Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia


Fire Emblem Gaiden vender tilbage i nye klæder i form af Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia – og det skal være yderst velkomment.

Spil nummer to i Fire Emblem-serien var lidt af en særling. Det første i serien var et strategi-RPG, som var af høj kvalitet men ellers temmeligt lige ud ad landevejen. Efterfølgeren, som kun udkom på Famicom og dermed ikke udenfor Japans grænser, tilføjede byer at besøge, huler og labyrinter at udforske og mange mindre kampe til at supplere de, der var en del af historien. Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia er en genfortolkning af denne efterfølger, og det er faktisk et rigtigt godt sted at stige på, hvis man er ny i genren.

Nuanceret – men farverigt

Historien følger Celica og Alm, som voksede op sammen. De skilles imidlertid på grund af et par krigeriske guder, og de må efterfølgende på hver sin mission, som man skifter mellem i løbet af historien. Man starter som relativt almindelige borgere (Celica er egentlig adelig, men lader som om, hun ikke er det), som dog lige så stille får mulighed for at ændre retning undervejs. En bonde kan således lige så vel blive til bueskytte som til præst eller ridder. De har også mulighed for at lære nye evner undervejs, og de bliver sædvanen tro stærkere og stærkere undervejs. Den relativt langsomme udvikling kombineret med usædvanlig god dialog er med til, at man hurtigt opbygger et nært forhold til de forskellige personer. Det bedste ved det hele er imidlertid, at selv skurkene er nuancerede, og man får en vis forståelse for deres valg, så det ikke er et simpelt spørgsmål om det gode mod det onde. Celica og Alms veje er vidt forskellige, og det fungerer ganske fint at skifte mellem dem, uden det bliver forvirrende. Har man i forvejen spillet de andre 3DS-titler i serien, kan man forvente sig et lavere kompleksitetsniveau på det fortællemæssige område – men det er ikke nødvendigvis et dårligt valg, og det er en af de ting, som gør Echoes et godt sted at starte.

Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia 2
Persongalleriet er ganske varieret.

Serien kendetegnes af gode historier, og spillene har det med at blive samlerobjekter, så samlere bør overveje at købe et fysisk eksemplar i en fart. De seneste tre udgivelser til Nintendo 3DS har været store successer. De er mildest talt store spil, hvor man rask væk kan lægge 100 eller 200 timer alt efter hvordan man vælger at spille dem. Det er slet ikke nødvendigt i Fire Emblem Echoes, hvor man kan gennemføre historien på 25 timer, men også snildt kan lægge en håndfuld eller to mere. Tidsforskellen på omkring ti timer skyldes et par af de moderniseringer, som er lånt fra de tre nyeste titler samt en enkelt ny, som er unik for Echoes. Serien var oprindeligt kendt for endegyldige dødsfald. De nyeste titler i serien har åbnet for, at faldne helte kan genoplives efter slaget. Ønsker man at spille på den hårde måde, er det dog stadig en mulighed.

Prøv igen

En gylden mellemvej er den nye funktion til at spole et antal træk tilbage og prøve en ny strategi. Man kan gøre det tre gange per bane (i hvert fald de første mange timer – det er muligt at få flere), og derefter må man leve med konsekvenserne. Hvis man laver et katastrofalt træk, er det en mulighed for at gøre det godt igen. Hvis man er eventyrlysten, kan man efterprøve alternative strategier i stedet. Hvis man spiller på den hårde måde, er alternativet at hente et tidligere gemt spil og prøve igen. Det er som regel relativt smertefrit, men der er visse situationer, hvor det kan være lidt frustrerende, og derfor vil jeg i højere grad anbefale begyndere at spille på laveste sværhedsgrad, selv om det fjerner en del af den spænding, der opstår, når man ved, at vigtige soldater er væk for altid, når de falder.

