Zheros

I en galakse fjernt væk, har Dr. Vendetta trykket på den store, røde gå-i-krig-knap. Det er nu op Mike og Kaptajn Dorian fra Team Zheros at beskytte galaksen mod hans lakajer. Zheros er et side-scrollende 3D beat’em up med låst kamera, hvor man enten kan spille alene eller co-op med en makker.

Spillet er opdelt i en lang række arena-kampe, hvor hver side af skærmen er blokeret af et lyserødt kraftfelt, indtil alle fjenderne er døde. Hvis du nogensinde har spillet Devil May Cry, så kender du princippet. Man har to angrebsknapper, hop og dash. Derudover kan man blokere og skyde.

Når man dræber fjender eller ødelægger omgivelserne, frigives energi-kugler med forskellige farver. De gule giver XP, som man bruger til opgraderinger, de grønne giver livsenergi, og de blå giver energi til skjoldet og pistolen.

Zheros 2
Man kommer hurtigt til at savne dobbelthoppet.

Kampsystemet er forholdsvist dybt, men hvis man er vant til spil som God of War eller det nyligt genudgivne Bayonetta, så føles det som en noget anderledes størrelse. Nogle af special-angrebene kræver en ret præcis timing. Man må hverken trykke for hurtigt eller for langsomt, og man skal være færdig med input, før det første slag rammer.

Der er også en forholdsvis lang cooling down-periode efter mange af angrebene, hvor man ikke kan bevæge sig. Jeg er vant til, at hop kan afbryde combos, men det er ikke tilfældet her. I teorien burde man kunne afbryde combos med styrepinden, men det virker stadig ikke optimalt, eftersom spillet insisterer på at gennemføre animationen af det igangværende slag.

Det tager et halvt sekund for pistolen at varme op, så det kræver planlægning og timing at skifte mellem slag og skud – i modsætning til nogle af de føromtalte spil. Fjender med skjold er usårlige, indtil man har ramt dem med et charged attack. Man lader angrebet op ved at stå stille i to sekunder, hvilket i sagens natur er forbundet med en vis helbredsrisiko, når kampene spidser til. Andre fjender kræver, at man reflekterer deres projektiler ved at aktivere skjoldet på det eksakt rigtige tidspunkt. Noget, der heller ikke just er ufarligt.

Spillets platforms-elementer besværliggøres af, at man ikke har et dobbelthop. Til gengæld hopper man ikke specielt højt. Eller langt. Det er en virkelig ufed kombination, når prisen for at ramme forkert er den visse død, og jeg var alene af den grund allerede parat til at kaste controlleren i gulvet ved level 1-5. Men tidsbegrænsningen gjorde heller ikke humøret bedre. Spillet starter med at være let de første par baner, men derefter skrues sværhedsgraden op på elleve.

På det tidspunkt begynder man at hade, at der ikke er ret mange checkpoints. Dør man undervejs, så bliver man enten smidt tilbage til begyndelsen, eller i bedste fald halvvejs på banen, og man mister samtidig alle sine optjente XP. Hvis man så i det mindste havde beholdt sine XP, så man kunne spare sammen til opgraderinger, men sådan spiller klaveret ikke her. Det skal jo ikke være for let.

Zheros 1
Et af spillets højdepunkter er, når man får lov til at hoppe i en mech og skyde med missiler.

Grafisk har man forsøgt at ramme en simpel tegneseriestil, uden at det er cel-shaded. Det ser acceptabelt ud på trods af tydelig flimren og aliasing, men det er ingen Ratchet & Clank, og det ligner noget, der kunne være udgivet i forrige konsolgeneration. Jeg var derfor skuffet over, at frame raten regelmæssigt dykkede under 60 fps, selv om jeg spillede på en PlayStation Pro. Det tager flere minutter om at loade første bane. Spillet blev hængende ved 4% så længe, at jeg troede det var gået ned. Herefter bliver det lidt bedre, men det er svært at acceptere, at et så relativt simpelt spil skal være så langsomt.

Zheros har været ude til Xbox One og pc siden sidste år, men det er nyt på PlayStation, hvor det pt. koster 89 kr. Udgivelsen kommer samtidig med DLC-pakken: The Forgotten Land, som dog blot er mere af det samme i nye omgivelser. Jeg blev aldrig gode venner med kampsystemet eller den i perioder utilgivende sværhedsgrad. Det er repetitivt button mashing, og ikke på den fede måde. Jeg afviser ikke, at die hard-fans af genren måske vil finde det interessant, men casual gamers bør holde sig væk.

Lars Kim Lund

Lars skriver om tech og hifi, film og tvserier samt computerspil. I en fjern fortid læste Lars til kemiingeniør, men nu arbejder han som it-ninja ved en større dansk kommune.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz