Mirror’s Edge: Catalyst

Mirror's Edge: Catalyst

Faith er tilbage! Lige siden forgængeren fra 2008, der over tiden er gået hen og er blevet lidt af et kulthit, har denne anmelder ønsket, at man genoplivede parkour i videospilform og gav Faith en ny chance. For selvom selve parkour-delen var glimrende, så var der et antal ikke uvæsentlige anker til spillets andre aspekter. Det var derfor med stor glæde, at udviklerne lovede både fan-service og nytænkning i gameplay’et, foruden en meget større sandkasse end tidligere at boltre sig i.

Da vi møder Faith denne gang, har hun siddet et par år i ungdomsfængsel, og vi træder i hendes løbesko på aftenen, hvor hun løslades. Hun er dog tynget af gæld, og samtidig savner hun at komme ud at løbe igen, så hun opsøger straks sin gamle arbejdsgiver, Noah, der samtidig har været hendes faderfigur gennem opvæksten. Hendes forældre blev nemlig dræbt, da hun var blot omkring ti år, og hun måtte derfor flygte med sin lillesøster, som hun også mistede samme dag.

Nok om historien, der selvfølgelig hurtigt udvikler sig til den klassiske David mod Goliath-kamp mellem Faith og hendes venner og det onde megafirma Kruger. Firmaet styres af Gabriel Kruger, og det skal hurtigt vise sig, at Faith og han har et personligt mellemliggende, der skal afklares, inden rulleteksterne kører. Hvis du har svært ved at placere handlingen i forhold til det første spil, så er det forståeligt, idet udviklerne har udtalt, at man skal se bort fra det første spil – Catalyst fortæller nemlig Faiths oprindelseshistorie.

Storbyen Glass er Faiths legeplads, hvor hun løber uhindret henover hustagene, hopper fra bygning til bygning og udfører alskens opgaver stillet af både Noah og tilfældige folk, der bare hænger ud på tagene. Som i ethvert sandkassespil er et utal af ting spredt ud over Glass, og både missioner og indsamling/ødelæggelse af disse objekter giver XP, som kan bruges til at åbne for Faiths arsenal af stunts og angreb. Ja, man har rent faktisk valgt at låse for spillets absolutte salgsargument, hendes fantastiske parkourevner, indtil man kan bevise, at man godt kan finde ud af at løbe og hoppe langt. Allerede her lugter spillet altså en smule af grinding, og det er desværre en følelse, som bliver siddende i resten af spillet. Missionerne ligner hinanden – specielt sidemissionerne – og selvom Glass er en flot by i stål og glas, så er den samtidig alt for kønsløs, idet mange af bygningerne ligner hinanden, og samtidig er mestendels mennesketomme.

Helt mennesketom er byen dog ikke, idet vagter fra Kruger dukker op overalt, og de prøver med alskens magt at stoppe Faith, hvorend de møder hende. Til at starte med tager man opgørene, men når man finder ud af, at udbyttet er for ringe i forhold til tidsforbruget, begynder man bare at spurte forbi dem. Det virker også lidt, som om udviklerne har fundet ud af, at man kunne fristes af at tage denne fremgangsmåde, idet vi fra tid til anden så kommer til opgør, som ikke kan undslippes, før den sidste vagt er fældet. Og det kan godt være en prøvelse. Nærkamp i førstepersonsperspektiv fungerede ikke helt godt i det første spil, og jeg må desværre konstatere, at det heller ikke er meget bedre i anden omgang. Jeg endte med at overvinde de fleste vagter med det samme angreb igen og igen, hvilket til dels – og paradoksalt nok – skyldtes, at jeg ikke havde samlet nok XP til at indkøbe nye angreb.

Udviklerne skal have ros for at skabe muligheder for at løbe gennem det meste af byen nogenlunde uhindret, hvor også brug af ziplines og (senere) en alsidig grappling hook, bryder den eventuelle monotoni ved blot at løbe og hoppe. Igen er det dog, som om udviklerne har set, at man ville blive træt af at løbe frem og tilbage på de samme strækninger, så vi er ikke langt inde i historien, før man får muligheden for at klare sidemissioner, der åbner for teleportering. Det er denne “halve” tilgang til hele spillet, der gør, at det mister sin sjæl, simpelthen ved at forsøge at gøre alle glade. Jeg har dog fået en god snes timers underholdning ud af at se historien til ende, men det virker desværre bare, som om udviklerne har forsøgt at krydse en masse features af på en tjekliste, og det har skadet spillet hos dem af os, der “blot” ønskede, at de fik bedre styr på nærkamp og gjorde parkourdelen endnu mere smidig. Den grundlæggende del af gameplay’et er nemlig i orden – det er bare alt det rundt om, som ikke rigtig tager form.

Min største anke er dog, at jeg bare tænkte “det var det” og tog spillet ud af maskinen, da jeg endelig nåede rulleteksterne. Jeg havde ingen lyst til at gå mere i dybden med hverken sidemissioner, multiplayer-udfordringer eller yderligere udforskning af Glass. Spillet er simpelthen alt for gennemsnitligt til, at jeg kunne få mig selv til at bruge mere tid på det, og det skal jeg være den første til at begræde. Nytilkomne kan måske finde magien i Faiths andet eventyr, men for dem af os, der nød det første bekendtskab med hende, må efterfølgeren siges at være en skuffelse.

<
>
Glass kan godt være smuk i det rette lys.

2 tanker om “Mirror’s Edge: Catalyst

  • 5. august 2016 at 14:19
    Permalink

    Fin anmeldelse, tak. Holder det første spil stadig? Jeg har det liggende i Steam, men har aldrig fået spillet det – er det noget værd efter så mange år, eller skal jeg bare glemme det?

    Svar
    • 11. august 2016 at 11:48
      Permalink

      Det første spil holder stadig, men har også stadig sine problemer mht. close-combat og styring. Hvorfor tør jeg så påstå dette? Min gode ven Mikkels søn Bertram på 12 har nemlig lige spillet det, og han er lige så tryllebundet i dag, som jeg var i 2008, når jeg hører ham snakke om det. Men det kræver som sagt lidt overbærenhed med styring…

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.