Donkey Kong Bananza

Højt at kravle, dybt at smadre

Indrømmet, jeg har aldrig været den største fan af Nintendos famøse gorilla. Donkey Konga-spillene til GameCube var den store undtagelse fra reglen, men derudover har jeg, formentlig ganske uretfærdigt, aldrig været særligt interesseret i at spille de mange titler med Donkey Kong, selv om han har været hovedperson i et betragteligt antal efterhånden. Ganske vist blev jeg imponeret over den 3D-renderede grafik, da Rare tog sig af Super Nintendo-spillene, og på Nintendo 64 var det også fint nok med både kart-ræs og platformsspil, men i sidste ende har Donkey Kong nok primært været synonym med den irriterende tøndeslyngende skurk for mig. Det var en del af årsagen til den begrænsede begejstring fra min side, da den første trailer til Switch 2s Donkey Kong Bananza dukkede op i en Nintendo Direct. Jeg havde også svært ved at se det interessante i, at man kunne ødelægge omgivelserne, og jeg mistænkte på kynisk vis, at det var tænkt som en slags teknologidemonstration, der skulle vise, hvad hardwaren nu var i stand til.

Min indledende apati blev dog hurtigt skubbet til side, da jeg læste reaktionerne på Nintendos Donkey Kong Bananza-Direct, som fik mig til at tage et kig. Jeg var kun halvt igennem videoen, da jeg besluttede mig for, at spillet så så interessant ud, at jeg ville spille det, samt at jeg hellere ville overraskes i selve spillet i stedet for at få for meget afsløret på forhånd – og der blev vitterligt afsløret meget!

Lever spillet så op til forventningerne? Ja, det må man i den grad sige. Ikke alene er spillet temmeligt stort og indholdsrigt for et platformsspil. Det har også en grad af variation, så man næsten bliver helt svimmel – og man kan argumentere for, at Donkey Kong Bananza gør for Nintendos platformsspil hvad The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom gjorde for Legend of Zelda: Breath of the Wild. Holdet bag Super Mario Odyssey står bag Donkey Kong Bananza, og det føles i høj grad som om, det udbygger og forfiner opskriften på samme måde som Tears of the Kingdom. Et spil, der føltes som om, det leverede dobbelt så meget indhold som sin forgænger sammen med talrige forbedringer og ekstra frihed.

Undergravende virksomhed

Historien er ret skør, og uden at gå i detaljer, går spillet ud på at grave sig ind til jordens kerne, hvilket den smågale Void Kongs minefirma også prøver på. Det giver en ret skæg modsætning til det første Donkey Kong, hvor spørgsmålet var “How high can you get?”. Den vigtigste nye mekanik er, at man kan ødelægge terrænet – næsten uden begrænsninger. Graver man rigtigt, rigtigt længe, støder man dog før eller siden enten ind i en ydre ramme eller vand. Man kan også rive dele af underlaget op, hvilket åbner for en række muligheder; man kan for eksempel bruge en klump fast jord som skjold, som våben eller til at surfe (meget midlertidigt) på, og mulighederne bliver til dels defineret af materialet. Når først man går i gang med at smadre, kan det være fristende at fortsætte, men det er egentlig ikke det, spillet lægger op til. Som erfaren spiller er det dog svært at lade være, fordi man hurtigt opdager, at der er belønninger at finde under jorden. Sætter man sig for at rydde det hele, bliver det dog et ekstraordinært langt spil, og det kommer også til at være langsomt. Når man først indser, at det ikke er så vigtigt at grave alt igennem og begynder at følge historien, bliver det til gengæld ekstremt underholdende. Det er af mange årsager sjældent, at denne aldrende anmelder føler sig hensat til sin barndom, men Donkey Kong Bananza formår at vække den barnlige glæde og undren på samme måde som Breath of the Wild gjorde det. Der er altid noget i horisonten, der lokker. Altid et hint om noget fristende. Altid en grund til at fortsætte. Ja, Donkey Kong Bananza er smaddergodt.

Den titulære Donkey Kong er en fåmælt karakter, men han får hurtigt selskab af Pauline, som til gengæld har en del at sige – og at synge. Paulines sang kan startes når som helst, og viser vej til næste sted, hvor historien fortsætter. Sangen er samtidig nøglen til at fjerne materialet, der ellers ikke kan ødelægges af Donkey Kong, som Void Kong spreder på sin vej. Pauline er i dette spil 13 år gammel og både lidt fjollet og usikker på sig selv, men som figur er hun lige så gammel som Donkey Kong selv, da det var hende Mario oprindeligt skulle redde som Jumpman i 1981. Både Pauline og Donkey Kong er utroligt charmerende og velanimerede i spillet. Donkey Kong har endda komisk overdreven animation, der leder tankerne hen på Looney Tunes i de små filmsekvenser, men både den almindelige bevægelsesanimation og pauseanimationer er imponerende vellykkede og varierede, og der er en fotomodus, hvor man kan slå sig løs med filtre, fokus og andet godt.

