Indiana Jones and the Great Circle
Få filmhelte har efterladt så stort og vedvarende et indtryk på denne glødende filmfan, som Indiana Jones har. Hans hæsblæsende eventyr står for mig som nogle af de bedste af slagsen på film, og Harrison Fords præstation som den støvede arkæolog, der på sine ekspeditioner forvandles til en lettere ufrivillig actionhelt, er fantastisk underholdning fra allerøverste hylde. Fem film er det efterhånden blevet til, og uagtet ens holdning til de enkelte film indeholder de alle ikoniske scener, som igen og igen bliver trukket frem i filmdiskussioner af fans i alle aldre.
Lige så stor kærlighed er der også at spore, når spilfans snakker om de gange, hvor de har trådt i Indys sko og løst gåder i de klassiske point-and-click eventyrspil fra LucasArts, som absolut udfordrede de små grå. Eller hvad med de senere muligheder for at gribe et par controllers og i co-op grine med poderne i de ligeledes humoristiske og fantasifulde LEGO-spil, hvor man fes rundt og uddelte flade i alternative versioner af de tre første film i pentalogien? Foruden at være gode Indy-spil, så var de også bare virkelig gode spil, og den balance har andre Indy-spil både før og efter forsøgt at ramme, med varierende held – senest i 2009 med det yderst middelmådige Staff of Kings, som Sony desværre forsøgte at prakke os på i starten af året, mens vi ventede på The Great Circle.
At det har været svært at lave et spil, der både er underholdende og Indiana Jones værdig, har heldigvis ikke afholdt svenske MachineGames fra at kaste deres bud på bordet, og de har klogt nok valgt ikke at konkurrere mod hverken click-and-point eventyrgenren eller de mere letbenede LEGO-spil. Til gengæld har de valgt at skabe et 3D action-eventyr i førstepersonsperspektiv, hvilket virker klogt, hvis man vil distancere sig fra Tomb Raider og Uncharted, men det er også lidt af en chance at tage, da det etablerede tredjepersonsperspektiv fungerer ret godt til denne genre. De svenske udviklere har dog et godt greb i FPS-genren, hvilket de bl.a. har bevist flere gange med deres glimrende Wolfenstein-spil, så tør vi håbe på, at de har ramt indenfor skiven med Indy?
Det må vist siges at være årets underdrivelse! Faktisk rammer de så uhyggeligt præcist i bullseye, at jeg dårligt kan få armene ned. Og, ja, jeg ved godt, at jeg burde gemme min dom til sidste afsnit af anmeldelsen, men jeg er simpelthen bare så ovenud imponeret over, hvad MachineGames har lykkedes med her, at jeg ikke kan holde mund indtil da. Sådan en udtalelse kan selvfølgelig ikke stå alene, så lad os kigge nærmere på løjerne, så alle kan forstå, hvorfor dette er en perle af et spil, som alle bør spille.
Jeg kan jo starte med at nævne historien, der er skabt til lejligheden og som byder på en forfriskende ny og spændende skattejagt efter et antal – på overfladen – ret simple, udhuggede sten. Dog er de tæt forbundet med en række hellige lokationer, der befinder sig i en cirkel rundt om jorden (“the Great Circle”) og sammen udgør… noget, som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre. Som altid er det et kapløb mod tiden, idet vi befinder os i 1937, hvorfor nazisterne, anført af den vidunderligt onde arkæolog Emmerich Voss, også har kastet sin kærlighed på stenene, der som altid skal hjælpe dem med et skabe et arisk tusindårsrige. De har faktisk været i fuld sving med at indsamle stenene i et stykke tid, og Jones kender ikke til dem, før hans museum i Connecticut får stjålet en mumificeret kat indeholdende en af dem. Tyven er ovenikøbet en lige så mystisk kæmpe, som snakker et underligt sprog, hvilket altså bliver startskuddet på endnu en verdensomrejse for vores fedorabærende helt. Først skal der dog snuses lidt rundt på museet, men herfra går turen snart til så eksotiske steder som Vatikanet i Rom, Egyptens pyramider, Thailands oversvømmede templer og en håndfuld flere derimellem, der alle emmer af eventyr.
Flere af lokationerne er nærmest hele spil i sig selv, først og fremmest fordi områderne er kæmpestore, men også fordi de gemmer på et væld af ekstra missioner for lokalbefolkningen, sekundære gåder og hemmeligheder, som ikke er nødvendige for at fremskride handlingen, men som alle har så meget charme og dybde, at man bare ikke kan lade være. Således brugte jeg over 15 timer i Vatikanet alene, hvor jeg løb rundt på tagene som Indy, begik mig på de bonede gulve forklædt som præst samt udforskede dets underjordiske gange inkognito som sortskjorte, og jeg fik ikke engang set det hele på den tid – men heldigvis kan man genbesøge de forskellige lokationer senere, når man har fundet de rette værktøjer til opgaven.
