Gears of War 4

Gears of War er sammen med Halo en af de mest succesfulde franchises på Xbox, og lidt på samme måde har den også levet en lettere omtumlet tilværelse med forskellige udviklere. Trilogien er udviklet af Epic Games med head honcho Cliff Bleszinski i førertrøjen. I Gears of War: Judgement fik Epic Games hjælp fra polske People Can Fly (dem med Bulletstorm), som allerede havde stået for pc-versionen af Gears of War og co-udviklet toeren. Spillet markerede også slutningen på en æra som det sidste spil på Xbox 360, og det sidste med Epic Games ved styrepinden.

Mange havde forventet, at People Can Fly skulle føre serien videre, men opgaven landede i stedet hos Microsoft Studios (Black Tusk) i Vancouver, der straks benyttede anledningen til at skifte navn til det mere passende The Coalition. Deres første opgave var at genudgive Gears of War på først Xbox One og sidenhen pc i en ultimate edition. Det gik nogenlunde fornuftigt, omend spillets alder ikke lod sig fornægte. Det skulle have været en demo af fordelene ved DirectX 12, men i stedet viste det, at man ikke bare kan tage ti år gammel kode, smide det i en DX12-wrapper og forvente mirakler.

Og nu er tiden så endelig kommet til Gears of War 4.

En ny begyndelse

Det er 25 år efter Emergence Day. Krigen mod Locust er for længst vundet, men prisen for sejren var høj. Planetens forsyning af fossile brændstoffer er væk, og klimasystemet er gået komplet bananas med altødelæggende tordenstorme (Windflares) til følge. Befolkningen er blevet reduceret til få hundred tusinder individer, så for at sikre deres overlevelse har COG enerådiget besluttet at indhegne dem i store byer og erklære undtagelsestilstand på ubestemt tid.

Uden for murene finder vi oprørerne, og blandt dem spillets hovedperson James D. Fenix, som, de kvikke nok allerede har gættet, er Marcus Fenix’ søn. Vi møder ham og hans to venner Del og Kait, mens de er ved at stjæle en såkaldt fabricator (replicator, hvis det havde været Star Trek) fra en COG-installation. Noget, som ikke er med til at øge deres, i forvejen ret begrænsede, popularitet hos premierminister (diktator) Jinn og hendes hær af skydegale robotter.

Historien er glimrende, og den støttes af velskreven dialog og dygtige skuespillere. Liam McIntyre (Spartacus) lægger stemme til J.D., Laura Balley spiller den temperamentsfulde Kait og Eugene Byrd (kendt som den sorte assistent i Bones) står for Dels endeløse strøm af sarkastiske og galgenhumoristiske bemærkninger. Snakken flyder lystigt ping-pong frem og tilbage, og selv om omstændighederne er alvorlige, og vores tre venner er i konstant livsfare, så er stemningen på en måde mere lys og munter end i de tidligere spil. Måske fordi de trods alt ikke er krigshærgede veteraner (endnu).

Gears of War 4 er stadig den samme tredjepersons cover-shooter som for ti år siden med en styring, der på samme tid er lettilgængeligt og utroligt dybt. Alle kan være med på letteste sværhedsgrad, men hvis man skal klare sig mod de bedste i multiplayer eller på insane, så er man nødt til at beherske de mere avancerede teknikker, hvor man ved at cancelle cover-animationen kan udføre lynhurtige 180 graders vendinger og score one-hit kills med Gnasheren.

Spillet starter stærkt med tre flashbacks før, under og efter E-Day, men herefter går det i stå. Det er såmænd ikke fordi, der mangler action, men kampene er bare monotone og ekstremt kedelige. Der er ingen afveksling i hverken omgivelser eller fjender, og man skal kun gå få meter, før man bliver angrebet af en ny bølge af identiske fjender. Det er den samme kamp på repeat, om og om igen. Det bliver dog bedre fra slutningen af anden akt, når man møder spillets hovedfjende. Kampene får mere nerve, og gameplayet udvides med køresekvenser, bosskampe og et element af tower defense.

Jeg har sjældent spillet et spil, hvor fjenderne har gået mig så meget på nerverne. Nogle er hurtige og derfor svære at ramme, andre er regulære bullet sponges, og så er der de fordømte Snatchers med et modbydeligt langdistanceangreb og en irriterende evne til at hoppe en halv kilometer og fortære ens avatar i en enkelt mundfuld, hvorefter det er game over, hvis ikke vennerne hurtigt kommer til undsætning. Jeg var tæt på at lægge controlleren med et dybt suk, da jeg mødte nummer tre i rap. I det mindste er det en udsøgt fornøjelse at se dem eksplodere i en sky af indvolde og materie, efter man har pumpet dem fulde af bly eller motorsavsmassakreret dem.

Grafik og lyd helt i top

Seriens ikoniske Lancer er gennemgående for hele spillet, mens de sekundære våben efterlades af de dræbte fjender. Der er (nye og gamle) variationer over automatrifler, shotguns og snigskyttevåben samt en håndfuld mere eksotiske (og sjældne) våben. Med ammunitionens begrænsede tilgængelighed, opfordres (tvinges) man til at variere sit spil, lige som vi kender det fra Halo. Det er på sin vis meget fint, men det har den negative konsekvens, at man ikke kan bruge sine favoritter. Jeg blev f.eks. hurtigt glad for Embar-riflens høje præcision og slagkraft, men den findes kun meget sporadisk uden for spillets første to akter.

Gears of War 4 understøtter crossplay mellem pc og Xbox One både i kampagnen, co-op og multiplayer. Den smule multiplayer jeg har spillet, har fungeret gnidningsfrit. Det har været let at finde et spil, jeg har ikke oplevet lag, og jeg blev matched med folk på samme niveau i Horde mode. Før man kan spille versus modes (Deathmatch, King of the Hill, Warzone osv.), skal man spille fem placeringskampe, hvilket er et helt fint koncept for at opnå jævnbyrdige kampe.

Horde mode er blevet klassebaseret (Soldier, Sniper, Scout, Heavy og Engineer). Hver klasse har et sæt skill cards (perks), der passer til klassens stil. Ingeniøren kan f.eks. købe sentry guns billigere, soldaten har øget damage boost ved active reload osv. Der er naturligt nok fordele og ulemper ved hver klasse, så det er vigtigt både at finde en klasse, der passer til ens spillestil, og sørge for en vis diversitet på teamet.

Derudover er der kommet en ny multiplayer mode kaldet Arms Race, hvor hvert hold kæmper med det samme våben. Det giver nogle meget afvekslende kampe, hvor strategien konstant skal tilpasses det våben, man har. Snipers foretrækker at campe langt fra fjenden, hvorimod folk med shotguns i sagens natur er nødt til at komme tæt på osv. Våbnene skiftes for hvert tredje kill.

Grafikken er på højde med de allerbedste triple-A spil som f.eks. Uncharted 4 og Rise of the Tomb Raider. Omgivelserne er meget varierede og flot realiseret, hvad enten det er inden for murene i den højteknologiske by, de støvede katakomber, den forladte mine langt under jorden eller ruinerne fra en tabt civilisation, der bades i månens blege lys. Windflares raserer og sender alt, der ikke er tonstungt eller solidt boltet fast til jorden, i hovedet på både venner og fjender. De avancerede lys- og skyggealgoritmer giver flere scener et næsten fotorealistisk skær over sig, og jeg vover pelsen og kalder det en teknologisk milepæl og et udstillingsvindue, for hvad vi kan forvente af Unreal Engine 4 i fremtiden.

Soundtracket er komponeret af Ramin Djawadi, der på trods af sit ikke-vestligt klingende navn er tysker. Han er nok mest kendt for temaet til Game of Thrones, men han har også stået for musikken til Iron Man og Pacific Rim samt nogle af de nye tv-serier som The Strain og West World. The Coalition har således valgt en komponist fra øverste hylde, og det klæder virkelig spillet. Man kan let genkende hans karakteristiske stil, selvom musikken er forholdsvis afdæmpet, måske endda underspillet. Soundtracket er stemningsfuldt uden at tiltrække sig opmærksomhed, men den har en tendens til at blive overdøvet af monstrenes skrig og skrål, motorsavens hvinen og de tunge eksplosioner.

Close but no cigar

Gears of War 4 er uden for enhver tvivl den bedste UWP-udgivelse set fra et teknisk synspunkt, og det giver et håb for både UWP som platform, DirectX 12 og Microsofts Play Anywhere-koncept, hvor tidligere Xbox-eksklusive serier gøres tilgængelige på pc. Der er rig mulighed for at stille på de grafiske parametre (en lækker detalje er, at man kan se, hvordan hver indstilling påvirker CPU, GPU og VRAM), og derudover understøttes dynamisk skalering, hvor grafikmotoren kan reducere skærmens vertikale opløsning for at opretholde en stabil frame rate. Den indbyggede benchmark giver et lidt for optimistisk billede af spillets reelle performance i worst case-scenariet, men det er en fin måde at skyde sig ind på den optimale opløsning.

Multiplayer på Xbox One er 60 fps, hvorimod kampagnen er låst til 30 fps. HDR er igen begrænset til Xbox One S, hvilket er lidt uforståeligt, eftersom der ikke burde være noget teknisk i vejen for at understøtte det på pc. Spillet er generelt veloptimeret og moderne mid-range kort (RX480 og GTX1060) kan jf. diverse benchmarks trække det nogenlunde stabilt i 1080p @ 60 fps. Jeg spillede det i 2844×1600 @ 60 fps på ultra og med dynamisk skalering slået til, og kun i ganske få tilfælde i slutningen af spillet faldt frame raten til under 60 fps. Jeg har en Intel Core i7-6700K @ 4,6 GHz, Nvidia GTX1080 @ 2 GHz og 16 GB RAM.

Hvis vi for en stund ser bort fra at cutscenes ikke afspilles flydende i 60 Hz, lidt for meget backtracking og at Windows Store tog ti minutter om at installere en 390 MB stor patch, mens den tæskede min SSD med 2×110 MB/s, så er der intet at udsætte på hverken teknikken eller præsentationen. Jeg er ikke helt tilfreds med, at der går flere timer før spillets kampagne kommer op i omdrejninger, men i det mindste slutter den i et sjældent højt crescendo, og det skulle undre mig, hvis ikke dette er starten på en ny trilogi med J.D. Fenix og Co. i centrum. Alt i alt er jeg lettere begejstret, men ikke helt oppe at ringe.