Doom

5 out of 6 stars

Doom 1

Jeg må hellere være ærlig fra starten og indrømme, at jeg faktisk ikke var særlig stor fan af de originale Doom-spil tilbage i 90’erne. Jeg har spillet markant mere Commander Keen, end jeg har spillet Doom og Doom 2, der jo er udviklet af samme firma, id Software.

Doom 3 var endnu mindre populært hos mig, fordi jeg havde svært ved at være videre glad for at blive skræmt fra vid og sans af spillets gyserelementer. Da jeg var barn, var spil som Doom og Doom 2 populære, bare ikke hos mig. Jeg kunne egentlig godt lide at skyde monstre. Men jeg kunne ikke finde rundt i spillets labyrint-baner, så spillene kom hurtigt til at kede mig.

Det var en generel ting for mit forhold til spil, tilbage i 90’erne. Jeg begyndte at kede mig, hvorefter jeg slog snydekoder til. Og derefter kom jeg selvfølgelig hurtigt til at kede mig endnu mere. Så sjovt er det heller ikke, at være udødelig og kunne gå gennem vægge.

id har fundet fodfæstet

Men jeg har dog spillet en smule Doom. Jeg har også spillet Duke Nukem 3D, såvel som Half-Life, Call of Duty og et væld af andre spil i skydegenren. Jeg har også, fra sidelinjen, fulgt id Softwares problemer med at finde fodfæste i en moderne spilverden, hvor de har haft svært ved at ramme rigtigt efter udgivelsen af Quake 3.

Det er også derfor, at jeg er så glad for at meddele, at Doom (2016) er et virkelig, virkelig godt spil. Jeg kan, og gider, af gode grunde ikke sammenligne spillet her med dets forgængere i anden grad end i forhold til det mest basale. Men som enkeltstående skydespil er Doom en særdeles underholdende oplevelse. Du kommer til at udforske baner, slås med spektakulære monstre – med brug af endnu mere spektakulære våben, og du kommer til at blive beskudt fra snart sagt enhver tænkelig vinkel, når spillet virkelig giver den gas.

Essensen af spillet er kampen mod de kreativt udtænkte monstre. Det foregår i store, åbne områder, som du kan udforske frit. Der er et start- og et slutpunkt, men din vej til banens mål, den styrer du i høj grad selv. På din rejse kommer du til at åbne op for alverdens portaler, hvorfra alverdens aggressive monstre vil komme væltende ud i hovedet på dig. Det er kort og godt skægt.

Selve skydedelen er altså på mange måder som den, de fleste, der har spillet Doom eller Doom 2, husker det. Det foregår sjældent i trange gange, og det er aldrig en god idé at stå stille, eller lede efter cover. Det dør du bare hurtigere af. Men spillet er ikke kun et kig tilbage i tiden på dengang, hvor ordet cover vel nærmest ikke eksisterede i en spiludviklers ordbog.

Doom 5

Moderne – på godt og ondt

Således bliver du hurtigt introduceret til et væld af forskellige opgraderinger, du kan bruge til at specialdesigne den måde, hvorpå du spiller. Der er nogle opgraderinger, jeg har været rigtig glad for at bruge, og der har været nogle, der har irriteret mig. Jeg kan dog godt forstå, hvorfor sidstnævnte er med i spillet.

Blandt de gode opgraderinger findes et kort, der er væsentligt mere avanceret end det, du starter spillet med. Det basale kort viser groft sagt kun, hvor du befinder dig i spillets verden, og hvad du har fundet af hemmeligheder på banen. Det fuldt opgraderede kort viser dig alle banens hemmeligheder, og din radar begynder at blinke og larme, hvis du er tæt på en af hemmelighederne.

Blandt de mere irriterende opgraderinger findes rygsækken. Eller hvad det nu er, hovedpersonen bruger til at slæbe rundt på ekstra patroner, missiler og plasmapakker. I starten af spillet har du nemlig ikke adgang til særlig meget ammunition. Og det irriterede mig. Når Doom nu handler om at slagte et utal af fjender, var det i starten af spillet surt at løbe tør for først det ene og så det andet. Du kan samle ammunition op på banerne, og er du helt på røven, får du både health points og ammunition ved at slagte fjender i nærkamp med bare næver og motorsav. På den måde er dine små lommer altså åbenlyst gennemtænkt fra udviklerens side.

Selve historien i spillet er et overraskende stærkt punkt, når man tænker på, at det handler om en mand, der slagter den ene dæmon efter den anden på rumstationer, planetoverflader og på den anden side af helvedes porte. Spillets historie er blevet gennemanalyseret af folk, der er større fans af spilserien, end jeg er det, og for mig var det vigtigste, at historien på den ene side ikke stod i vejen for spillet, og at den på den anden side er overraskende interessant, når man støder ind i den i ny og næ.

Dårlig start – og hvordan er det så nu?

