CONTROL Resonant
Remedy Entertainment står bag nogle af de bedste, narrativt drevne actionspil, som jeg har spillet i de sidste 25 år. Max Payne, Alan Wake, Quantum Break og Control er højt skattede spil i min samling, og jeg husker dem varmt for både historien, det nytænkende gameplay og den fantastiske visualisering af universer, der umiddelbart ligger lige på kanten af vores eget – men som ved nærmere bekendtskab så viser sig at være alt andet end normale.
Den hidtidige kulmination på denne perlerække er Alan Wake 2 fra 2023, men kigger vi et par år længere bagud finder vi Control fra 2019. Det har generelt modtaget fine anmeldelser, men selvom det ikke straks røg til tops på hitlisterne, så har de mellemliggende år stille og roligt arbejdet i spillets favør, efterhånden som flere og flere har fået øjnene op for dets kvaliteter. Det er også blevet en af mine egne favoritter fra Remedys side, hvilket skyldes spillets vanedannende gameplay bestående af luftbåren, ægte tredimensionel action og et plot, der blandede X-Files og Dr. Who med et strejf af Poltergeist. Det hele foregik i et surrealistisk, men alligevel troværdigt, parallelunivers i en kedelig kontorbygning på Manhattan, og jeg var hooked fra start til slut. En efterfølger kunne ikke komme hurtigt nok!
Syv år er der gået siden sidst – både i virkeligheden og i spillet – og vores tidligere hovedperson (og søster) er nu forsvundet. Den gamle fjende, The Hiss, har forladt “The Oldest House”, Controls version af Tardis, og har overtaget gaderne på Manhattan, hvor de forskellige kvarterer er blevet splittet ad, så dele af bygninger og veje enten hænger i luften, er foldet 90 grader ind over sig selv a la Inception eller endda er vendet helt på hovedet. Det er i dette kaos af en splittet by spækket med overnaturlige væsener og paranormale hændelser, at lillebror nu får lov til at prøve at gøre en forskel, finde sin søster og forhåbentlig genoprette en eller anden form for normalitet.
Der er selvfølgelig mere til plottet end ovenstående, og har man ikke kendskab til søskendeparret Jesse og Dylan Fadden, så er der en ganske glimrende Control Recap på hovedmenuen, som fortæller, hvad der er gået forud. Vigtigt er det dog at påpege, at hvor Jesse var chef for FBC (Federal Bureau of Control), der undersøgte og forskede i paranormale situationer og objekter, så var Dylan på den anden side af skrivebordet – han var faktisk besat af The Hiss og har desværre et ukendt antal dødsfald på samvittigheden i den sammenhæng. Det skal han nu prøve at råde bod på ved at give tilbage til The Hiss med hård hånd ved enhver lejlighed.
Og allerede her begynder spillet at tage en form, der adskiller sig betragteligt fra det mere stramme gameplay og lineære plot, der blev lagt for dagen i Control. Manhattan er således delt op i 5-6 store områder, og alle disse kvarterer fungerer så som sit eget miniunivers, som man dog let kan teleportere imellem, når man finder og aktiverer nogle specielle spejldøre. Efter at have aktiveret tre paraboler i hvert område, åbnes der i bedste Ubisoft-stil desuden op for et væld af sidemissioner og seværdigheder, som man kan prøve kræfter med under sin jagt på The Hiss og søster Jesse. Der er som udgangspunkt intet i vejen med dette koncept, men man skal bare være klar over, at Resonant derved bliver en meget anderledes spilmæssig størrelse end sin forgænger. Friheden kan virke tiltalende, men man kan faktisk dårligt dreje om at hjørne uden at skulle bekæmpe en ny bølge af The Hiss, før man eksempelvis kan få lidt arbejdsro til at finde et opladt batteri, der kan åbne døren til næste område. Og man blive angrebet fra alle vinkler samtidig.
Det strategiske element ved kampene er derfor ændret radikalt, hvilket også forstærkes af måden, man bekæmper horderne på. I det første Control var Jesse nemlig udstyret med en alsidig pistol, som gjorde det muligt at lægge afstand til fjenderne under opgørene og derved bruge omgivelserne til sin fordel, mens brormand Dylan omvendt kun dyrker nærkamp. Således er hans våben næsten altid afarter af kæder, spyd, hamre og andet, som han kan svinge og slå med på kortere distancer. Det tilføjer en større grad af kaos til de enkelte opgør, og det skal man både acceptere og holde af. Da man bliver angrebet fra alle sider på alle tidspunkter, er der sjældent overskud til at stoppe og trække vejret undervejs, og man skal ikke have spillet mange timer, før det kendte ordsprog “less is more” gør sit indtog i bevidstheden. Jeg slog i hvert fald hurtigt sværhedsgraden så langt ned, at jeg kunne komme hurtigere forbi de – alt for mange – ligegyldige opgør i min søgen efter at opleve historien og udforske det surrealistiske sci-fi-univers, som Remedy er nogle af branchens bedste til at skabe.
Der er en yderst kompleks opgraderingsdel til både Dylans våben og evner, og selvom det giver forskellige muligheder for at klare opgørene, så virkede det decideret som overkill på undertegnede, da de fleste opgør alligevel fulgte samme opskrift: Hop, slå, undgå, gentag. Faktisk blev jeg så træt af de unødvendige opgør mod slutningen, at jeg bare valgte at aktivere muligheden for “one-hit kills”, så jeg kunne koncentrere mig om universet. At der overhovedet findes en sådan indstilling kan man så tænke lidt over.
Jeg ender alligevel på de fire stjerner, da min kærlighed til det skøre sci-fi-univers, karaktererne, de mange underholdende seværdigheder og sidemissioner ikke er til diskussion. Produktionsværdierne er endnu en gang helt i top og der er mange referencer til Remedys andre udgivelser, hvilket er højt værdsat fanservice for denne anmelder. Dylan er desuden en alsidig hovedperson, og i løbet af spillet lærer han både at løbe overnaturligt stærkt, dobbelt-hoppe, svæve kortvarigt, booste væk fra fjenderne samt ændre tyngdekraften visse steder, så man kan løbe på vægge og lofter, hvilket gør Manhattan til en fryd at udforske og suge marven ud af. Færre fjender og strammere fokus på historien kunne have hævet karakteren for mig, men omvendt må jeg også erkende, at den godt kunne ligge en karakter lavere, hvis man ikke er lige så stor fan af Remedys oeuvre og universer, som jeg er.
