Lumines Arise

Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker virkelig Lumines. Lige siden, jeg spillede det første Lumines: Puzzle Fusion på min PSP tilbage i 2004, har jeg elsket dets spilmekanik højere end Tetris, som af mange betegnes som værende faderen over alle puzzlespil. Jeg var hooked fra første minut, og jeg har sidenhen erhvervet de fleste afarter og efterfølgere i serien på adskillige platforme – inklusive en version til min Sony Ericsson W800i mobiltelefon(!) Ikke alle har budt på nævneværdige forandringer til det generelle gameplay, men ny musik og nye baggrunde har altid været nok til at tilfredsstille min appetit – selvom det skal nævnes, at få numre stadig kommer i nærheden af Heavenly Star fra Lumines II.

Kender man ikke spillet, kan jeg anbefale et kig på ovenstående video, hvor man også får et indblik i, hvordan musik og gameplay går op i en højere enhed, når man febrilsk forsøger at bygge ensfarvede 2×2-kvadrater, inden den konstant fejende Time Line fjerner dem og kvitterer med point. Det er let at udføre, men djævlen ligger i detaljen, og det er først, når man forstår at bygge større figurer og samtidig spekulerer i Time Line-udløste dominoeffekter, at spillet virkelig begynder at vokse på én.

Manden bag serien hedder Tetsuya Mizuguchi, og hans kærlighed til musik og videospil har gennemsyret det meste af hans oeuvre, siden han slog sine folder hos SEGA i midten af halvfemserne. Han var bl.a. med til at producere SEGA-hits som Sega Rally Championship og flere andre actionprægede racerspil, før han i starten af nullerne stiftede sit eget firma med andre SEGA-veteraner og derefter hurtigt bevægede sig helhjertet over i en kunstform, som vi kærligt betegner som “synæstesi i kunst”. Det kan bedst forklares som værende en sammensmeltning af sanseindtryk, og i Mizuguchis tilfælde altså spil, visuelle indtryk og – ikke mindst – musik.

Long story short, da jeg ikke blot vil skrive af fra Wikipedia: Således har vi fået klassikere som Space Channel 5, Rez, Lumines, Meteos, Every Extend Extra og Tetris Effect, som var sidste års absolutte højdespringer i genren. Men har vi fået Lumines Arise, der i min optik er den hidtidige kulmination på Mizuguchis mission.

Og hvilken glorværdig kulmination det er! Ja, det basale gameplay er uændret, men akkurat som med Tetris Effects Zone-feature har Mizuguchi også formået at hæve Arise til et helt nyt niveau med introduktionen af en lignende simpel, men virkningsfuld, gamechanger. Burst hedder den, og kort fortalt går det ud på, at man ved aktivering skal bygge den størst mulige figur, mens den ellers stressende Time Line nu fejer passivt hen over skærmen et forudbestemt antal gange. Mens man bruger den ekstra tid til at bygge en kæmpefigur, bliver nærliggende firkanter af den anden farve samtidig skudt op i toppen af brønden og gemt til efterspillet, hver gang man udvider den store figur. Når den sidste, gratis fejning er overstået, slutter Burst med en tilfredsstillende eksplosion af ens megastruktur, hvorefter de lagrede firkanter droppes fra oven og skaber en ny, ofte ret ensfarvet bund, som er perfekt til at påbegynde jagten på endnu en Burst.

Det lyder måske mere kompliceret end det er, men klik på linket ovenfor og få en visuel gennemgang, hvis min forklaring er for uforståelig. Uanset hvad, så er Burst en absolut genistreg af en gameplay-cyklus, der vitterligt giver Lumines en ny dimension. Eneste anke er, at man først skal vise sit værd og score en masse point, før Burst kan aktiveres – som det også gør sig gældende med Tetris Effects Zone-feature. Med øvelse kommer dog muligheden for at optjene Burst hurtigere, så det er heldigvis ikke en stor anke fra denne anmelders side, men som nybegynder kan det alligevel godt virke lidt, som om denne feature ikke er tilgængelig ofte nok.

Derudover er der et væld af træningsmissioner at give sig i kast med, så man kommer under huden på de forskellige teknikker og (nye) features foruden en omfattende multiplayerdel, hvor man både kan spille online eller split-screen. Her er den selvforklarende Burst Battle klart en af de mere fornøjelige modi, som jeg kan anbefale varmt. Det er dog stadig i spillets singleplayerdel, Journey, at jeg har brugt mest tid. De i alt tyve baner er visuelt hypnotiserende at kigge på, og de udvikler sig løbende, akkurat som det akkompagnerende soundtrack, så man som spiller drages helt ind i skærmen, om end en vis kærlighed for elektronisk musik nok er påkrævet for at få det fulde udbytte.

Lumines Arise er utvivlsomt et spil, der fortjener at blive vist på en kæmpeskærm med et kompetent hifi-anlæg i ryggen, og har man setuppet til det, så er synæstesi garanteret af denne anmelder! Paradoksalt nok er det således et spil, jeg hiver frem, når jeg har brug for at koble af og komme i zen, hvilket i min optik er det bedste bevis på, at Mizuguchis mission er opfyldt til punkt og prikke.