Driveclub VR

Driveclub VR Cover

Driveclub VR (DCVR) virker som et spil født til at få betegnelsen “blandet fornøjelse”.

Mens det almindelige PS4-spil Driveclub gik fra en kaotisk launch til en stort set perfekt poleret oplevelse, så er DCVR også lidt af et problembarn fra starten af. Aldrig har man på konsol været tættere på at føle, at man virkelig sidder i en mange millioner kroners sportsvogn. Og aldrig har det været mere udmattende. Lad os starte med det positive.

Da det blev annonceret, at DCVR ville være et separat spil istedet for blot en udvidelse til det eksisterende Driveclub, var der mange, der fik bange anelser. Det lugtede langt væk af, at DCVR ville være en skrabet udgave med færre features. Det er derfor ikke så lidt af en positiv overraskelse, at DCVR er næsten lige så omfattende som det oprindelige spil. Der er de samme lokationer med de samme bane-varianter, og de samme modes er tilgængelige i de samme lækre menuer. Det føles virkelig som det præcist samme spil. Altså lige indtil du sætter dig bag rattet.

Følelsen af at man rent faktisk sidder i en bil og ikke i sin stue, er virkelig overbevisende, når man bruger cockpit-kameravinklen. Det begrænsede udsyn, som jeg normalt finder irriterende, er lige pludselig en medvirkende faktor til illusionen. Jeg kører ikke en bil, jeg BEFINDER mig i en bil. Da alting er meget større og “tættere på”, end når man spiller på et tv, så lægger man pludselig mærke til alle de små detaljer ved bilens detaljerede interiør, såvel som snavs på ruden. Bakspejl og sidespejle går fra at være en sjov kuriositet til noget man konstant bruger, da de har dybde og er store nok til at man rent faktisk kan se noget brugbart i dem.

Dybde er et nøgleord, for i VR får man virkelig oplevelsen af, at den der Ferrari foran dig, den er lige DER to meter fra din kofanger. Det giver nogle ganske adrenalintunge øjeblikke, når en modstander skrider ud og hele dit synsfelt meget hastigt fyldes af 1,5 ton bilside, som du ikke kan undgå at støde sammen med. Indlevelsen er superb.

Ræs mod 6 andre modstandere. Sædejustering og kameravinkler demonstreres. Og modstandere køres af vejen

Hvad, der er knapt så superbt, er den tekniske side. Heldigvis ikke hvad angår performance, for her brillerer spillet med en framerate, der aldrig går under 60 fps, hvilket også er et must i VR. Antallet af biler i et løb er reduceret fra 12 til 7, hvilket sikkert har været for at holde performance konsistent. Det samme gælder det fantastiske dynamiske vejrsystem, som giver samtlige konkurrenter baghjul – det er komplet væk. Nu kan man sætte tid på dagen og hvor skyet det skal være, og det ændrer sig ikke igennem løbet. Det, der dog skærer mest i hjertet (og øjnene), er den grafiske kvalitet under løbet. Detaljegraden på stort set alt – bilerne, træerne, skyerne, græsset, asfalten – har fået en kraftig nedgradering.

Det kunne faktisk tilgives, hvis ikke det var fordi, der absolut ingen som helst anti aliasing er at finde i DCVR, og spillet har virkelig brug for det. Man ser konstant jaggies, uanset hvorhen man kigger. Værst er det i menuerne, eller når man beundrer en af de lækre biler. Jaggies er ekstremt tydelige i bevægelse, og i modsætning til et non-VR spil i lav opløsning, så er ens synsfelt konstant i bevægelse.

Når først et løb starter, hjælper det på det, men noget af det, man gør allermest i bilspil, er at kigge i horisonten for at spotte, hvornår det næste sving er, eller hvor langt væk ens modstandere er. I høj fart og tæt på ens egen bil, der ser de andre biler faktisk stadig ret flotte ud, men i distancen er det som at være til en optikertest, hvor der aldrig bliver stillet skarpt. Det er ganske anstrengende i længden.

Dette er som sådan ikke unikt for DCVR, men slet og ret en konsekvens af, at 1080p er en meget lav opløsning på et display, når det er så tæt på ens øjne som PSVR headsettet er. Det virker dog som om DCVR muligvis ikke kører i native opløsning men i en der er lavere end 1080p, som så bliver opskaleret dertil. Efter jeg fik testet spillet på en PS4 Pro virkede det som om det blev en lillebitte smule skarpere, men forskellen er så lille, at jeg faktisk er i tvivl om der overhovedet er en forbedring.

En ting, der kan hjælpe på folks oplevelse, er et skift af kameravinkel. Sætter man kameraet bag ens bil, er det så tæt på, at man, på trods af de allestedsnærværende jaggies, virkelig kan beundre sin bil, og selvom man stadig kigger i horisonten efter svingene, så oplevede jeg, at jeg var mere koncentreret om, hvor min bil var i momentet i forhold til vejkanter og sving. Min favorit endte dog med at blive det samme som jeg spiller det almindelige Driveclub i: Hoodcam, hvor intet kommer i vejen for ens blik på vejen og himmelen over en. Fartfornemmelsen er perfekt, og man kan lægge bilen i svingene med millimeterpræcision. Jeg går glip af sidespejle og følelsen af at være i en bil, og jeg kigger stort set kun lige frem, så man kunne sige jeg lige så godt kunne spille non-VR versionen.

Hvad den dog ikke har, er den 3D dybde som alle VR-spil har. Høj fart og “ægte” 3D er en kombo, der fungerer fremragende i VR. Når spillet fylder hele ens synsfelt, så forstærkes fartfornemmelsen også yderligere. Det er heller ikke alle baner der lider lige meget under jaggies. Jo flere små detaljer og linier der er, jo mere åbenlyst er manglen på anti aliasing, men de golde vider, man kører i, på for eksempel Chile banerne, tager sig virkelig godt ud i DCVR. Det sandblæste ørkenlandskab fra Driveclub ligner sig selv og er en fryd at køre igennem med høj fart.

Med fare for liv og ikke mindst appetit kaster jeg mig ud i (næsten) halsbrækkende manøvrer.

Så kommer spørgsmålet om, hvad der er det bedste spil – vil jeg foretrække Driveclub i VR med den langt større indlevelse eller det almindelige Driveclub med langt mere poleret grafik og et vejrsystem, der giver mere variation i løbene. Det er et svært valg, for begge versioner byder virkelig på noget, som den anden ikke kan konkurrere mod. 30 fps versus 60 fps. Dynamisk vejr versus statiske skyer. Et levende online community versus en spøgelsesby med lejlighedsvise turister. Ordinær tv-oplevelse versus illusion og indlevelse. Den er svær.

Oveni det kommer, at Driveclub VR at dømme ud fra diverse indtryk online er et af de spil, som flest mennesker har svært ved at klare uden at få det dårligt. Jeg er heldigvis ikke en af dem, men kan levende forestille mig, hvor surt det vil være at købe et spil, man er ude af stand til at spille uden kvalme, så sørg for at prøve demoen først.

Da jeg endnu ikke har prøvet et VR-spil som gav mig kvalme, besluttede jeg mig for at se, om jeg kunne fremprovokere det. Det blev til ovenstående video, hvor jeg kører som en brækket arm med hovedet hængende ud af sideruden i svingene, baglæns kørsel med sidespejlene som eneste navigation og et hav af udskridninger. Umiddelbart efter spiste jeg frokost.

I sidste ende er det nok det mest behagelige, der vinder. De positive sider ved DCVR er uovertrufne, men når man skal slappe af med et spil, så vinder det der er mindst anstrengende for mine øjne. DCVR trænger kraftigt til noget antialiasing og en langt højere renderingsopløsning. Hvis spillet havde det, så ville det få en stjerne mere og jeg ville komme til at spille det langt oftere. Som det er nu, vil det være et glimrende spil at hive frem for at demonstrere racing-VR, for nogen der aldrig har prøvet det. Et fint demospil med andre ord, og det gør det svært at anbefale til fuld pris.

(Bemærk: I skrivende stund får man rabat på DCVR på PSN, hvis man ejer season pass til Driveclub)

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz