktion.

Foruden ovenstående anker til erhvervelsen af biler og reservedele er der desværre endnu en grund til, at jeg primært opgraderer få biler: Det er så pokkers bøvlet og tidskrævende at erhverve sig de rette dele samt montere dem. Selvom man kan teleportere mellem forhandlere, shops og garager, skal denne procedure følges: Først skal man købe en bil hos en bilforhandler. Så skal man forbi en Tune-up Shop og checke for nye reservedele, der forbedrer bilens ydeevne. Hvis det er tilfældet, kan man købe og montere delen med det samme. Hvis ikke, skal man ud og køre ræs eller bruge tid, Street Cards eller penge på at erhverve sig en ny – og igen tilfældig – reservedel. Er delen stadig ikke god nok, kan den lægges på lager, hvorefter man skal besøge en af sine garager, checke sine andre biler og finde én, der måske kan gøre brug af delen. Endelig kan man vente, indtil reservedelene udskiftes i de forskellige Tune-up Shops, hvorefter man kan starte processen forfra. Hvorfor kan man ikke gøre det hele ét sted? Jeg holdt derfor hurtigt op med at opgradere mere end én bil i hver kategori, og det har som sagt den kedelige sideeffekt, at jeg slet ikke får leget med spillets store trækplaster; bilerne.

Det er ret frustrerende, at man ikke lettere kan få adgang til flere biler, da de bevæger sig fantastisk, og man kan også godt mærke forskel, når de får nye reservedele monteret. De kan desuden tunes på områder som fjedring og vægtfordeling, mens man kører, hvilket jeg ikke erindrer at have set før. At jeg ikke har råd til at fylde garagen gør også mindre i udforskningsøjemed, idet jeg har kørt store dele af kortet tyndt med en almindelig offroad’er, hvilket understreger, at der ikke er lagt alt for meget vægt på realismen. Den pågældende bil har jeg samtidig tunet en god del, og selvom den hopper lidt rundt på bakket og/eller sandet underlag, så er den forholdsvis stabil og hurtig overalt.

De fem forskellige typer af ræs er også fornøjelige, med undtagelse af én; drift. Sjældent har jeg oplevet så ubalanceret en modus, og her er det bydende nødvendigt at have en opgraderet bil, hvis man vil nå kravene for succes. Selvom man altid kan vælge mellem et par løb af forskellig, overordnet karakter, så kommer man ikke udenom drift, og jeg ved faktisk ikke helt, om jeg orker sidste kapitels ræs i denne kategori. Der er ingen modstandere i drift, så man kører kun for at score et vist antal point, men den perfekte fart og kørelinje skal holdes på store distancer, hvis man vil være sikker på nok point til at gå videre. de øvrige kategorier er næsten sjove og afvekslende nok til at opveje denne modus, selvom det også kræver en usandsynlig sikker hånd at vinde de senere offroad-ræs, hvor et lille bump kan sende ens bil i den forkerte retning, hvilket oftest betyder, at man kommer sidst i mål.

En mindre anke går på det ellers udmærkede soundtrack. Det indeholder glimrende numre fra folk som Bonobo, Gorillaz, Stormzy, Duckwrth m.fl., men eneste mulighed for at vælge sang er ved at springe til næste nummer. Det virker fint nok i starten, men efter 20 timers spil sad jeg og skiftede sang oftere, end jeg havde lyst til. Hvorfor ikke bare give mig mulighed for at høre de numre, jeg gerne vil høre? Derudover er plottet som sagt helt i skoven, og jo mindre man hører på vores hovedpersoners interne dialog, jo bedre. Endelig er der som altid en multiplayer-modus påhæftet spillet, hvor man kan sætte sine egne løb op, og her kan man også være heldig at vinde både penge og reservedele uanset placering. Den del har jeg dog ikke beskæftiget mig så meget med, så jeg vurderer primært spillet ud fra solooplevelsen.

Det lyder måske lidt, som om jeg slet ikke er glad for Need for Speed: Payback, men det grundlæggende gameplay er faktisk i orden, og udviklerne har gjort en del for at skabe et troværdigt univers, der dog virker en smule affolket. Jeg har samtidig moret mig enormt med at udforske Fortune Valley, finde jetoner og vejskilte og blot nydt stemningen, lyden og de velsmurte biler. Monoton grind og suspekte opgraderingsmekanikker kan jeg dog ikke se nogen som helst fornuft i, og derfor er det på en hårsbredde, at vi lander på fire stjerner.

Leave a Reply

1 Kommentar til "Need for Speed: Payback"

Fortæl mig om
avatar
Sorter efter:   nyeste | ældste | populære
wpDiscuz