Dirt Rally

5 Starsdirt_rally

Livet er hårdt og uretfærdigt. Velkommen til Dirt Rally.

Jeg elsker bilspil i alle afskygninger. Specielt dem, hvor fart er i højsædet. Følelsen ved at trykke speederen i bund og fræse derudaf med over 250 km/t taber aldrig sin effekt, og succesen af serier som Burnout og Need for Speed viser med tydelighed, at jeg ikke er alene på den front. Men da Codemasters udgav det første Colin McRae Rally til PlayStation i 1998, fik jeg en særlig kærlighed til netop denne undergenre – som qua spillet rent faktisk definerede sin egen genre. At turde køre hurtigt, vel vidende at man var få centimeter fra enten en klippevæg eller en afgrund, introducerede en god portion alvor til fornøjelserne. Samtidig var der var alt at vinde og alt at tabe ved at trække håndbremsen og lade bilens bagende pløje sig sidelæns gennem svingene i den perfekte bue uden at ramme noget eller nogen i vejkanten. Brems for tidligt og ens slutplacering blev kraftigt kompromitteret. Brems for sent og, ja, gæt selv.

Serien fortsatte gennem 00’erne med en håndfuld spil i Colins navn, men for godt ti år siden døde manden i en tragisk helikopterulykke, og nogenlunde samtidig tog spillene en drejning mod en mere arkadeorienteret oplevelse og dermed et bredere publikum. McRae-tilnavnet forsvandt, serien bevægede sig væk fra de støvede bjergveje i Grækenland, de snedækkede bakker i Sverige og de regnvåde landeveje i hjertet af Englands utæmmede natur. Nu drejede det sig om hurtige banebiler, der muligvis stadig smed rundt med sine bagender, men de gjorde det oftest på lukkede baner, hvor konsekvensen ved et sammenstød var minimal. Man tog chancer, man kørte rasende hurtigt, og man vandt løb på løb. Det var sjovt og underholdende, men det var at sammenligne med at tisse i bukserne, og de fleste af mine seneste Dirt-spil er da også hurtigt blevet forvist til skuffen, når jeg først havde gennemført dem.

Det kommer til at tage en del længere tid, før Dirt Rally lider samme skæbne.

Dyb koncentration i høj fart

dr_12Før vi går i detaljer, skal det slås fast med syvtommersøm: Dirt Rally et svært spil. Efter mange år med rallyspillenes svar på søbemad kræver det en usandsynlighed stor tilvænning at sætte sig bag rattet på plankebøffen, vi kalder Dirt Rally, og rent faktisk genfinde den koncentration, der er liv-og-død-nødvendig for blot at gennemføre et ræs. Her er ingen mulig tilbagespoling af løbet, når man kører i grøften, det koster 12-15 sekunder i straf at få bilen tilbage på vejen i disse tilfælde, og en genstart af det pågældende løb kan kun gøres et begrænset antal gange – og koster på præmiesummen. Man sidder derfor konstant og justerer på rat, fart, bremse og – ikke mindst – håndbremse, da ethvert bump på vejen kan være dét bump, der sender ens bil igennem et hegn eller ind i et træ, hvis man ikke har styr på retning og fart, når hjulene igen rører jorden. Koncentration og øvelse er det eneste, der tæller, og held forefindes kun i den udgave af ordet, der starter med U.

Præmiesummerne kan selvfølgelig benyttes til at købe bedre biler, men også leje af teknikere/mekanikere, samt udvikling af deres evner, er muligt – og tilrådeligt. Det kræver ikke en dyb forståelse at navigere denne strategiske del af spillet, men muligheden for at få repareret dele af sin bil bedst muligt mellem løb er altså værd at notere sig. Samtidig opgraderes bilerne automatisk ved brug, og man tilbydes yderligere parametre at fifle ved på selve bilen, foruden ting som bremser, affjedring, acceleration m.v., der er tilgængelige fra starten. Hverken det normale eller det avancerede setup af bilen er dog noget, man behøver at gå i dybden med, hvis man ikke gider. Uanset ens teknikeres spidskompetencer har disse som regel et forholdsvist godt bud på, hvordan bilen bør tunes for bedst at performe på den næste rute, og den indstilling er sat som standard.

Dirt Rallys kerne drejer sig igen om det traditionelle rally i bjerge, skove og markområder i alskens vejr og på forskellige tider af døgnet. Det er i disse mesterskaber, at man let kommer til at lægge de første 20-25 timers spil, før man kan kalde sig mesterkører. Det er også nogenlunde de timer, der skal til, før man bør gå online og udfordre nogle af de allerede yderst kapable modstandere, der i dén grad kan få voksne mænd til at græde. Jeg græd i hvert fald, hvorefter jeg skyndte mig tilbage til de fantastiske offline-ræs.

The name of the game

dr_11Det er således i Rally-mesterskaberne, at jeg hidtil har brugt et godt tocifret antal timer, og min karakter er hovedsageligt baseret på denne oplevelse. Øvelse gør nemlig mester, og kører man konsistent her, behøver man ikke nødvendigvis vinde alle etaper undervejs. Et mesterskab er sammensat af et antal etaper i hvert af de forskellige lande, hvilket altså betyder, at man ikke kan vinde, hvis man kun er trænet i én slags omgivelser. Stille og roligt bliver man dog mere familiær med de forskellige strækninger og deres vejrforhold, og – såfremt man husker at ændre kørestil mellem etaperne – kan man begynde at placere sig i top-fem. Der er dog intet så forbandet som en lang, lige strækning, hvor det klør i pegefingeren for at trykke på speederen, idet man så satser alt, hvilket let kan sabotere resultaterne fra de forrige løb. Fristelsen er stor, men disciplin er altså bydende nødvendig. Netop derfor gælder det også om at kende banerne grundigt, hvilket ens co-driver heldigvis hjælper med. Ja, selv med forudgående viden om strækningen, er det umuligt at klare sig godt uden hans vejledning, idet etaperne let kan være over fem kilometer lange, hvorfor det kan være ret svært at memorere layoutet.

