Titanfall 2


Selv om jeg forventede meget af Titanfall 2, var det ikke humor og charme, der var øverst på listen. Men det er ikke desto mindre det, man får masser af i efterfølgeren til Respawn Entertainments første spil med store robotter, der skyder efter hinanden.

Titanfall 2 er en våd drøm om rå styrke, der er løbet amok. Det gøres kun ekstra klart, når hovedpersonen først selv er hovedkuls benovet over piloters evner, hvorefter han selv bliver pilot og konstant hører andres reaktioner, når han nærmer sig. Det er tydeligvis mindst lige så prestigefyldt at være pilot som at være en Spartan i et andet spilunivers.

Mens det første Titanfall, der debuterede samtidig med Xbox One, prioriterede multiplayer, har tiden siden været brugt på at polere detaljer og tilføje en rigtig historie – og det er endda en god en af slagsen. Ikke fordi den genopfinder eller revolutionerer fortælleteknik i spil, men fordi den fokuserer på det mest interessante i spillets univers: Forhold. Spillede man det første Titanfall, kan man undre sig over, hvilket forhold det skulle dreje sig om. Men her i efterfølgeren er de såkaldte Titans blevet intelligente i en grad, så de har en personlighed, selv om de var nær-/fjernbetjente kampmaskiner tidligere.

Selv træder man i støvlerne på en fyr, der som nævnt egentlig slet ikke er Titan-pilot. Jack Cooper er bare en fodtusse, der er på det forkerte sted på det rette tidspunkt, og en Titan-pilot overdrager sin Titan til ham med sine sidste åndedrag, hvorefter det er op til Cooper og hans nye metalliske kammerat, BT-7274 (sædvanligvis forkortet “BT”), at afslutte missionen. BT er en fantastisk tilføjelse til serien, og hvis man kunne få en plysudgave af ham, var han allerede bestilt. Han har personlighed og humor, og bliver godt hjulpet på vej af stemmeskuespil, som er Optimus Prime værdigt. For at gøre BT mere levende, har Respawn kastet sig over klassiske animationstricks som man ellers bedst kender fra Pixar. BT kan blinke med “øjnene” og efterligner menneskelig mimik i høj grad.

BT

Naturligvis har BT vanskeligt ved at forstå sarkasme og ironi, hvilket giver en del morsomme reaktioner undervejs. Man kan endda være med til selv at fremprovokere dem, for man har næsten altid indflydelse på, hvad der bliver sagt. Der er ikke tale om et RPG, men der er som regel to forskellige sætninger at vælge mellem. Det giver også mulighed for frisk dialog, når man hopper igennem spillet en gang til. Man kan også let fristes til at gøre det mere end én gang. Spillet er kort nok (ca. 5 timer på normal sværhedsgrad) til, at man kan fristes til at tage oplevelsen igen på en anden sværhedsgrad, og så er der en håndfuld hjelme, som kan samles på hver bane. En del af dem er placeret provokerende synligt og let udenfor rækkevidde, og gåden er blot, hvordan man skal nå derhen.

Bevægelighed – især af den vertikale slags – var et kendetegn for det første Titanfall, og det har ikke ændret sig. Når man er til fods, har man en lille jetpack på ryggen, som kan give et seriøst løft og hjælpe med at løbe korte afstande langs vægge. Stiger man ind i en titan, kan man stadig bruge hjælpemotorer, men de hjælper blot med hurtige undvigemanøvrer. Til gengæld kan man nå højere og slå hårdere, så længe det varer. Variationen i tempo og spillestil mellem de to tilstande er med til at gøre Titanfall 2 til en forfriskende oplevelse fra start til slut.

Det hele ville dog være omsonst, hvis ikke banerne var underholdende, og her må man for alvor tage hatten af for udviklerne. Der er massiv variation og opfindsomhed i spil, og dele af banerne vækker minder om både Portal og Mirror’s Edge – dog markant mekanisk bedre end sidstnævnte. Alle våben føles vidt forskellige og tilfredsstillende, og nærkampsangreb er endog ekstremt tilfredsstillende. Hvis jeg skulle kritisere noget, skulle det være den grad af auto-aim, spillet har valgt som standard. Til tider føles det som om, kameraet rykkes ganske kraftigt, når man sigter og zoomer mod en fjende, der ikke er på kornet endnu. På den anden side kan det være rart nok, når det bliver hektisk, og man foretager avancerede manøvrer, mens man skyder.

Det er svært ikke at lade sig imponere af den skala, som spillet foregår på. Som pilot er man praktisk taget en myre, når man ser op på en titan. Som titan er omgivelserne stadig gigantiske, og der er adskillige baner, hvor man føler sig lillebitte, selv om man sidder indeni.

Titanfall 2

Ifølge interviews med udvikleren, er historien udviklet ved hjælp af en masse forskellige prototyper, som grupper af udviklere har lavet hver for sig, og de mest velfungerende ideer er blevet udbygget til færdige baner og inkluderet i spillet. Det kunne i teorien være blevet til et værre rod, men det hele er godt bundet sammen af historien, og effekten bliver lidt i stil med et Zelda-spil: En ny mekanik introduceres, og udfordringerne bliver gradvist mere komplekse, til man møder banens største udfordring, hvorefter en ny mekanik introduceres.

Multiplayer er selvfølgelig fortsat en vigtig del af Titanfall 2. I det første Titanfall var attrition den form for multiplayer, som var trækplastret. Den største tilføjelse i Titanfall 2 er bounty, hvor man skal forsøge at nå tilbage til en base, hver gang man har scoret points, mens fjendernes kugler flyver en om ørene. Den type multiplayer har dog aldrig sagt mig alverden, så jeg glad for, at attrition er tilbage, hvilket også gælder muligheden for holdbaseret titan mod titan eller pilot mod pilot. Titan mod titan er overraskende hurtigt overstået, og det er en god måde at teste taktikker på, da man sjældent venter mere end to minutter, før en ny kamp er i gang.

Der er nyt på titan-fronten siden det første spil i form af tre ekstra typer af titans. Jeg er dog ikke overbevist om, at de alle er lige relevante, men jeg har set alle typerne i aktiv brug, så måske kan nogle se en charme hos de modeller, jeg ikke selv foretrækker. Desværre er Titanfall 2 opbygget som Call of Duty, når det gælder udvikling i multiplayer. Jo flere kampe man spiller, desto mere låser man op for, og det betyder, at der er en skævvridning mellem nybegyndere og erfarne spillere på mere end én måde. Det er ikke en kæmpe overraskelse, siden Respawn Entertainment stod bag Call of Duty: Modern Warfare (og før det bl.a. Medal of Honor: Allied Assault).

En anden ændring er, at titans ikke længere langsomt regenererer energi, når de ikke er i færd med at blive beskudt. I stedet kører de på nogle massive batterier, som man dels kan få fra andre titans og fra omgivelserne. Det lægger op til, at man spiller mere forsigtigt og velovervejet, når man endelig er i sin titan, hvilket passer ganske godt til det lavere bevægelsestempo i forhold til at være en fodtusse. Det gælder om at bruge sine evner på de rette tidspunkter og ofte i sidst mulige øjeblik.

Den visuelle side er velfungerende, så længe man fokuserer på sammenhængen og ikke ser universet efter i sømmene. Det er aldrig decideret grimt, men det er tydeligt, at fokus har været på en klippestabil opdateringshastighed og imponerende omgivelser frem for detaljer som ansigter. Spillet benytter dynamisk opløsning, så mens man bevæger sig, kan opløsningen falde, og når man står stille, bliver billedet tegnet i højere kvalitet. Det fungerer rigtigt godt, og jeg bemærkede det kun, fordi jeg kiggede specifikt efter det. Lars Kim Lund melder, at spillet også kører fremragende på Windows.

Titanfall 2 fortjener at få masser af success. Det har fået en hård fødsel takket være en lancering mellem to af årets største skydespil, og udgiveren bruger tydeligvis flere kræfter på deres anden store titel dette efterår, hvilket på den ene side er forståeligt, men Titanfall 2 fortjener bedre, og man må håbe, at mange vælger at købe det, når de er færdige med de andre titler, for det ville være ekstremt ærgerligt, hvis dette er det sidste, vi ser til Titanfall-universet. Især når PlayStation-folket har fået mulighed for at være med denne gang.

Titanfall 2 Titanfall 2 Titanfall 2 Titanfall 2 Titanfall 2 Titanfall 2 Titanfall 2 Et par af skurkene Titanfall 2 Titanfall 2 Titanfall 2 Ghost Runner hjælper med at gennemskue banerne Titanfall 2 Titanfall 2 Titanfall 2
<
>

4 tanker om “Titanfall 2

  • 20. november 2016 at 12:44
    Permalink

    Kan huske jeg var lidt misundelig på Xbox one brugerne da det første kom ud.

    Er der en single player del? og er den ordentlig? 🙂

    Svar
    • 20. november 2016 at 13:35
      Permalink

      Øh, ja – troede du kun det var multiplayer, som Thomas skrev om? Men ja, den er rigtig god. Man kan godt mærke at Respawn har rødder i Infinity Ward, så det er Call of Duty – bare bedre end det har været længe. Måske undtaget Infinite Warfare som faktisk er ret godt, men ellers er det den bedste kampagne i den genre siden Modern Warfare 2.

      Eneste problem er at det med 4-5 timer er ret kort, men til gengæld er det intet fyld. Det er meget afvekslende og der er flere gameplaymekanikker, der kun bliver brugt i en enkelt bane.

      Jeg har spillet det på pc, hvor det kører som en drøm. Rigtig flot (utroligt det er bygget på Source) og ultra lav latency. Det får også fem stjerner fra mig

      Svar
      • 20. november 2016 at 16:48
        Permalink

        Jeg ville sige bedste siden Ghosts, for der var noget af den samme variation, som vi ser her, mens Modern Warfare 2 var en “var det virkelig det?”-oplevelse for mig – og et af de relativt få spil jeg solgte i sikkerhed om, at jeg ikke ville komme til at savne det.

        Svar
  • 20. november 2016 at 16:52
    Permalink

    Der er allerede rabat på PC-versionen. 33% for at mere præcist. Ifølge deres nyhedsbrev får man yderligere 20% rabat ved at bruge koden “TITAN20” den 29. november.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *