Marens Blog
Jeg er ikke typen, der læser blogs. Jeg synes generelt ikke, det er specielt interessant at læse om folks mere eller mindre tilfældige lommefilosofiske betragtninger. Antallet af blogs jeg læser fast kan derfor tælles på én enkelt finger. Den handler hverken om hifi, surround sound eller computerspil, som de, der kender mig, måske kunne forledes til at tro. Den handler heller ikke om løbetræning eller gear og gadgets. Nej, Marens Blog handler slet og ret om Maren Uthaug, hendes tre børn Kamille, Mynte og Anemone, kæresten Allan og deres hund, kanin og øvrige firbenede medlemmer af familien, som jeg lige har glemt. Det lyder godt nok provinsielt og søvndyssende kedeligt, tænker du nok for dig selv lige nu, men det er det ikke. På ingen måde. Det er faktisk noget af det sjoveste, jeg har mødt på (og uden for) internettet – herunder omfattet Penny Arcade, Steen og Stoffer og Dilbert.
Maren er i følge hende selv halvt samisk, halvt norsk og ret dansk. Hun debuterede i 2013 med romanen “Og sådan blev det” og tegner desuden fast tændstikmænd og -kvinder på Politiken. Jeg følger ikke med på grund af deres betalingsmur, men heldigvis bliver en del af tegningerne genudgivet på hendes blog. Jeg mødte hende for første gang i november 2014, da min skribentkollega Peter Juul anmeldte hendes seneste bog: “Den lyse side“. Siden da har jeg været i gang med at læse hendes blog i kronologisk orden, og jeg har sågar registreret en konto hos Bloglovin for at få besked om nye indlæg. Det virkede som en god idé på tidspunktet, men i praksis har tjenesten vist sig at være uanvendelig i forhold til mit brugsmønster. Det betyder dog ikke så meget, for uanset advisering eller ej så er Marens Blog blandt en håndfuld udvalgte sider, som jeg automatisk besøger mindst en gang om dagen.
Humor er et centralt element, og hvad enten hun tegner eller skriver, så er det med et humoristisk glimt i øjet. Jeg er vild med hendes ligefremme måde at kommunikere på, og hun formår at bruge ord, som man normalt ikke forbinder med kvindelige skribenter, uden at det virker vulgært eller som et forsøg på at provokere. For eksempel da hun fik et nyt dankort og skulle huske koden.
Mine huskeregler for koder og andre ting er altid noget med sex. Helst så perverst og klamt som muligt – den eneste måde min hjerne gider huske det på. Går heller ikke af vejen for at bruge dyr. Eller fæces. Nå. Men det er jo besværligt med sådan en nyt kort. Alle faste betalinger bliver stoppet og pludselig kan jeg hverken se film, købe musik, gå til yoga og alt muligt andet – uden først at skulle lede efter pung, lede efter kort i pung, endelig finde kort, tænke hvorfor fuck er der ingen der rydder op i den her lortepung og hvorfor har jeg kvitteringer fra 1987, taste taste nyt nummer og så taste taste igen, fordi jeg taster tal, som gjorde jeg det med en pind i panden.
Maren har en unik evne til at tage helt almindelige hverdagssituationer og give dem et twist af humor, selvironi og af og til en løftet pegefinger, uden at det bliver kvalmende eller moraliserende. Som den gang hun blev sur på Cult.
Det er ikke fordi jeg har noget mod sex, pik og patter i reklamer. Det kan faktisk være en forfriskende komponent i en historie, men når det bliver udført som i dette tilfælde, bliver jeg træt. Og faktisk lidt trist. Altså, det kan godt være, jeg bare er en gammel kone og derfor ikke forstår mig på, hvad de unge vil have, men siger denne reklame ikke: ”Hej, vi hedder Cult og vi synes det er helt ok at misbruge unge piger”?!
Eller da det yngste afkom hjalp til med kvalitetskontrol af muleposerne.
Muleposerne er i god tyk kvalitet (ellers gad jeg ikke selv have dem) og har lang praktisk hank, så det er nemmere at slæ-æbe sine fire milliarder kilo indkøbsvarer hjem. Anemone har testet om man kan trække en mulepose efter sig på grusstien gennem hele Frederiksberg Have – og det kan man godt. Den er ret brun bagefter, men den går ikke i stykker af det.
Jeg er formentlig ikke en del af Marens mest oplagte målgruppe. Faktisk er mit liv nok på mange måder diametralt modsat hendes, men det forhindrer mig ikke i at synes, at hendes blog er tæt på den bedste opfindelse siden skiveskåret rugbrød. Hun er ofte leverandør af dagens første grin, når jeg tjekker hendes blog om morgenen. Anbefales varmt.
Sprognazi
http://marensblog.dk/din-min-hans-og-sin/