Teknisk har jeg ikke haft mange fingre at sætte på spillet. Men det har andre, desværre. Personligt havde jeg i de første dage problemer med at starte spillet op, og jeg døjede med, at det lukkede ned, umiddelbart uden grund. Det er problemer, jeg ikke selv oplever det store til mere, men jeg er måske en af de heldige. Ifølge en af Geek Cultures Larser har han haft så store problemer med spillet, at han har haft svært ved at gennemføre det:

Pc-versionen har haft seriøst mange problemer med crash to desktop og lign. Har selv været ramt i en grad, så det forhindrede mig i at gøre spillet færdigt. Kan se, der skulle være fixet noget i den seneste store update men har ikke prøvet det af. Der har også været udfordringer med DRM’en, som dels kræver at man er online og dels tjekker ens hardwarekonfiguration. Så har man pillet ved sin computer, bliver man nægtet adgang til sit spil i timer – op til dage.

Det er også det første AAA-spil med Vulkan-API’et (open source-projektet bygget på Mantle), der virkelig er optimeret. Det giver et meget stort løft på (nyere) AMD-baserede grafikkort p.g.a. bedre support af “async compute” (eller fordi de gamle drivere er håbløst ineffektive, alt efter hvordan man ser det). Det er ikke unormalt at se 20-30% forbedringer fra OpenGL til Vulkan. På Nvidia er forskellen langt mindre udtalt.

Det er selvfølgelig, og desværre, altid noget, man bør tage højde for, hvad pc-spil angår. Og det er nu synd. For Doom ér et godt spil.

For mig har det vigtigste ved spillet været, at det skulle være sjovt at slå monstre ihjel, samtidig med at banerne skulle være interessante at udforske. Her stråler spillet i begge afdelinger. Der er mange, mange forskellige typer af fjender, der har hver deres angrebsmønstre, man skal tage højde for.

Doom

Du får helt grundlæggende intet som helst ud af at stå stille eller af at gemme dig. Fordi spillet belønner dig for at fare i flæsket på en fjende, når livtallet er kritisk lavt, så har du heller aldrig lyst til at flygte fra en kamp. Der er altid mulighed for at hente vitale sekunder ved at hamre en støvle i synet på den nærmeste fjende. Fjenderne lyser endda op med gult, når de er så tæt på at dø, at der er bonus til den spiller, der slår dem ihjel helt tæt på. Det er kort og godt fantastisk.

Det er derfor fart og overmod, der hjælper med at holde dig i live. Du kommer til at gøre brug af samtlige af de mange våben, spillet giver dig adgang til, og kombineret med den høje variation af fjender, var jeg aldrig sur over at dø i spillet. Det var altid åbenlyst, hvorfor jeg døde, og jeg havde ofte en god idé om, hvordan jeg skulle komme helskindet igennem særligt svære slagsmål. På den måde er spillet virkelig vanedannende.

Spillet stråler, når du pludselig har aktiveret en ny portal, og alverdens dæmoner har omringet dig. Atmosfæren, musikken og monstrenes lyde skaber et fantastisk lydbillede. Det ser til tider blændende godt ud, og det er interessant både at slås mod spillets modstandere, og udforske banerne bagefter.

Jeg tror derfor, at Doom har mulighed for at være noget for dem, der har savnet et spil som de gamle skydespil fra 90’erne og dem, der godt kan lide de moderne skydespil. Den gamle garde skal måske skrue op for sværhedsgraden, men på de lavere niveauer kan de fleste være med.

Spillet belønner kreativitet og vovemod og forkærligheden for at veksle mellem mere end to våben ad gangen. Doom er derfor et friskt pust i en genre, der gennem årene har hældt mere til cover-skyderi i udbombede storbyer end til dæmonjagt med haglgevær, plasmariffel og raketstyr i Helvedes forgård

Billederne er fra spillet, men ikke mine. De er hugget herfra.

4 tanker om “Doom

  • 6. september 2016 at 20:13
    Permalink

    I modsætning til dig spillede jeg en del Doom 1 og 2, Rise of the Triads og Duke. Derefter tog jeg en lang pause fra FPS fordi min pc ikke kunne trække Quake og Unreal. Sidenhen begyndte jeg at spille på konsoller (Red Faction huskes som det første FPS på ps2) og for et par år siden fik jeg en spillepc igen for første gang i næsten tyve år.

    Doom er det fedeste FPS jeg har spillet længe. Det er en helt anden fætter end de moderne shooters og det er meget mere poleret end f.eks. Serious Sam, Shadow Warrior og lign. Det er hyperintenst men hold kæft det svinger, når man rammer zonen. Bare synd med de tekniske problemer, som jeg bl.a. blev ramt af. På et tidspunkt skal jeg dog se om spillet vil loade, så jeg kan nakke den sidste boss. Derefter tager jeg sgu nok turen igen på en højere sværhedsgrad.

    Svar
  • 6. september 2016 at 22:49
    Permalink

    Jeg morede mig fint med PS4-udgaven, men efter at have fundet de fleste hemmeligheder og gennemført det (hvilket nok har givet mig over 15 timers spilletid), så tror jeg ikke, at jeg kommer tilbage. Fire store stjerner herfra.

    Svar
    • 9. september 2016 at 17:37
      Permalink

      Jeg kan bekræfte at de seneste patches har løst mit crash to desktop problem. Har lige nakket slutbossen.

      Svar
  • 22. oktober 2016 at 17:55
    Permalink

    Seneste update giver arcademode, hvor man kan vælgr mellem levels, loadout og gå efter en highscore. Alt er tilgængeligt og det er virkeig arcadeagtigt på den fede måde. Det minder om Bulletstorm, der havde noget af det samme.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.