Skies of Arcadia
Dreamcast har længe været foruden et klassisk rollespil, men dette hul i en efterhånden ret perfekt spil-lineup er nu blevet udfyldt af Skies of Arcadia. Fat dit +4 Joypad of Determination og forbered dig på mange timers underholdning.
Vyse og hans barndomsveninde Aika lever i Arcadia, den Nye Verden. Her erhverver de sig som Blue Rogues, eller “good-guy pirater”, der stjæler fra de onde, giver lidt til de fattige og beholder resten selv. De onde er i dette tilfælde emperiet Valua, der med en halvtosset dronning ved magten stiler efter verdensherredømmet.
I en dunkel fortid blev den Gamle Verden ødelagt af seks enorme semiintelligente maskiner kaldet Gigas, drevet af kraften fra seks Månesten. Da Sølveritten Fina bliver fanget af valuanerne, opdager de at Månestenene og Gigaerne stadig eksisterer, og de går straks i gang med at finde dem.
Du skal selvfølgelig redde Fina, forpurre valuanernes planer og sørge for at Gigaerne ikke får lov til at ødelægge verden endnu engang. Historien bringer ikke noget nyt frem under solen (eller Arcadias måner), men til gengæld er den fortalt så spændende og intenst, at man har svært ved at lægge controlleren fra sig. Man skal lige se, hvad der sker efter næste kamp.
Et andet enormt plus ved Skies of Arcadia er personerne. Normalt bliver man præsenteret med en bunke helt forudsigelige dydsmønstre, og ender med at ægre sig over manglende mulighed for at tæve holdkammeraterne i stedet for monstrene. Men Overworks (der også står bag den kommende Phantasy Star Online) har tænkt tingene igennem og forsynet spillet med både et trovædigt og alsidigt persongalleri. Vyse er ung og fyldt med eventyrlyst, Aika er frisk, fræk og ude på løjer og Fina er meget sød og meget naiv; de andre driver ofte gæk med hende (selvom hun i virkeligheden bare trænger til at blive holdt om). Min favorit er kaptajnen Drachmar, der som en anden Ahab er på evig jagt efter en enorm hval. Drachmar prøver at bilde sig selv ind, at ungerne kan klare sig selv, men kan alligevel ikke holde sig væk. Det udnyttes perfekt i historien, hvor han dukker op når man mindst venter det og har mest brug for ham.
Verdenen består af flyvende øer og færdsel imellem dem foregår med skibe. Den Jules Verne-inspirerede teknologi med baggrund i 1800-tallets nitte-inficerede dampmaskiner har givet designerne stor frihed til at komme op med nogle imponerende maskiner. Spillet foregår i fuld 3D, og den bagvedliggende engine er meget imponerende: der er ingen slowdown, clipping, pop-up eller tågeeffekter i syne, det er en ren fryd blot at sejle på opdagelse rundt i den smukke verden.
På flere af øerne findes byer, man bruger som baser indtil man bygger sin egen. Her kan man tanke op på våben, udstyr og skibsudrustning inden man drager afsted på det næste farefulde eventyr. Spillets lokationer er ligeledes realiseret i fuld 3D og gennemtænkt til mindste detalje. Efterhånden som man kommer rundt i Arcadia opdager man, hvor utroligt mange timer der er lagt i design af de meget forskellige verdensdele. Det landlige Parisiske Valua, det egyptiske Nasr, det sydamerikanske Ixa’tapa og det science fiction-agtige Soltis er så forskellige at de hver især kunne bære deres eget spil.
Spillets handling er linær – red person, find månesten, nedkæmp ond valuan-admiral og så fremdeles. Man kan vælge at tage den ene efter den anden, eller man kan tage en pause og bare flyve rundt og bygge sine stats op ved at tæve Sorte Pirater og omkringstrejfende monstre.
Kampsystemet er det springende punkt i ethvert RPG. Det er her, man kommer til at bruge størstedelen af sin tid i spillet, og heldigvis har Skies of Arcadia et af de bedste, jeg har spillet. Kampene er turbaserede, så man har tid til at tænke strategien ud. Det er muligt at vinde nogle kampe ved bare at tæve løs på alle monstre, men da der ikke er mange lette kampe i spillet (monstrenes sværhedsgrad stiger konstant), er det strategien der afgør om du vinder eller ej. Maskinen spiller strategisk godt, og bruger samme tricks som dig (det er surt at se et monster heale sig selv, netop som man troede man havde overtaget). Det geniale aspekt er holdets Spirit Points som er en fælles pulje af points til specielle angreb og magi: Hvis Vyse udfører et specielt angreb er det ikke sikkert der er Spirit Points nok til at Fina kan kaste en destruktiv spell. Kampene bliver således hold-orienterede og man opnår størst success ved at lade alle karaktererne samarbejde.
Magisystemet er bygget på Arcadias seks måner, der har affinitet for natur, ild, is, vind, elektricitet og sølv. Hver kategori har sine egne spells, og nogle kategorier er stærkere over for andre (f.eks. er is stærk overfor ild). Magien er ikke relevant i almindelige kampe, men overfor spillets superbt designede (og vældigt modbydelige) bosser er den nødvendig for at vinde. Det er ikke umiddelbart givet, hvilken affinitet et monster har – man må analysere dets form og angrebsmetoder og dernæst lægge sin angrebsstrategi.
En ny addition til RPG-genren er de såkaldte “Ship to Ship Battles”, hvor man kæmper med sit skib mod andre skibe (eller enorme monstre). Kampene udkæmpes ved at vælge handlinger for fire ture ad gangen, hvorefter man ser resultatet udspillet i overdådige luftkampscener. Her spiller Spirit Points og modstanderens træk en stor rolle, Ship to Ship battles kræver grundig planlægning og overblik at vinde, hvilket gør dem specielt spændende og udfordrende.
Som i så mange andre RPG’er bliver vor helt stillet i situationer, hvor man skal vælge et respons på et spørgsmål. Ligegyldigt hvad man vælger, er det endelige resultat det samme – de andre karakterer sviner dig som regel til, indtil du har fundet det rigtige svar, og handlingen kører videre. Normalt er dette en ligegyldig intervention uden effekt, men i Skies of Arcadia har det konsekvens: Svarer du rigtigt første gang, stiger din såkaldte Swashbuckler Rating – man starter som Vyse the Unimpressive og kan arbejde sig opad. Udover titlen, giver højere ratings dit hold større chance for at lave critical hits på monstre.
VMU’en bliver brugt på en ny måde i Skies of Arcadia. På et tidspunkt møder man en lille fyr ved navn Pinta, der installerer sig selv i VMU’en. Her kan man så styre ham rundt i et simpelt spil, hvor han samler guld, flyver igennem stormvejr, nedkæmper pirater og kommer med underholdende kommentarer. Næste gang man starter Skies of Arcadia kan man kalde Pinta til havn, hvor hans guld og items så overføres til dit hold. Yderligere kan man gå online og downloade ekstra features, der integreres i spillet. Efter en sådan download havde en købmand pludselig en Swirlmerang til Aika, og nu render hun rundt og tæver monstre med en stor Dreamcast-slikkepind. I VMU’en huserer også Finas kæledyr Cupil som en anden Tamagochi, og han bliver jævnt hysterisk når man kommer i nærheden af “Cham”, hans favoritsnack.
En uheldig detalje ved Skies of Arcadia er spillets manglende RGB-understøttelse via Scart. Det kan altså kun spilles på fjernsyn via RF-adapter eller på monitor via VGA-kabel. Der er spekulationer på Internet om at det er en ny slags beskyttelse mod importmarkedet, men da vi startede spillet på en amerikansk Dreamcast var problemet det samme: Scart-support er udeladt (Scart findes ikke i USA). Lad os håbe det ikke bliver en trend.
De fleste aspekter er lykkedes over al forventning i Skies of Arcadia, men en par detaljer afholder mig fra at give den sidste stjerne. Der er mange Random Encounters, og når man f.eks. prøver at dekryptere en sindrig labyrint bestående af tre etagers stål-stilladser forbundet med stiger og wirer, er det drønirriterende at skulle nedkæmpe en bunke monstre hvert 45. sekund, selvom kampene er hurtigt overstået. Og når først man er startet på en dungeon er der ikke noget savepoint før man når til den afsluttende boss (hvilket tager mindst en time) – man sætter sig altså ikke lige og tager et kvarters spil.
Skies of Arcadia er et 100% old-school japansk RPG med 128 bit grafisk muskelmasse under motorhjelmen. Det er vidunderligt at det første RPG til Dreamcast samtidig er blandt de bedste jeg nogensinde har spillet. Personerne er memorable, den 50+ timer lange historie er knaldgod og fantastisk fortalt med myriader af herlige detaljer og kampsystemet er gennemtænkt. Anbefales ubetinget til alle fans af traditionelle RPG’er.