Stranger Things

Stranger Things

80’erne er måske ikke det årti, man ynder mest at se tilbage på, men man må anerkende et mindeværdigt kulturelt output. Stephen King var på toppen med bøger som Cujo, It og Pet Sematary. John Carpenter lavede The Thing (og The Fog, som jeg synes er et noget forbigået lille mesterværk). Steven Spielberg gik helt amok i den periode med E.T., Poltergeist, The Goonies og Indiana Jones.

Man kunne nævne mange andre gode film og bøger fra perioden, men ovennævnte udvalg har et specifikt formål: Forestil dig dem allesamen blandet sammen i én pærevælling, og du har et ret godt bud på Netflix’ nye tv-serie Stranger Things.

Fire skoledrenge spiller D&D i kælderen, og da de skilles for aftenen og cykler hver til sit, forsvinder én af dem. Det er startskuddet til de underlige og makabre ting, der foregår i den lille flække Hawkins. De mere jordnære folk i byen tror han er faret vild, mens hans mor og storebror begynder at mistænke, at der stikker noget mere foruroligende under knægtens forsvinding. Blandt andet fordi lamperne i huset begynder at blinke og der måske er noget i væggene. Meget mere skal der bestemt ikke siges om handlingen, for man skal opleve den på egen hånd. Vær dog forvisset om, at de har proppet samtlige klichéer fra 80’ernes horror-output ind i tv-serien på en ganske opfindsom og stærkt underholdende måde.

Faktisk er hele serien én stor kliché, og hvis du ikke selv var ung i 80’erne, er der sikkert ikke specielt meget at komme efter her. Er du til gengæld i målgruppen, driver nostalgien ned ad tv-skærmen i sirupstunge klatter. Tøjet, bilerne, husene, indretningen, musikken og det faktum at ingen har en mobiltelefon eller har hørt om det der Internet. Det er lavet så gennemført, at man i løbet af meget kort tid glemmer, at serien er dugfrisk fra det digitale klippebord, og i stedet er fast overbevist om, at man sidder og ser en 30 år gammel Spielberg-film. Dét er fandme godt gået.

Serien har dog også sine ulemper. Fordi den graver i 80’erne med den store skovl, kommer der også nogle mindre heldige ting med op. Seeren er hele tiden syv-otte skridt foran karakterne og man ønsker sig ofte, at de forhelvede vil lægge to og to sammen og regne ud, hvad der foregår. Det er klassikeren med at en person oplever noget vildt bizart og ingen andre tror på dem, for den slags sker jo ikke i virkeligheden. Da vi når en god stak episoder ind, begynder de endelig at tage hinanden alvorligt, men der går godt nok lang tid. Det er også så sikkert som amen i kirken, at to personer i en mørk skov på jagt efter et utyske skal splitte sig op og gå hver sin vej. Hold nu op, altså. Men okay, sådan var det i 80’erne, og man må tage det sure med det søde.

Rollerne er generelt rigtig gode, men især én af dem fortjener virkelig at blive fremhævet: David Harbour gør et suverænt arbejde som den deprimerede small town sheriff Jim Hopper, der starter dagen med to øl, en smøg og et brusebad (i den rækkefølge), og generelt ikke gider noget pis med nogen. Han er flygtet fra en mørk fortid i storbyen for at få lidt fred og ro i en lille flække ude på landet. Det kommer ikke til at ske, men han vågner i dén grad op til (beskidt) dåd, og jeg elsker hver en scene, han er med i.

Winona Ryder spiller moren til den forsvundne dreng, der mentalt er ved at gå i tusind stykker, hænger julelys op i hele hytten (“fordi han taler til mig gennem lamperne”) og er overbevist om at knægten er i live mens alle andre er forvisset om, at han er død og prøver at lægge ansigtet i de rigtige folder. Jeg har generelt et problem med hysteriske kvinder, hvilket også var årsagen til at jeg droppede Homeland, men set på afstand fra min aversion gør hun det fandme godt.

Mest overraskende er dog de tre venner, der prøver at finde deres forsvundne kammerat.

Børneskuespillere er sjældent naturlige, men den her trio er overbevisende allerede fra seriens første minutter, og derfra stiger de bare til nye højder. Det er et godt miks af personligheder, og dynamikken i mellem dem er fænomenal, så man altid lever sig fuldstændigt ind i deres scener, og helt glemmer at de her knægte er omkring 12 år gamle. Hvis du kan huske Stephen Kings The Body (skrevet i ’82 og filmatiseret som Stand By Me i ’86), så ved du præcis, hvor godt de her drenge fungerer, og hvor inspirationen til dem kommer fra.

Stranger Things er noget af det mest imponerende, jeg har set i lang tid. Der er lavet uendeligt mange homages og tidstypiske dramaer, men jeg har sjældent set det så gennemført som her – selv skrifttyperne i de indledende credits er som revet ud af 80’erne. Ja, det er en super-lille detalje, men det viser, hvor dedikerede skaberne har været med at genskabe perioden. Det er også det, der redder den, for var den lavet i et nutidigt perspektiv ville historien være ganske tyndbenet, langtrukken og fyldt med irriterende ting, som man bare ikke gør mere. Men køber man ind på præmisset – og var man selv ung og impressionabel i perioden – er det her det bedste nostalgitrip, man kan tage på. Man griner og gyser i lige mål, og man kan simpelthen ikke undgå at binge serien, indtil der ikke er mere tilbage af de i alt otte episoder, som første sæson byder på.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

20 Kommentarer til "Stranger Things"

Fortæl mig om
avatar
Sorter efter:   nyeste | ældste | populære
Christian Wittus
Gæst
Christian Wittus

Født i 1970 og opvokset i den tid, serien portrætterer. Har set de første to afsnit. Knageme god underholdning! Og, ja, drengene spiller ligemså fantastisk som sheriffen. Winona er ikke min kop te, men det går nok 🙂 Anbefalet højt til unge folk på min alder 😉

Thomas Würgler
Admin

Det er lavet så gennemført, at man i løbet af meget kort tid glemmer, at serien er dugfrisk fra det digitale klippebord, og i stedet er fast overbevist om, at man sidder og ser en 30 år gammel tv-serie

Ikke enig. Det er som at se en ekstremt opfindsom spillefilm fra samme periode. Kameraarbejdet er af den kaliber, som vi ville have forventet fra Spielberg (faktisk en del bedre end ham) – ikke Blomsterbørns Børn eller for den sags skyld noget som X-Files. Seriens scenografi er ekstremt flot, og kameraarbejdet er på niveau med spillefilm i dag – minus de latterlige CGI-flyveture heldigvis. Derudover helt enig i anmeldelsen.

Jeg elsker, at alle detaljerne bare ér der og ikke bliver tværet i ansigtet på seeren. Fra et “I <3 C=" klistermærke ude af fokus i bagrunden på et drengeværelse til en henslængt Guinness Book of Records på et stuebord uden nogen form for fremhævele. Det er en fed, fed tidskapsel.

Niels Gjerløff
Medlem

Har også lige fået set den og er ganske enig i anmeldelsen – andre forbindelser den har er eks. det første spil i Halflife, DePalma filmen The Fury (1978) og i særdeleshed det “univers” King startede på i forbindelse med The Shop/Firmaet i Firestarter.
Jeg kan være liiidt bekymret for at de allerede nu vil lave en fortsættelse i samme lille by og med den samme alternative verden,(prøvede med et spoiler tag, men det virker ikke ??) da historien står fint afsluttet som den er. Som minimum burde de i hvert fald flytte det til en ny by og så evt kun beholde sheriffen 😉

Lars Kim Lund
Admin

Spoilertags virker i forum. Man kan sikkert klippeklistre noget ind i Custom CSS ..?

Niels Gjerløff
Medlem

Mjah, jeg synes personligt ikke jeg har brug for at vide mere om den alternative verden 😉 Mht til de to småting i epilogen, så er det jo klassiske troper fra et hav af gyserfilm.
Jeg ville foretrække at de beholdt den fede firserstil, men fandt på noget nyt – a la True Detective…

Lars Kim Lund
Admin

Virker fint på min padde.

Rudi
Medlem
Rudi

Steven Spielberg gik helt amok i den periode med E.T., Poltergeist, The Goonies og Indiana Jones.

Jeg tror nu at Tobe Hooper og Richard Donner instruerede halvdelen af ovenstående, men det kan vel diskuteres.

Stranger Things er den type serie, som jeg ville elske, at have set i firserne som spillefilm.
I dag ville jeg gense den, og med en tåre i øjet, forklare folk som ikke havde set den dengang, hvorfor den er/var så fed, mens de ville se med, og tænke “gamle tåbe”.
Den er elegant, henvisninger er sjove, men på mange måder bliver serien FOR meget en pastiche på hvad den hylder, og den har i længden for mig at se, ikke så meget andet end “gensynet med en gammel ven” at byde på.

Havde det været en miniserie på fire afsnit havde den i min optik holdt bedre.

Og så mener jeg i øvrigt, at Eleven stjæler alle scener.

Thomas Würgler
Admin

Hun spiller sin rolle til perfektion. Hun er ekstremt presset og er vildt irriterende og svær at tro på. Det er hvad historien kræver, og det leverer hun. Det er første gang, jeg har set hende i en rolle af den type, og hun gør det bedre end de fleste, synes jeg. At du er en gammel misogyn, kan hun jo ikke gøre for.

Rudi
Medlem
Rudi

Enig.
Winona spiller den rolle som den skal spilles. Som seer bliver man irriteret over hendes flæben og hendes nervøse tics, men det gør rollen troværdig, og jeg har svært ved at se, at den skulle spilles på andre måder.
At al glamour er pillet af hende kan jeg kun beklage, men også det var det rigtige at gøre.

Christian Wittus
Gæst
Christian Wittus

Hvis den bare sluttede her, ville Kritte gå amok og dele tilfældige lussinger ud i raseri.

Hvad forhindrer mig i at gøre det samme nu? DEN ER ALLEREDE SLUT! DET ER NOGET HØ! ALLE SKAL DØ!

Seriøst, den var fantastisk, og dens måde at lukke og slukke er lige, som det skal være. Dustin var min favoritkarakter, grundet sin humor, men rollen som Eleven blev sublimt spillet af den unge pige. Hun skal nok blive til noget stort.

Jeg vil også lige sige, at vi har glemt en anden vigtig reference: Akira!
…Og så smilede jeg let over den hemmelige operation “MK Ultra” 😉

Christian Wittus
Gæst
Christian Wittus

Så for den da! Så stivnede smilet 🙂 Jeg troede faktisk lige, at det var en videospilreference, men jeg kan slet ikke finde noget relateret til MKUltra i den henseende, så jeg er åbenbart helt galt afmarcheret.

Christian Wittus
Gæst
Christian Wittus

Jeg bor i Kongernes Nordsjælland. Her flyder det kun med øl og honning.

Niels Gjerløff
Medlem

Pænt mange referencer fundet af ham her – der var et par stykker jeg ikke lige havde set 😉

wpDiscuz