Vores helt er samtidig i højere grad en pisksvingende pugilist end en pistolskytte, og det betyder, at man ikke bare kan gribe et af de mange projektilvåben og lege triggerhappy nazistdræber. Det er muligvis effektivt at skyde sine fjender, men det larmer og ender derfor oftest fatalt for Indy, idet vagter, sortskjorter og de allestedsnærværende nazister kommer løbende og skyder igen. Det gælder i stedet om at tage sig god tid, finde alle smutvejene i de yderst snørklede og komplekse baner, altimens man forsøger at overmande fjenderne bagfra med et hårdtslående, lydløst våben eller med de trofaste knytnæver. Heldigvis ligger der potentielle nærkampsvåben overalt rangerende fra simple grydeskeer over knipler til lægtehammere og deslige værktøj, der kræver begge hænder at svinge, og som alle har forskellig slagstyrke og holdbarhed. Man kan sågar vælge at give fjenden et gok med kolben fra sit skydevåben – forudsat at det er blevet repareret siden sidste aktion, da alt som sagt går i stykker ved (hårdhændet) brug.
På nuværende tidspunkt er det så på sin plads at pointere med syvtommersøm, at dette spil læner sig mere op ad et klassisk eventyrspil med actionelementer end et decideret, actionfyldt FPS! Man bliver selvfølgelig mere agil, efterhånden som man finder føromtalte smutveje, forklædninger og nærkampsbøger, der over tid gør Indys knytnæver nærmest dødbringende, men jo mindre interaktion med fjenderne, jo bedre. De store lokationer har samtidig også mulighed for fast travel mellem de mest kendte pejlemærker, så man kan fokusere mere på skattejagt, udforskning, gådeløsning foruden oprulningen af den fantastiske historie om stenene.
Det forstærkes yderligere af det fremragende, indlevende skuespil fra bl.a. føromtalte Voss, men også Indy og hans følgesvend Gina, der leder efter sin søster, som måske/måske ikke, er taget til fange af tyskerne. Troy Baker leverer en Oscar-værdig præstation som Indiana Jones, og hans Harrison Ford-stemme sidder lige i skabet, lige fra dén indledende, ikoniske scene i Peru, og hele vejen til Zigguraten i Ur i Irak, hvor trådene bindes sammen til sidst. Gina spilles overbevisende af italienske Alessandra Mastronardi, mens vores allesammens Marcus Brody får liv fra David Shaughnessy – og så skal Tony Todd også nævnes for sin rolle som den mystiske Locus, der starter hele eventyret ved at stjæle Indys kattemumie. Alt i alt følte jeg mig hensat til at være en del af en faktisk Indy-film, hvilket både skyldtes de konstante meningsudvekslinger mellem vores hovedpersoner samt under de mange mellemsekvenser undervejs. De er heller ikke begrænset til hovedhistorien, men optræder sporadisk overalt, om man så løser sekundære gåder eller udforsker en ny, lille afkrog af universet, man egentlig ikke behøver at befinde sig i.
Grafisk og teknisk er spillet også i en klasse for sig. Der er virkelig kræset for detaljerne, uanset hvor man kigger hen, og det hele står knivskarpt og lykkes næsten med at holde en permanent framerate tæt på de silkebløde 60fps. Der er, ulig mange andre udgivelser til denne generation af konsoller, ingen mulighed for at vælge mellem Performance/Resolution, så denne gang har udviklerne altså sat foden ned og bestemt for os – og det har jeg ingen klager til. Kompleksiteten i selv de mest ubetydelige små rum er desuden høj, indeholdende et væld af inventar, som passer til omgivelserne. En lampe her, en skrivemaskine der, klassiske malerier på væggene, forskellige statuer og buster langs væggene, mosaikker i glasdøre og på flisepartier foruden at væld af andre både tidstypiske og religiøse bits and bobs er at finde overalt – og det er bare Vatikanet, jeg her nævner. På de senere lokationer er det helt samme historie, og det gør blot udforskning til en endnu større fryd.
Lys og skygger er realiseret med stor sans for det filmiske indtryk langt hen ad vejen, og det spiller også en enorm rolle i et spil, hvor man bruger lige dele af sin tid over jorden som under. Der var flere steder, hvor jeg rent faktisk syntes, at omgivelserne lignede et fotografi, og specielt afbildningen af floraen i form af jungle og klipper var jeg ret begejstret for, hvilket også er heldigt, når man nu befinder sig i de omgivelser 90% af tiden. Lydsiden er selvfølgelig helt autentisk og skaber en umiskendelig Indiana Jones-stemning, om man så løber rundt i Vatikanets gange, sejler på Thaliands floder eller kravler rundt i gangene under Giza-pyramiden.
På trods af de store baner, skal man dog ikke være bange for, at spillet går hen og bliver monotont. Man kan nemlig sagtens nå til rulleteksterne på godt 20 timer, hvis man kun jagter opklaringen af mysteriet bag stenene. Dog vil jeg gerne indrømme, at jeg har brugt 50 timer på at suge marven ud af hver enkelt lokation og polstre min viden om universet samt løse de sekundære gåder, som faktisk udgør deres eget lille mysterie, hvilket jeg heller ikke vil afsløre mere om her. Det er nok at sige, at er man det mindste forelsket i Indiana Jones og hans eventyr, og elsker man udfordring af de små grå i højere grad end at trykke på en aftrækker, ja, så behøver man ikke kigge længere end til Indiana Jones and the Great Circle. Det er årets bedste eventyr – og utvivlsomt det bedste Indiana Jones-spil i mands minde.
