Lego City Undercover
Politimanden Chase McCain vender tilbage til Lego City efter at være blevet sendt på tvungen orlov. Den superkriminelle Rex Fury er nemlig undsluppet fra fængslet, og ud over at kriminalisere hele Lego City, er han også på jagt efter Chases kæreste. Det er nu op til Chase at gå undercover og arbejde sig ind i byens kriminelle miljø for at opspore Rex Fury i en af de mest gakkede historier, udvikleren Traveller’s Tales endnu har penneført. Det betyder, naturligvis, at Chase bliver en af de mest kriminelle eksistenser i hele Lego City, og jeg tror jeg brugte mere tid på at begå indbrud, banke vagter, stjæle diamanter og smadre igennem byen på ryggen af en Tyrannosaurus Rex, end jeg gjorde på reelt politiarbejde.
Lego City Undercover er et open world-spil, hvor selve byen Lego City udgør det lærred, historien males på. Byen er imponerende stor og fyldt til randen med skægge aktiviteter, man kan fornøje sig med – både undervejs i historien, men især bagefter, fordi Chase løbende tilegner sig de forskellige evner, der skal bruges til at lirke alle hemmelighederne ud af byen. Jeg vil derfor anbefale nye spillere at koncentrere sig helt og holdent om historien, og så ellers male byen rød (hvilket man bogstaveligt kan) efterfølgende. Da spillet er open world betyder det, at historiens 15 kapitler udspiller sig i forlængelse af hinanden, og med lidt god vilje kan det opleves som en lang og sjov film, man selv er hovedperson i. I starten virker de enkelte episoder noget uafhængige af hinanden, men det hele bindes smukt (og skægt, naturligvis) sammen hen mod slutningen.
Det er imponerende at opleve den idérigdom, de kreative hoveder hos Traveller’s Tales har bragt til bordet, når de for første gang ikke er bundet af en filmlicens. Historien har samme fornemmelse for leg, som også opstod når man selv legede med Lego som barn: Alt, hvad man kan forestille sig, kan ske. Bliv derfor ikke overrasket over at undslippe et bankrøveri bag rattet på en jet-drevet sneplov eller at stjæle en moon buggy fra den lokale afdeling af NASA til forbryderbossen Chan, i en mission med den geniale titel “One Small Job for Chan”. Forfatterne kører også sprudlende riffs over samtlige politiserier, vi er blevet opflasket med, og allerede i starten af spillet spottede jeg Columbo, Starsky & Hutch, Sherlock Holmes og en rystende Dirty Harry, som ikke har styr på sit kaffeforbrug. “Did I have six shots or only five?”
Forfatterne har ikke ligget på den lade side med alle de små replikker, man konstant hører i spillet. Resultatet er som når Pixar og Dreamworks gør det bedst: Sjovt at lege med for børnene, og masser at grine af for de voksne. Der er gjort rigt brug af herligt cheesy ordspil som f.eks. minearbejderen, der hellere ville have været i militæret. “I could have been a major instead of a miner”.
En af de største genistreger i den komiske ende er politimanden Frank Honey, der er så stor en idiot, at både konen og jeg griner højt, hver gang han er med. Stemmeskuespillet er imponerende godt, hvilket også er nødvendigt for at trække de mange jokes, der ofte er ganske subtile. Bare vent til du møder sjakbajsen på byggepladsen – for det første taler han fuldstændigt som Arnold Schwarzenegger og for det andet lykkes det ham at flette samtlige Schwarzenegger-film ind i sine replikker i løbet af banen. Det er skide skægt.
Spillet har i øvrigt både dansk tekst og tale, hvis man overvejer at give ungerne lov til at lege med det. Oversættelsen er god, men stemmerne er bestemt ikke på niveau med de engelske.
Da spillet udkom på Wii U for fire år siden, var det teknisk kompetent i forhold til tiden og hardwaren, men denne udgivelse ser lidt bedaget ud. Frame-raten er højere, men stadig ikke imponerende, og med markante fald i komplekse scener. Teksturerne er blevet flottere, og lyssætning og anti-aliasing er bedre, som man kan se i denne sammenligning. Load-tiderne er blevet mærkbart bedre, men stadig på den kedelige side. Til gengæld har load-skærmene en utrolig funky musik, så man sidder sgu alligevel og nyder skidtet. Det er lidt kedeligt, at der absolut intet nyt er tilføjet til spillet. Ingen ekstra områder eller nye baner.
Genudgivelsen hiver dog point hjem på to områder: Gamepad’en er væk, og man kan nu spille to på samme tid, som man altid har kunnet i Lego-spillene. Lego City Undercover blev udgivet tilbage i 2013, i starten af Wii U-perioden, og dengang var det magtpåliggende at demonstrere alle de smarte funktioner i gamepad’en. Det resulterede i at spillets kort blev forvist til den sekundære skærm, at man valgte missioner og skulle finde info om manglende ting fra den sekundære skærm, at telefonopkald skulle høres på Gamepad’en, og – værst af alt – at scanneren også blev placeret på gamepad’en. Skulle man aflytte et hus efter forbryderiske samtaler, foregik det ved at holde gamepad’en op som et kamera og dreje den rundt i stuen indtil den rigtige samtale kom i fokus. Det var fjollet, men man kunne trods alt blive siddende i stolen.
Anden halvdel af spillet går ud på at finde alle karakterer, biler og andre hemmeligheder, og her skulle man konstant bruge scanneren – i 360 grader og op og ned. Man var nødt til at rejse sig fra sofaen og stå og dreje rundt om sig selv på gulvet for at finde ting. Det var en gamebreaker for mig, og jeg opgav at gennemføre spillet på grund af dét designvalg. Bevares, scanneren var enormt lækkert lavet – det var bare ikke sjovt at bruge den.
Nu er det hele kommet op på tv’et. Det er en herlig befrielse at kunne kigge på kortet i hjørnet af skærmen samtidig med at man kører bil, men en endnu større befrielse er, at man nu kan blive siddende i sofaen og scanne alt omkring sig. Sådan som spil har været lavet siden 1873, fordi det nu engang ér den bedste måde at gøre det på.
At spillet har fået mulighed for lokal coop er mindre relevant, da det oprindelige spil er designet til én spiller. Normalt er Lego-spil baseret på gåder, man skal samarbejde om at løse, men intet er ændret her, så der er ikke noget at samarbejde om. Resultatet er, at man kan hygge sig sammen i byen og på banerne, men coop tilføjer ikke spillet noget nyt. Spilmotoren har dog store udfordringer med at trække to udgaver af byen på samme tid, så frame-raten falder markant.
Spillet har fået kritik for at blive udgivet til fuld pris (kr. 399 fysisk eller kr. 469 digitalt), når der er tale om en stort set 1:1 gengudgivelse af et fire år gammelt spil. Jeg er enig i, at porten teknisk ikke indfrier forventningerne til et moderne spil, men jeg tog gladeligt endnu tur igennem hele spillet. Nye spillere – som der jo er en del af, i betragtning af at den oprindelige udgivelse udelukkende kom til Wii U – får for første gang mulighed for at opleve dette geniale spil, og de vil bestemt mene, det er pengene værd. Har man en Wii U stående, skal det retfærdigvis siges, at spillet kun koster kr. 199 på den, hvis man altså kan leve med Gamepad-halløjet.
Lego City Undercover er et af de absolut bedste Lego-spil udgivet til dato, og det faktum kan selv en doven port af en fire år gammel version ikke ødelægge, selvom det trækker den sidste stjerne af karakteren. Chase McCain og det omgivende ensemble af karakterer er blandt de sjoveste ting, Traveller’s Tales har bedrevet, og historien er vidunderligt gakket at spille igennem. Når man er færdig med den, er Lego City en stor og spraglet by, proppet med tonsvis af hemmeligheder, som det er en fornøjelse at gå på jagt efter. Efter at have bandet lidt over denne udgivelses tekniske inkompetence, blev jeg endnu engang totalt opslugt af spillet, og nød endnu et herligt eventyr i den store by. Og denne gang bliver det 100% gennemført.