Med en blanding af godt kendskab til bilen, overordnet kendskab til strækningen og dens beskaffenhed samt et godt øre til ens co-driver, begynder Dirt Rally at tage form som en ekstraordinær oplevelse, der godt kan krydse over til en decideret zen-oplevelse, når alt går op i en højere enhed. Det sker, når man kan give maksimal gas på de lige strækninger, bremse op i tide, trække håndbremsen og lade den højoktane djævel af en bil nærmest svæve sidelæns gennem et 90-graders sving, mens der er få centimeter i overskud mellem bagenden og yderkanten af svinget. Det er en følelse som få andre racerspil har givet mig, og den er utroligt vanedannende.

Ejer man et rat, er jeg sikker på, at denne følelse kan give endnu mere på “being there”-skalaen, men selv med en controller har jeg ikke et problem med at anbefale spillet, baseret på chancen for at nå de nævnte zen-øjeblikke. At spillet samtidig er noget nær det flotteste af slagsen til konsol, kører i 1080p og holder en stabil opdateringshastighed på 60fps godt 99% af tiden, gør nu heller ingen skade. En yderst fleksibel Replay-funktion, der let kan uploade til Youtube og Twitch, har jeg også lyst til at nævne, da det er en stor tilfredsstillelse at gense sit løb, når det hele kører som smurt, bogstaveligt talt. PC-ejere har jo haft glæde af spillet i en rum tid allerede, og det er endnu flottere til dén platform, men det er ikke en diskussion, jeg vil tage her. Gameplay’et er i hvert fald i top uanset platform, og det er det vigtigste.

Biler i alle afskygninger

De fem mesterskaber bevæger sig selvfølgelig opad i sværhedsgrad, og det giver samtidig lejlighed til at bevæge sig fremad i tid, hvad angår bilvalg og deres tekniske forbedringer. Der er biler fra 60’erne og op til i dag, hvilket også inkluderer de hidsige Group B-biler, der gav rallysporten et dårligt navn i firserne grundet flere ulykker, der involverede tilskuere. Der skal dog vindes et par løb, før man får råd til disse biler, og kun dyb koncentration og gentagen øvelse hjælper én her. Fik jeg nævnt, at spillet er hundesvært?

Rally-delen, som man altså let kan bruge over 20 timer på, udgør faktisk kun en tredjedel af hele spillet. Derudover har Codemasters nemlig fundet plads til både Rallycross- og Hillclimb-mesterskaber for alsidighedens skyld. Førstnævnte foregår på lukkede baner, men derfor skal man ikke tro, at de på nogen måde har de tidligere Dirt-spils tilgivende karakter eller er lettere end hovedspillets mesterskaber. Tværtimod. Jeg startede faktisk med at købe en billig Rallycross-bil og forsøge mig denne del af spillet, blot for at komme på 16.pladsen (ud af 16) fire gange i rad, hvorefter jeg tårevædet slettede min profil og startede forfra. True story.

dr_13Hillclimb er, som navnet antyder, et opadgående bjergræs i biler, hvis motorer favoriserer acceleration over topfart. Her tilbydes ingen billige startmodeller, så jeg har udfordringen til gode og kan derfor ikke fortælle yderligere om det her. Jeg værdsætter dog, at udviklerne har krydret den uforfalskede rally-oplevelse med både Rallycross og Hillclimb, men der er som sagt ualmindeligt mange timers underholdning i hovedspillet, så begge undergenrerne kan man undlade at tænke nærmere over, før man kan kalde sig rallymester – og de er derfor heller ikke inkluderet i min karaktergivning. Ej heller er muligheden for at kreere sine egne løb, hvilket virker som rent overskud fra udviklernes side, når man tager i betragtning, hvor meget de ellers har inkluderet i pakken.

Andenpladsen tilhører taberen

Jeg har kort stiftet bekendtskab med Sébastien Loeb Rally EVO, før Morten fik det til anmeldelse, og i min optik er der verdener til forskel på de to spil, på trods af alle lighederne, hvis man sammenligner deres kvaliteter på punktform. På intet tidspunkt oplevede jeg bare en snert af magi i Milestones rallyspil, mens jeg allerede i mit første Dirt Rally-løb kunne ane mestrene fra Codemasters arbejde hårdt for mig bag kulisserne. Det har bare den der atmosfære af je ne sais quoi, som kendetegner gode spil, der ofte går hen og bliver klassikere.

At jeg ikke lander på den absolutte topkarakter skyldes primært den høje sværhedsgrad. Den vil afskrække nogen, og den er da også stadig skræmmende for mig, hvilket specielt gør sig gældende på regnvåde og snedækkede baner. Om natten. Jeg får tårer i øjnene ved tanken. Har man dog den nødvendige kærlighed til genren, så er Dirt Rally utvivlsomt det bedste, markedet kan tilbyde på nuværende tidspunkt, så længe man bare er forberedt på at øve sig i mange timer, før man kan indtage podiumet. Men smilet er des større, når man endelig når dertil, for så har man virkelig fortjent det.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz