The Big Short

Der har været skrevet meget om finanskrisen i USA, der sendte hele verdensøkonomien i frit fald i slutningen af 2007. Det er ikke ligefrem verdens mest sexede emne, og der er ikke mange, der på stående fod kan forklare, hvad der helt præcist skete.

Filmen The Big Short gør, med udgangspunkt i en sand historie, et godt forsøg på at trække de kedelige og ofte uforståelige aspekter ned på et niveau, hvor det både kan forstås og i den grad underholde. For yderligere at gøre filmen tiltrækkende, når nu emnet er tørre finanser, er rollelisten besat af store navne som Ryan Gosling, Christian Bale, Brad Pitt og Steve Carell.

Bale spiller den lettere autistiske og enøjede professor Michael Burry (Christian Bale), hvis talfikserede sind gjorde ham til en af de første, der så den kommende krise. Burry, der er spændende nok til at have sin egen film, sidder i spidsen for en investeringsfond, og han øjner en chance for at tjene penge: Credit Default Swaps.

Her begynder det at blive lidt bizart. Den store investeringsbank opfandt begrebet i 1994, og det går kort fortalt ud på, at man køber forsikringer på lån. Hvis låntageren kan betale sit lån, får man ikke noget ud af det, men hvis låntageren ikke er i stand til at betale, får man lånets værdi udbetalt. I en sund økonomi er der ikke meget fidus i dem, da man blot har i udsigt at betale forsikringspræmie på dem – men i en usikker økonomi er det et godt gamble. Burry turer rundt til bankerne, der griner af hans åndssvage idé og gladeligt sælger ham forsikringer på lån, der har god ratings og derfor uden problemer kan betales tilbage. Gratis penge, tænker bankerne, og gnider sig i hænderne.

Men lånene er samlet i bunker, som ser gode ud på overfladen, har gode ratings fra f.eks. Standard & Poor’s eller Moody’s, men i virkeligheden er fyldt med lort. Det er som en stak tusindkronesedler-sedler, hvor kun de øverste og nederste er den ægte vare, men resten af sedlerne i bundtet er avispapir. Disse lånepakker stykker bankerne sammen og sælger til hinanden, og der bliver købt swaps imod dem. Da det går vildt for sig på boblens højde, og der ikke er lån nok til at investere i, bliver der lavet syntetiske lånepakker, hvor bankerne begynder at opfinde imaginære lånepakker og handle med. Hvis du er stået helt af nu, så lad mig berolige dig med, at det forklares meget elegant i filmen ved hjælp af et spil black jack og en entusiastisk tilskuergruppe.

Det ér komplekst stof, men man behøver ikke fatte det hele for at følge med i filmen. Den underliggende besked er, at bankerne var helt vildt grådige, at alle troede økonomien kun kunne blive ved med at buldre derudaf, fordi huspriserne blev ved med at stige. Bankerne måtte opfinde mere og mere bizarre kunstgreb for at kunne tjene endnu flere penge, end de allerede gjorde, og kun ekstremt få mennesker forstod, hvad de egentlig havde gang i.

Det hele var dog baseret på, at folk kunne betale deres afdrag, og da den lille detalje gik galt, styrtede hele korthuset sammen med et hult drøn.

En anden excentriker på heltesiden er investeringsmanden Mark Baum (Steve Carell), der af en eller anden grund ikke har fået sit rigtige navn, Steve Eisman (https://en.wikipedia.org/wiki/Steve_Eisman), i filmen. Han er en disillusioneret børsmægler, der har startet sit eget investeringsfirma op med det formål at trække så mange penge ud af Wall Street-jakkesættene, som muligt. Baum siger lige præcis, hvad han mener, og han gør det hele tiden. Han virker ekstremt irriterende, indtil man indser at han bare er bund-ærlig og ikke vil finde sig i at blive trukket rundt i manegen af bank-folk, der ikke aner en skid om det, de sælger. Steve Carell spiller ham ekstremt godt, og hans lille team af geniale enspændere er et af filmens bedste fokus-områder.

Filmen fremstiller bankerne som de største svin, men jeg tror egentlig ikke, at der er skruet specielt meget på dramaknappen i den henseende. På heltesiden har vi tre små entreprenør-grupper, der har gennemskuet problemet og både prøver at gøre opmærksom på det og samtidig profitere på det. Dialogen er veldrejet og lynhurtig, billedsiden er både travl og flot, og der er masser af pumpende musik på lydsiden. Men filmen er dybt seriøs hele vejen igennem, den taler aldrig ned til publikum, og den gør et beundringsværdigt forsøg på at forklare de her komplekse og tørre ting til et publikum, der bestemt ikke er på hjemmebane i emnet, og helst bare vil underholdes.

Resultatet er, at man bliver suget – nærmest hvirvlet – ind i bobleøkonomiens vildeste højder og dybeste fald, og sidder måbende og bevidner, hvor fuldstændigt sindssygt bankerne opførte sig i jagten på flere og flere penge. Gentagne gange udbryder vor små helte forbløffet: Er de for dumme til at se, hvad der sker? Filmen giver gode svar på det spørgsmål.

The Big Short er en af de mest interessante film, jeg længe har set. Det er ikke en dokumentar, men den har følelsen af dokumentaren koblet med virkeligt gode skuespilpræstationer og et stramt narrativ, der holder seeren fængslet fra start til slut. Der var mange finansielle detaljer, jeg ikke forstod til bunds, som bliver refereret til løbende igennem filmen efter de er blevet introduceret og forklaret, men det er nok fordi filmmediet kører med en fast hastighed, og min hjerne i det her tilfælde ikke altid var i stand til at fordøje en bid information, før den næste blev introduceret. Det gør ikke filmen dårlig, for det er ikke super vigtigt at forstå koncepterne, men det fik mig til at købe bogen af samme navn, for at komme til bunds i materialet.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

8 Kommentarer til "The Big Short"

Fortæl mig om
avatar
Sorter efter:   nyeste | ældste | populære
Peter Paaske Juul
Admin

Jeg tænker, at “bankerne” ikke var dumme, men at deres ansatte var grådige, og derfor gik efter at tjene millioner LIGE NU og så løbe, før det gik galt. Det var der sikkert en del, der gjorde – og så var der andre, der blev FOR grådige og blev hængende for længe.

Lad mig i øvrigt lige anbefale Michael Lewis’ Flash Boys – den handler om en tilsvarende lille gruppe mennesker, der opdagede, at der foregik noget mystisk på aktieområdet. Den fortæller også noget om hvorfor ping-tider KAN være vigtige 🙂

https://www.goodreads.com/book/show/24724602-flash-boys

jacob_tf
Medlem
jacob_tf

Men det var en uhyre interessant film.Det var bare grelt, at ratingfirmaerne “blev nødt til” at rate som bankerne ønskede, for ellers “gik de jo bare til konkurrenten”. Det drejede sig om penge, penge og atter penge.

Christian Wittus
Gæst
Christian Wittus

Fan-f*ckin’-tastic drama/doc. Jeg har samtidig set en del reelle doc’s om krakket, hvilket er mindst lige så stressende og frustrerende, som filmen. Grådighed af den kaliber, fordelt på så mange mennesker… only in America. Og fedt, at de siger, at immigranter et al vil få skylden et par år down the line – kan nogen sige Trump?

wpDiscuz