Assault Android Cactus


Det er sjældent, vi har mange australske spil at tale om, men det her er helt sikkert værd at tale om uanset hvilket land det kommer fra.

Assault Android Cactus er det bizarre navn på et af de bedste actionspil i nyere tid. Det er en twin stick shooter med dynamiske omgivelser og en stil, der leder tankerne hen på en blanding af de bedste Capcom-spil på Dreamcast blandet med charmen fra nyere Nintendo-spil.

Androiden Cactus er spillets hovedperson, og historien i spillet handler om at stoppe en AI, der er løbet løbsk – med så meget vold som muligt. Det er trods alt en “assault android”, der er tale om. Cactus har to slags angreb; et hurtigt og et langsomt, men kraftigt. Lynhurtigt låser man op for flere androider, som man kan vælge at styre i stedet for Cactus, og de har alle forskellige våbentyper. Nogle har lasere, andre har sværd og atter andre har flyvende drone-blade. Nogle af de sekundære angreb har også en beskyttende effekt, og de relativt korte baner (og karakteren man får for sin performance) lægger i den grad op til at prøve effektiviteten af de forskellige androider af på de varierede fjende- og banetyper.

Det gælder dog ikke kun om at skyde alt, der bevæger sig, for androiderne kræver batteri, og de bliver smidt af skudte fjender med jævnemellemrum på lige fod med midlertidige power-ups. Fumler man for meget, risikerer man derfor at løbe tør for strøm, og det er den egentlige død i spillet. Bliver man skudt, ryger man bare et par sekunder på bagenden, og så kan man vende tilbage til kampen.

De tre typer power-ups er kraftigere våben, nedlukning af fjender og hurtigere bevægelse. Når man ser en power-up, vil farven angive, hvilken type den er. Hvis man har brug for en specifik type power-up, kan man vente nogle sekunder, hvorefter den skifter til den næste af de tre farver. Timing og strategi får derfor også en rolle i opsamling af power-ups. Fjenderne angriber i bølger, og banerne ændrer sig med jævne mellemrum, så man konstant må tilpasse sin taktik og vænne sig til banens rytme.

Apropos rytme har Assault Android Cactus også et af mine favoritlydspor i nyere tid. Den letteste måde at beskrive det på er Pendulum møder Machinae Supremacy. Med andre ord en heftig gang elektronik tilsat tung guitar og chip-tune-arpeggioer. Det har i lige så høj grad været mit soundtrack til arbejde som til spillet de sidste uger.

Når man har gennemført historiens 25 baner, som kan gøres på en aften eller to, låser man op for ekstra modes, som inkluderer daily drives (daglige udfordringer med kun ét liv og ét forsøg) og infinity drive, hvor det gælder om at holde sig i live så længe som muligt. Alle dele har egne highscore-lister, så man kan sammenligne med både venner og de bedste i verden.

Assault Android Cactus kan spilles med op til fire spillere i lokal co-op, og det er dejligt med mulighed for co-op med så mange spillere. De seneste år har det primært været spiller-mod-spiller i de mindre actionspil. Som en ekstra bonus kan man låse op for en masse ting med spillets egen virtuelle valuta, som man får løbende, når man spiller. Der er f.eks. en AI-hjælper, mulighed for at spille i første persons-perspektiv, et JJ Abrams-lensflare-helvede og en lille hoved-mode, hvor androiderne må nøjes med hoveder i normal størrelse.

Spillet har eksisteret længe til Windows, Linux og Mac, men for nyligt kom det også til PlayStation 4, og det er derudover på vej til PlayStation Vita og Wii U. Hvis du holder bare den mindste smule af twin stick-shootere, så bør du ikke snyde dig selv for Assault Android Cactus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.