A Plague Tale: Requiem

4 out of 6 stars

Stå på rotteræset.

For godt tre år siden stiftede vi bekendtskab med Amicia og hendes lillebror Hugo, der bar på en yderst sjælden sygdom. Hans blod var blevet smittet med den såkaldte Prima Macula, der på lang sigt var dødelig men samtidig havde den ret specielle bieffekt, at Hugo kunne fremmane og kontrollere store skarer af rotter. Ikke nødvendigvis den mest nyttige egenskab isoleret set, med mindre man altså skal holde onde mennesker fra livet, som vil misbruge Hugos evner for egen vindings skyld.

Uden at spoile seriens første spil kan jeg fortælle, at man i starten af Requiem støder på søskendeparret, deres mor og en god ven af familien, mens de leder efter et nyt hjem samt en mulig kur for Hugos sygdom. Frankrig anno 1348 er dog stadig af lave, så der går ikke længe, før gruppen er splittet og på flugt, hvorefter vi atter engang må træde i Amicias sko og forsøge at redde sin lillebror fra nye farer og fjender, der vil udnytte hans evner til ondt.

Det er svært at sige meget om plottet herfra uden at ødelægge fornøjelsen, men historien hænger godt sammen med forgængeren, og jagten på en mulig kur byder på mange spændende plottwists undervejs. Samtidig kommer man godt rundt i det sydlige Frankrig, og man får både besøgt livlige landsbyer med gøgleri og markeder, udforsket grotter og slotsruiner i det bjergrige landskab foruden et par sejlture til fjernere kyster – og mere til. Alt realiseret krystalklart med en nærmest perfektionistisk sans for detaljer. Requiem er et meget, meget flot spil.

Det har jeg selvfølgelig sagt mange gange før i tidligere anmeldelser, men det gør det ikke mindre sandt denne gang, og lys- og partikeleffekter, døgncyklus og vejrskifte er tillige prikken over i’et, der virkelig får universet til at føles levende og troværdigt. Bagsiden af medaljen er så, at man sjældent oplever en stabil opdateringshastighed, der for min del (grundet mit TV, der kan køre 120hz) lå og svingede mellem 25-40 fps. Oftest ganske acceptabelt, men i 2022 er det svært at undskylde pludselige dyk i opdateringshastigheden, da illusionen desværre brydes, hver gang det sker.

Idet spillet er mestendels ganske lineært, sker det sjældent under de hyppige og lange passager, hvor man blot bevæger sig gennem de pittoreske omgivelser, snakker med hinanden om alt muligt og løser et væld af mindre opgaver, der ikke vil udfordre de små grå alt for meget. Men i de mere actionprægede situationer kan spillet godt gå hen og tabe pusten lidt, specielt når der er ild, fjender og rottesværme overalt, som kræver ens opmærksomhed for at slippe væk i live. Dog vil jeg ikke gå så vidt som at sige, at det ødelagde fornøjelsen for mig, da døden alligevel sjældent er længere væk end rækkevidden på en morgenstjerne, men det er stadig værd at nævne, da det er en ærgerlig ridse i lakken på et ellers flot helhedsindtryk.

Gameplayet er en blanding af snigeri, bagholdsangreb og så lidt nærkamp som muligt, akkurat som i forgængeren. Der bliver dog leget en del mere med at sætte ild til ting, forstærke effekten med tjære og/eller slukke diverse lyskilder, så de allestedsnærværende rotter kan bruges offensivt. De kan nemlig kun bevæge sig i mørke – og de dræber alt på sin vej, inklusive Amicia og Hugo! Senere får man adgang til en armbrøst, der hjælper lidt på sagerne i den henseende, men oftest er det slyngen, der er det foretrukne våben, både offensivt og rent strategisk, da den kan slynge eksempelvis ild og tjære over lidt længere afstande end hvis man blot kaster med det, som også er en mulighed.

Ammunition er dog generelt sparsom – og i tilgift har Amicia heller ikke megen plads til det i sine gemmer, før man opgraderer hendes evner ved de arbejdsbænke, der er spredt over hele spillet. Foruden større, forudbestemte opgør, der kræver offensiv indsats, er det dog oftest bedst at bevæge sig uset og slå til fra skyggerne og højt græs. AI’en ligger bestemt ikke på den lade side med at sætte efter én, når man opdages, og jeg kan kun gentage, at jeg mødte min smertefulde død mange gange undervejs. Heldigvis er der forholdsvist kort mellem de fleste checkpoints, og man er meget hurtigt i gang igen efter et fatalt møde, så man kan forsøge en ny strategi.

Det er et spil, der både i gameplay og generel pacing kræver tålmodighed, og selvom jeg elsker disse snigerspil, så må jeg indrømme, at jeg til sidst lidt følte, at der blev smurt lovlig tykt på, når figurerne blot dyrkede smalltalk, mens man bare gik derudad – og i et alt for roligt tempo til min tålmodighed. Amicia snakker konstant, og det virker lidt, som om udviklerne ikke tør lade søskendeparret være tavse i blot ti sekunder ad gangen. Hugo er selvfølgelig også kun en lille, bange dreng, men hans hyppige klynkeri og dårlige samvittighed over at være delvis ansvarlig for miseren nåede desværre at gå mig på nerverne til sidst.

Selvom spillet er flot, historien spændende og gameplayet velfungerende på en tilfredsstillende, simpel måde, så trækker den langstrakte dialog, pacingen og de tekniske udfordringer alligevel min samlede vurdering lidt ned. A Plague Tale: Requiem får stadig fire store stjerner og min klare anbefaling, men en smule tålmodighed og overbærenhed med børn er nok at foretrække, før man kaster sig ud i det.

3 tanker om “A Plague Tale: Requiem

  • 2. november 2022 at 15:00
    Permalink

    Hej Christian.
    Tak for anmeldelsen, som endeligt har overbevist mig om, at jeg da skal tilbage til Frankrigs middelalder. Jeg nød virkelig forgængeren, men især da jeg skiftede dialogsprog til fransk (med undertekster). Det engelske lydspor med tyk karikeret fransk accent var tæt på uudholdeligt. Håber det stadig er muligt i Requiem?
    Desuden håber jeg ikke på gentagelse af boos fights a’la rottekongens tornado, der efter min mening trak ned på det samlede indtryk af spillet. Kan du afsløre noget her – uden at afsløre noget? 🙂

    Svar
  • 10. november 2022 at 10:53
    Permalink

    Der er fransk stemmeskuespil, men jeg havde ikke de store issues med engelsk. YMMV.

    Mht. boss-opgør, så var der kun et enkelt, der frustrerede mig noget (og havde lidt for meget renden rundt om fjenderne), men det er stadig mere overkommeligt end rottekongens tornado, der også irriterede mig.

    Svar
  • 10. maj 2023 at 13:52
    Permalink

    Der er gode nyheder til dem af jer, der har ventet med at opleve denne lille perle:

    A Plague Tale: Requiem’s Performance Mode is live, with enhanced graphics for PC and a 60 FPS mode for PS5 and Xbox Series X!

    Today, Focus Entertainment and Asobo Studio are thrilled to announce the release of a new patch for A Plague Tale: Requiem, the critically praised and multi-award-winning action-adventure. Out now on Xbox Series X|S, PlayStation 5, PC and coming next week to the Cloud Version on Nintendo Switch, the game’s new patch brings a Performance Mode that includes the 60 frames per second option for PlayStation 5 and Xbox Series X, as well as additional options to optimize the graphical performance on PC.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.