Doom: The Dark Ages

Jeg må starte med en indrømmelse. Det er virkelig svært for mig at skrive noget interessant om Doom, som ikke allerede er blevet sagt eller skrevet tusind gange før. Samtidig har serien måske spilhistoriens tyndeste plot, og man behøver egentlig blot vide, at der er dæmoner fra helvede, som skal lide en grufuld død for enden af din boomstick. So far, so Doom.

Det er et koncept og en instruks, som har båret det ene Doom-spil efter det andet til succes gennem de seneste 30 år, og selvom enkelte kapitler i sagaen (Doom 3, jeg kigger på dig) har delt vandene, så er det en universel sandhed for skydeglade gamere, at Doom er “En God Ting (TM)”. Gameplayet har altid stået klokkeklart og garanteret for en festlig stund, enten mod helvedes skabninger eller mod ens venner online eller i link, som var min svogers og min foretrukne multiplayer-form.

De første spil i serien er nok også dem, som folk har de bedste minder fra, og selvom Doom 3 var en finansiel succeshistorie, skulle der alligevel gå hele 12 år, før det næste spil udkom. Det hed slet og ret Doom (igen), og det var både en reboot af serien og – set i bakspejlet – første spil i dén trilogi, som The Dark Ages nu fuldfører. I modsætning til det andet spil (Doom Eternal fra 2019), der foregik i forlængelse af Doom fra 2016, er der denne gang tale om en form for origin story, der foregår længe inden de to første spil i trilogien.

Historien er dog lige uinteressant i alle tre spil, og det er i stedet værd at fremhæve udviklernes fokus på et mere rytmisk gameplay, hvor man ved hjælp af farvekoder og forskellige typer (mod-)angreb nedslagter horderne på en mere strategisk måde end i de klassiske Doom-spil. Det gælder således om at mørne fjenderne først, hvorefter man kan sætte ind med såkaldte Glory Kills, der både dræber fjenderne og belønner spilleren med energi, skjold og ammunition, så man er parat til næste opgør.

Dette gameplay-loop er blevet ændret en smule denne gang, så man i stedet for at angribe fjender, der blinker i en bestemt farve, nu bruger en mere defensiv måde at gøre dem modtagelige overfor angreb på. Vores kære Doom Slayer er nemlig udstyret med et skjold, der kan sende projektiler og andet skyts tilbage i hovedet på afsenderen, som derved efterlades mere sårbar, end hvis man blot pumpede bly ind i misfostret.

Og så kan man ellers sætte ind med spillets coup de grâce! Skjoldet kan nemlig låses fast på fjenderne, hvorefter man ved tryk på en knap nærmest teleporteres derhen (eller op, eller ned!). Her kvitteres med en ordentlig én på sinkadusen – eller tre, hvis man har fået opladet sit knynæve eller morgenstjerne.

Når man ikke er i kamp, kan skjoldet bruges mod markerede steder i universet, som typisk åbner op for nye (gen)veje i universet, foruden adgang til hemmelige områder, der ofte gemmer på guld og ædelstene. Da det er valutaen til opgradering af ens våben, kommer man ikke udenom at skulle udforske omgivelserne, og spillet kræver derfor et vågent øje på kortet, der dog ofte viser placeringen af disse ressourcer, så man ikke skal lede helt i blinde.

Arsenalet består af alternativt udseende udgaver af de kendte og elskede våben, og de kommer alle i to varianter, der (typisk) enten favoriserer præcise eller spredte skud. Mine personlige favoritter har alle dage været plasmariflen og raketstyret, og de skuffer da heller ikke i denne ombæring, selvom de fleste bringer et smil på læben, når de for fuld udblæsning slagter dæmoner i alle afskygninger. Men skjoldet er altså stadig stjernen!

De højintensive skududvekslinger og den tilfredsstillende udforskning af de store baner brydes i ny og næ op af sektioner, hvor man enten styrer en kæmpemech i nævekampe mod tårnhøje dæmoner eller flyver rundt på ryggen af en drage. Begge dele er hyggelige tidsrøvere, men de vinder ingen priser for nytænkning, og alt det sjove foregår altså nede på jorden, så jeg vil blot nævne, at disse sektioner altså findes.

Flot ser det også ud fra start til slut, og selvom rød er en udbredt farve, så kommer vi gennem et væld af særprægede lokationer, omend arkitekturen har en tendens til at gå igen – gotikken har ikke levet forgæves, må man sige. Det vigtigste er dog, at det hele kører aldeles flydende, hvilket også er et must, når man stormer rundt i en arena med 50+ fjender, der alle forsøger at blæse éns hjerne ud.

Plottet er muligvis uinteressant, men underholdningsværdien er stadig i top, og jeg elsker vekselvirkningen mellem action og udforskning, så man lige kan få pusten og koncentrere sig om noget andet, inden det går løs igen. Selvom en vis portion metaltræthed meldte sig godt 3/4 gennem spillet, så må jeg i bakspejlet alligevel konstatere, at The Dark Ages grundlæggende holder, hvad det lover. Det er jo Doom!