Breakthrough
Michael Crichton var ikke nogen forfærdelig god forfatter, men han havde en ubestridt evne til at skrue en spændende historie sammen. Jeg læste som regel hans bøger på en dag eller to, og mange af dem har jeg læst flere gange. Han var konge af handlingen, og ofrede som regel alt andet, der kunne stå i vejen for den hæsblæsende historie, som f.eks. gode personskildringer eller en fornuftig slutning.
Alt det vidste jeg udmærket godt, og alligevel slugte jeg det råt. Bøgerne blev dårligere efterhånden som hans berømmelse steg og filmene begyndte at følge efter. Men det var ligemeget, jeg kunne jo bare læse de gamle igen.
Men alligevel har jeg savnet en god ramasjang-historie, hvor jeg ikke på forhånd kendte handlingen. Jeg har prøvet lidt af hvert efterhånden, og må erkende, at Crichton åbenbart kunne noget helt særligt, som er svært for andre at følge op på.
Indtil jeg faldt over Michael C. Grumley, en helt ny forfatter, der stadig er så ukendt at han ikke engang har en wikipedia-side. Grumley har, ifølge sin hjemmeside, længe haft en drøm om at skrive action thrillers på den rigtige måde: Unikke historier med gang i. Det er her hans Breakthrough-serie kommer ind i billedet.
Den første bog starter ombord på en u-båd i den amerikanske flåde. Under en rutinemæssig tur hører de en mærkelig lyd, og pludselig rapporterer alle instrumenter, at de er et andet sted. Alle de gode ingredienser er her lige fra starten: Militær, undervands-action og uforklarlige hændelser. Man får allerede lyst til at fyre op for Hunt for Red October og The Abyss på samme tid. Militæret begynder at undersøge tingene i håb om at klassificere hændelsen som instrumentfejl, men det går ikke meget bedre, for de mister også deres undervandsdrone under pænt mystiske omstændigheder.
Cut til et stort akvarie med to delfiner og en bunke forskere, der har bygget et gigantisk computersystem til at analysere delfinernes lyde. Kameraet følger Allison, der er blevet kaldt ind på job midt om natten, fordi computersystemet har opnået et gennembrud: De første ord er fundet. Inden længe udveksles der hilsner med de to delfiner, som kort efter glædeligt udbryder “Rart at tale med jer igen!”.
Sådan! Unik historie lige dér, og jeg har stadig ubådsfilm og dybhavs-aliens kørende på nethinden, da flåden kontakter Allison og hendes team for at spørge, om de der delfiner ikke kan overtales til at prøve at finde den tabte undervandsdrone? Den har jo nok nogle ret interessante optagelser liggende i sig.
Det har den i dén grad, og der skal overhovedet ikke afsløres mere her, udover at Grumley fandme rigeligt har opfyldt sine kriterier om at lave en unik historie med gang i. Det bliver vildere og vildere i helt uhørt grad, men stadig med en utrolig skarp sans for sammenhæng, således at man aldrig mister grebet om historien, og der hele tiden er en klar retning.
Der er så meget gang i den, at bogen har brug for en trailer!
Persongalleriet ligger ret fast efter første bog, og selvom de er lige så flade som karton rent følelesmæssigt, har de alle vigtige og veldefinerede roller i historien. Der er forskere, militærfolk, computernørder, generaler og skurke. Ingen af dem har nogen synderlig baggrund og ingen af dem udforskes specielt dybt, men det er også ligemeget. Det her er ren, rå historie, og der skal ikke bruges tid på at analysere nogen. Det bliver lidt akavet, da en romance på et tidspunkt opstår, men heldigvis fræster historien hurtigt henover den som en damptromle på raketbrændstof.
Crichton havde, som sagt, problemer med at afslutte sine historier, og det er ganske forståeligt. Det er ikke specielt fedt at rulle hen til afstigningsstedet efter den vildeste tur i en rutschebane, men der er jo ikke rigtig andre måder at gøre det på. Eller, jo – det er der: Grumley har ganske enkelt valgt ikke at afslutte sin historie. Når bogen når til endestationen, får man første kapitel af næste bog serveret, som fortsætter direkte i forlængelse af den første bog. Tro mig; det var instant purchase.
To’eren blev læst med samme fart, og den er sandsynligvis endnu bedre end den første. Efter den havde jeg dog brug for en lille pause og læse noget lidt langsommere med rigtige personer i, men jeg er sikker på at jeg vender tilbage til Breakthrough-serien og høvler resten igennem (der er indtil videre fire bøger).
Michael C. Grumley har med sin Breakthrough-serie afsløret sig selv som arvtageren efter Michael Crichton. Han er den nye konge af action-thrilleren, og indenfor rammerne af denne første serie, er han på mange måder bedre end Crichton. Han har en imponerende forståelse for den gode historie, og den afleveres så præcist og velfortalt, at man umuligt kan lægge den fra sig. Tiden må vise, om han også er lige så idérig som Crichton, eller om Breakthrough er et one-hit wonder. Har du brug for en vild tur i den litterære rutschebane, så kast dig straks over Breakthrough. Første bind koster sølle 25 kroner på Kindle.
Er selv vild med Chrichton, dvs de 3-4 bøver jeg har læst. Jurassic Park, Sphere, Andromeda, Rising Sun mv. Læste Andromeda som barn og var blæst omkuld,
Kunne være jeg skulle kigge på Breakthrough. Undrer mig lidt over du ikke scorer den lidt højere? Du lyder ret begejstret
Jeg er ret begejstret, men det her er altså tyggegummi for øjnene og ikke noget, der på nogen måde opfordrer til eftertanke. De er skide spændende at pløje igennem, men er også glemt så snart man har lagt dem på hylden. Perfekt ferielæsning – især til prisen.
Nu er jeg i gang med Raymond Chandler. Det er en helt anden boldgade.
Andromeda holder i øvrigt stadig i dag. Den er virkelig god. Jeg kan ikke huske, om filmen også var noget værd.
Jeg genså filmen for ikke så længe siden. Den er fra 1971 så der er ikke så meget ramasjang. Husker ikke helt præcist hvor godt den var ældet, så det siger jo et eller andet … tror lidt at man skal være imdet rette mindset, idet man jo er blevet hærdet af mange års turbospeed og bombardement af sanser i thrillers mv.
Hvilket faktisk lyder som om filmen er god! Jeg er lidt træt af for meget knald på brillen bare fordi at det er “sådan man gør”.
Så den oprindelige Ocean’s 11 på Netflix her den anden dag, og den var virkelig god. Casino heist i Vegas uden et eneste skud løsnet.