Verdener indeni verdener

Jules Vernes fantasi var imponerende i Rejsen til jordens indre, men Donkey Kong Bananza er som Vernes historie udfoldet igen og igen gennem talrige baner. Når man bevæger sig fra et plan til det næste under det, kan det være en fortsættelse af det samme tema, mens der andre gange er tale om enkeltstående områder – og længden på dem er aldrig til at forudsige. Det er derfor også vanskeligt at få en fornemmelse for hvor langt, man egentlig er nået i spillet uden at snigkigge på baneoversigter på nettet. Kan man dy sig, er det dog en bedre oplevelse, for variationen i størrelse og planer er med til at gøre spillet til en kontinuerlig serie af overraskelser.

De enkelte planer er spækket med ting at finde. Både bananer, fossiler og guld, som man bruger til at købe tøj, der hjælper med at klare sig igennem bestemte udfordringer og egentlig fungerer som rustningen i et rollespil. Her har tøjet dog også en sekundær funktion; det er visuelt sjovt at se på, og jeg kan sagtens forestille mig nogle blive så grebet af det, at de vil samle den komplette garderobe med farvekoordination mellem Kong og Pauline. Efterhånden som man spiller igennem banerne, åbner man op for genveje og “teeleporters” (ja, som i “ål”), så man let kan gennemsøge tidligere baner for fossiler, bananer og så videre. Bananerne giver skill points, som både kan bruges på basale ting som ekstra hjerter eller hvor hårdt Donkey Kong slår, men undervejs låser man op for den titulære bananza-mode, hvor Kong midlertidigt får nye kræfter, og her kan man tilkøbe sig ekstra tid og flere evner. Man behøver som sådan ikke at købe det hele, men det gør trods alt eventyret lidt lettere. Bananerne er da også spillets store fokuspunkt for Donkey Kong, og antallet af begejstrede “OH BANANA!”-udbrud, man hører i løbet af spillet, grænser til det komiske. Derfor er man altid på udkig efter den næste banan – uanset om den kommer fra en boss-kamp, en hemmelig hule eller er begravet under jorden. De allerbedste er dog de, der er bundet til mini-banerne, som man finder porte til på de forskellige planer. De er alle hurtigt overstået (typisk et par minutter eller mindre) og lægger sig ofte op ad de seneste ting, man har lært i spillet. Også her er opfindsomheden overvældende, og der sniger sig en del hilsener ind til klassiske Donkey Kong-titler – også de 2-dimensionelle af slagsen. Det er dog ikke så dovent som simple genskabte baner, men i stedet overførsel af Donkey Kong Bananzas nytilføjelser – blot set fra siden. Man bliver også udsat for ting, man ellers ikke støder ind i, som for eksempel baner på skinner med en slags skydegalleri (dog uden egentlige våben da spillet holder den familievenlige tone hele vejen).

Nedad, allesammen!

Familier kan da også hygge sig sammen om spillet. Dels er der mulighed for at slå asisst mode til, hvor man hele tiden kan se, hvor man skal hen uden at konsultere kortet, hjerter regenererer løbende og man mister mindre guld, hvis man dør. Erfarne platformsspillere kan dog snildt holde sig til normal, da Donkey Kong Bananza ikke er et specielt vanskeligt spil, og det er samtidig gavmildt med checkpoints. Derudover er der også mulighed for at have en spiller to, der hjælper til (eller eventuelt undergraver). Spiller to styrer Pauline, som dels kan råbe og kaste med forskellige materialer. Det er en noget speciel oplevelse, for kameraet styres i fællesskab af spiller 1 og spiller 2, hvis begge har en fuld controller, men man kan også spille med to joy-cons, hvor det giver lidt mere mening, at den ene er ansvarlig for kameraet – og her er det muligt at styre Pauline med den nye muse-modus. Pauline kan kopiere materialer, og hendes råb bliver til fysiske objekter i spillet baseret på materialet. På den måde kan hun være en stor hjælp (eller hinder) under boss-kampe.

Nintendo er også gået langt for at sikre, at man kan spille sammen. Man kan bruge GameShare til at streame spillet til en Switch 1, hvis man er på samme netværksforbindelse. Har man to Switch 2, kan man bruge GameChat til at streame spillet over internet, og det virkede sjovt nok lidt bedre her, end at streame til Switch 1, selv om Switch 2 var koblet til routeren med kabel og Switch 1 var tæt på routeren via Wi-Fi. Det var spilbart, men der var lidt hakkeri, når kameraet drejer, og af og til forsvandt et par frames. Medskribent Søren Vestergaard indvilligede i at teste via GameChat, og han kunne melde, at spillet kørte flydende, selv om det så ud til at køre med lidt lavere opløsning, og hvis der skete rigtigt meget på skærmen, kunne opløsningen falde yderligere, men det var, trods dette, en fint spilbar oplevelse.

Udover at styre Pauline kan man også bruge musefunktionen i DK Artist, hvor man får lov til at hugge modeller ud af sten og male dem på forskellig vis som et meget simpelt 3D-modelleringsprogram.

Plettede bananer

Kan det virkelig passe, at der ikke er noget at kritisere? Det er tæt på. Selv om grafikken er utrolig flot, kan man opleve korte dyk i opdateringshastigheden. Spillet falder fra de 60 billeder i sekundet, som holdes i omkring 98% af spillet, til halvdelen under særligt intense øjeblikke. Selv om jeg virkelig ikke er fan af så drastiske skift i opdateringshastigheden, og man helt sikkert registrerer det, var der kun ét tilfælde i hele spillet, hvor det var lige ved at påvirke gameplayet i mærkbar grad, og det var kun fordi det kom lidt ud af det blå på et tidspunkt, hvor der både var is og en smal sti. Selv om man kan undre sig over løsningen, især på en håndholdt med mulighed for variable opdateringshastigheder, når man spiller håndholdt, er min vurdering, at jeg nok vil foretrække denne løsning på TVet frem for ujævne opdateringshastigheder eller tearing – især når det sker så sjældent, som det gør.

Det andet aspekt er kameraet, og det hænger sammen med, at man rent faktisk kan bevæge sig ind i omgivelserne. Det giver selvsagt en teknisk udfordring, for holder man kameraet på fast afstand, må man vise spilleren som silhouet eller lignende, men hvis man ikke kan se, hvad man har gravet, er det umuligt at navigere. Alternativt kan man skifte til førsteperson, men det er også et drastisk valg, som medfører nye udfordringer med navigation. Det har aldrig fungeret godt til platformsspil. Derfor er implementeringen en variation på det faste kamera, men hvor det i nogle tilfælde rykker tættere på efter behov. Således kan man se inde i den tunnel, hvor man befinder sig, men man skal også gerne kunne ane omgivelserne. Det gør man ved at rotere lidt på kameraet, så man kan se andre områder, man har gravet i, samt ved at bruge et klap, der fungerer som sonar. Det gør, at man kan se ting, man kan samle op, samt eventuelle skjulte indgange. Det kræver lidt tilvænning at blive venner med kamerasystemet, og det skyldes selvfølgelig til dels, at spilkameraet mestendels har været et “løst problem” modsat 3D-spillenes tidlige dage. Men her har vi at gøre med et spil, der fundamentalt udfordrer, hvad et platformsspil er, og det medfører nye udfordringer, som jeg synes er løst så godt, som man kan håbe på. Det kan godt være, at det kan forbedres i en efterfølger, men jeg har ingen gode ideer til, hvordan det gøres bedre. Det skal dog også understreges, at kameraet kun kræver ekstra massage, når man giver sig til at grave, for når man bevæger sig rundt i verden på almindelig vis, fungerer det præcis lige så godt og let, som vi er vant til.

Det er sjældent, at der kommer et spil, som bare lokker mig tilbage igen og igen. Hvor timerne flyver afsted, mens jeg spiller, mens jeg bare vil se det næste – og det næste – og det næste. Donkey Kong Bananza falder i den sjældne kategori, og jeg er spændt på, hvor meget udviklerholdet kan tage med i det næste Super Mario-spil, hvis formen kommer til at ligne Super Mario Odyssey. Nintendo har altid været kendt for at levere kvalitet, men samtidig har visse røster også beskyldt dem for at spille de sikre kort og bare lave en nyere og lidt bedre udgave af de spil, de før har lavet. Men der begynder at tegne sig et mønster, hvor Nintendo formår at lave spil, der innovativt og stilmæssigt skubber til spilbranchens rammer, og jeg håber, at de kan holde godt fast i den store pose af tryllestøv, som tydeligvis må være dukket op hos dem.