007: First Light
“Selvfølgelig!” var min første tanke, da jeg erfarede, at vores landsmænd hos IO Interactive (IOI) stod bag udviklingen af et spil om verdens mest kendte agent, James Bond. Matchet mellem IOIs velkendte lejemorder med kodenavnet 47 og den titulære 007 er i min optik ret tæt, og hvis nogen kan forme et actionfyldt eventyr omkring tilblivelsen af en velklædt dræber, så må det da være dem. På den anden side må det også være en skræmmende opgave at få så kendt en IP stillet til rådighed, da en potentiel fiasko vil blive husket i meget lang tid – med potentielt karrierebegrænsende tiltag til følge for firmaet. Med den information in mente er det så blevet tid til at se nærmere på, hvad IOI har fået ud af de svimlende 200 millioner dollars, som det har kostet at udvikle spillet.
Da der er tale om en oprindelseshistorie, er James Bond ikke vores allesammens 007, da spillet starter. Nej, den unge James er indledningsvis blot en del af den ene besætning på de to helikoptre, som er i færd med at fragte en gruppe soldater til en hemmelig forskningsstation på Island. De er dog stadig over vand, da begge fartøjer skydes ned med jord-til-luft-missiler og styrter i havet, hvor James akkurat undgår druknedøden og redder sig i land som den eneste overlevende. Han får herefter etableret radiokontakt med hjemmebasen og erfarer så, at MI6 har store interesser i hans hjælp på førnævnte forskningsstation, hvor ukendte gerningsmænd har taget gidsler og lavet ravage.
Der skal altså reddes forskere, nakkes fjender og sprænges ting i luften i denne indledende mission, hvilket blot er lille en forsmag på, hvad James bliver udsat for i resten af sit eventyr.
Efter denne hæsblæsende appetizer skal vi en tur forbi MI6 og roses for vores indsats, og her tilbydes vi en plads i det genåbnede 00-agentprogram, der af forskellige årsager har været lukket ned i nogle år. Dernæst følger en tur i bootcamp på Malta, der i bedste montage-stil fungerer som introduktion til bevægelse, klatring, nærkamp og knockout-evner samt færdigheder med skydevåben og bilkørsel i høj hastighed. Det gælder i høj grad om at være forberedt, når man skal være hemmelig agent, og derfor var Islandsturen vigtig, da der let kan gå et par timer med træning, før man for alvor får en pistol i hånden igen.
Det gør dog ikke så meget, da hele træningsdelen som sagt er en fantasifuld tilgang til den obligatoriske tutorial for denne slags spil, og selvom den godt kan føles lidt (for) lang, så er det en vigtig brik for at forstå James’ tidlige udvikling. Det samme gælder hans efterfølgende tur forbi Q-Lab, hvor alskens fantasifulde agentdimser skal testes og kan tages med i felten. Der er tusind ting at pille ved og kigge på, men den vigtigste dims er uret, som Q udstyrer James med – Q-Watch. Det er en schweizerkniv af et ur, som bl.a. kan affyre pile, der enten giver kvalme eller blænder målet i et stykke tid, så man lettere kan undgå dem – eller tage dem helt ud af spillet med en knockout. Det kan også bruges til at aktivere alskens elektronik og forvandle det til dødsfælder ved berøring eller blot for at lokke vagter væk fra deres poster. Uret får nye funktionaliteter i løbet af spillet, og det er ingen underdrivelse at sige, at IOI satser hele butikken på dette ur, hvilket både har sine fordele og ulemper.
At man bruger uret konstant er ganske vist tro mod agenttemaet, men det bliver også en slags rettesnor, der på den positive side er med til at skabe den filmiske James Bond-stemning, men som i samme åndedrag godt kan føles som en begrænsning for spillerens udfoldelsesmuligheder. Selvom der ofte er mere end én mulighed for at løse mange af de agentopgaver, som James stilles overfor, er balancen mellem fri leg og narrativt drevet progression svær – og i First Lights tilfælde tipper vægtskålen mod sidstnævnte – for ellers kommer historien jo ingen vegne.
Det gælder også i de få og for stramt styrede køresekvenser, der desværre figurerer alt for fremtrædende i trailers. Skru også forventningerne lidt ned til nærkampene, der på trods af et forholdsvist dybt kampsystem oftere handler om at gribe fat i modstanderen og trykke firkant, indtil han er groggy nok til at blive slået bevidstløs – i hvert fald har det virket fint for mig på den normale sværhedsgrad. Føler man sig lidt fanget af den usynlige snor, kan man også bare konfrontere fjenderne med sine næver, hvorefter spillet hurtigt degenererer til et punkt, hvor våbenbrug gives fri, men elsker man IOIs Hitman, vil man jo gerne forsøge at være den usynlige dræber, der smyger sig uset gennem mængden. Og i den henseende fremstår IOIs ellers så fantastiske og detaljerede sandkasser paradoksalt nok begrænsende til tider, selvom der som sagt er noget plads til leg.
Det er ikke en decideret dealbreaker, men det er aspekter af spillet, som købere bør tage med i sine overvejelser. Der er heldigvis ikke en finger at sætte på hverken det grafiske eller tekniske, mens historien er både spændende og klassisk James Bond og skuespillet lige i øjet. Det er også en stor, personlig glæde, at man har fået Lana Del Rey til at skrive et forrygende titelnummer, der akkompagnerer den lige så klassiske 007-intro, og ellers benyttes variationer af det kendte tema til stor effekt gennem hele spillet.
Som rosinen i pølseenden har IOI inkluderet en meget Hitman-inspireret modus til spillere, der gerne vil have mere Bond efter endte rulletekster: TACSIM. Her kan man træne og teste sine evner i forskellige scenarier med skiftende kriterier og våben, altimens man stiger i graderne og får adgang til nye våben, dimser og tøj. IOI har desuden offentliggjort, at der vil komme ekstra TACSIM-scenarier centreret omkring bilkørsel senere, hvilket jeg bestemt glæder mig til at se nærmere på.
Samlet set er der altså tale om en velproduceret oplevelse, der både vil tiltale fans af James Bond og Hitman. Visse aspekter af gameplayet falder lidt mellem to stole, men IOI forvalter Ian Flemings arv med stor respekt, og TACSIM løfter akkurat helhedsoplevelsen op på den femte stjerne, hvorfor der selvfølgelig ikke burde herske nogen tvivl om, at James Bond will return.