Jeg ser til gengæld muligheden for at spole tilbage i det enkelte slag som det, der har gjort Forza-serien og DiRT-serien mere tilgængelige til et bredere publikum. Ikke alle kan holde fokus til et løb på en halv time, og ved siden af en lang arbejdsdag spiller mange for at slappe af. Det er at komme den type spillere i møde – og de mere dedikerede af slagsen kan med fordelen stadig bruge tilbagespolingen til at teste variationer uden at starte helt forfra i det enkelte slag. Nogle vil sikkert se det som at lefle for laveste fællesnævner, men jeg hilser det velkomment.

Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia 3
Kampene ser mildest talt klassiske ud.

Det meste af tiden bevæger man sig fra slag til slag på et to-dimensionelt verdenskort, og her kan man gemme så ofte man lyster – også lige før et slag starter. Derfor gør det ikke så meget, hvis man beslutter sig for at prøve igen. Når man udforsker en hule, et slot eller lignende, skifter spillet imidlertid til en fuld 3D-motor, og en oplevelse, der minder lidt om Persona-seriens gange med monstre. Hvis man sniger sig ind på et monster og får trykket på angrebsknappen, starter man slaget med en lille fordel, og omvendt vil der være flere monstre, hvis de lander det første slag. Kampene er dog stadig turbaserede som alle andre i serien. Hvis man vælger at indlæse et tidligere gemt spil her, starter man dog udenfor området og må bevæge sig ind igen, hvilket kan være frustrerende, hvis man er nået langt ind.

Alle kampe ses ovenfra med små 8-bit-stiliserede sprites, og ved angreb ses en 3D-animation, som dog kan slås fra, hvis man foretrækker det. Af og til får man ekstra stærke angreb, som suppleres af 2D-tegninger og fartstriber, så man ved, at de mener det for alvor. Ligesom i virkeligheden.

Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia
Critical hit på vej!

På sight-seeing

Som tidligere nævnt er der nu mulighed for at udforske en række områder. Har man en Circle Pad, New 3DS eller nyere hardware, kan man endda styre kameraet med højre pind. Og sikke syn man får at se. Maskinens 3D-effekt bliver brugt på imponerende vis til at tilføje områderne seriøs dybde – både på stillestående billeder og i 3D-motoren. Åbningsscenen alene med hovedpersonerne, der løber hånd i hånd gennem en blomstermark, er en visuel fest. Desværre er de flotte 2D-tegnefilm knap så flotte, da de er komprimeret så hårdt, at det er gået ud over kvaliteten, men det er muligt, at man ikke vil lægge mærke til det, hvis man ikke spiller på en XL-model af maskinen.

Til gengæld er alle tegninger af personer rigtigt flotte, når de optræder i samtaler, og landsbyer er charmerende tegnet. Når man bevæger sig ind i en landsby, skifter spillet stil og ligner en visual novel i stedet (i stil med Professor Layton-/Ace Attorney-serien). Så kan man lede efter forsyninger, nye våben, tale med landsbyboere eller soldater og generelt se sig lidt omkring. Af og til finder man gudestatuer, hvor man kan forfremme sine soldater eller hellige kilder, som kan gøre dem stærkere. De optræder også i 3D-områderne, som samtidig er spækket med hemmelige områder, så man får lyst til at udforske alle kroge og sejre over alle fjender, man kan finde. 3D-områderne er dog unikke på den måde, at tropperne gradvist bliver udmattede, og man må enten give dem friske forsyninger eller finde en gudestatue at bede ved, for at de bliver fuldt ud kampdygtige igen.

Når man er på udforskning, er mængden af kampe langt højere, end man normalt ser i serien. Det opvejes ved, at de er lidt lettere, og man kan nøjes med at give generel kommando til om, at alle kan være offensive, falde tilbage eller gør det, de synes virker mest fornuftigt. Man skal bestemt ikke gøre det, når man er oppe mod formidable fjender, men almindelige småfjender kan uden problemer besejres sådan, uden man skal detailstyre hver enkelt soldat, og man kan skifte taktik fra tur til tur.

Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia 5

Tilbage til rødderne

Fire Emblem plejer at kræve, at man overvejer våbentypers effektivitet mod hinanden. Det er kun delvist tilfældet i Echoes. På mange måder er systemet simplificeret, men det føles bestemt ikke fordummet. Et simpelt skjold kan gøre en relativt uskadelig lille fjende til en formidabel modstander, og placering er næsten altafgørende. Det er vel at mærke primært udnyttelse af skovområder, bygninger og lignende, som giver en fordel i forhold til soldater i åbent terræn. Der er ikke åbenlyse fordele ved at omringe en fjende udover muligheden for at angribe flere gange i træk, men over tid udvikler nogle en tendens til stærkere samarbejde – uden det dog når samme grad som i de tre øvrige 3DS-titler. Der er stadig forhold at pleje, som primært drives af samtaler i felten, men det bliver aldrig til en parrings-simulator i modsætning til de øvrige nyere spil.

Det er stadig muligt at se, hvor langt enheder kan henholdsvis rykke og angribe, så med tilpas grad af forsigtighed kan man klare sig helskindet gennem sine kampe. Det betaler sig dog at risikere pelsen lidt, for selv om alle får en smule erfaring af at være med i kampene, er det den, der får det dræbende stød, der får mest. Derfor kan det være taktisk smart at lade de knap så stærke enheder udføre dødsstødet, så de hurtigere kan blive fuldvoksne krigere, præster, bueskytter og så videre. Men det har det med at bringe dem i fare, så man må konstant veje fordele mod ulemper og prøve at vurdere, om de er stærke nok til at klare sagen i et enkelt hug – og endda kan nå i sikkerhed efterfølgende. Det er især farligt at bruge magiske kræfter, da det dræner af livskraften på magikerne, men de kan til gengæld gøre en enorm forskel i felten.

Kampsystemet er ikke min nye favorit i genren, men det er bestemt habilt, og det er dybere, end det ser ud ved første øjekast. Selv om det lyder som en floskel, er det vitterligt simpelt nok til begyndere uden at blive kedeligt for erfarne spillere. Når det er sagt, er det ikke et decideret let spil – specielt ikke mod slutningen – men det opdrager fra starten spilleren til at tænke langsigtet, så det føles ikke uoverkommeligt undervejs.

Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia 4
Kister. Det’ det de unge eventyrere vil ha’.

Det hele akkompagneres af storslået orkestermusik, som passer til den traditionelle high fantasy-stil, som ses på billedsiden. Samtidig er der fuldt stemmeskuespil, som man dog frit kan springe over, hvis man er utålmodig. Det er heldigvis stemmeskuespillere, som er til at holde ud på, men jeg foretrækker alligevel at holde mig til teksten, da oplæsningen ikke er lige så god som oversættelsen. Den er vitterligt også en fryd. Det er ikke den stereotypiske middelalder-Yoda-oversættelse med et thee og thou kastet ind, men et reelt forsøg på at ramme stilistiske forskelle mellem adelige og bønder, uden det bliver vanskeligt at læse for et moderne publikum. Det er ikke decideret tidstro, men det fungerer langt bedre, end hvad man normalt ser.

Fire Emblem Gaiden var lidt den sære fætter i serien, og Fire Emblem Echoes er det egentlig stadigvæk. Det betyder imidlertid ikke, at der er nogen grund til at holde sig væk – og for nogle er det en god undskyldning for at stige på en serie, som for alvor har fået luft under vingerne i de seneste år. Hvis mobilspillet Fire Emblem Heroes var første spil man prøvede i genren, er man godt rustet til at prøve Echoes, som på alle måder er et langt bedre spil – og det er ganske uden mikrobetalinger. DLC er dog på vej, og et season pass koster lige så meget som selve spillet. Hvis forgængerne i serien er noget at dømme ud fra, så kan vi vente os mindst lige så mange timer derfra som i hovedspillet.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz