The Turing Option
I 2063 udvikler Brian Delaney den første fungerende AI. Men kunstig intelligens er big business, og der går ikke lang tid før den er stjålet og Brian ligger døende på gulvet med en kugle i hovedet. Science Fiction-forfatteren Harry Harrison og AI-forskeren Marvin Minsky har sammen skrevet en bog, der virkelig er både Science og Fiction.
Marvin Minsky skrev bogen The Society of Mind i 1985, hvorefter hans ven, SF-forfatteren Harry Harrison, ringede og foreslog, at han lavede en mere populær og tilgængelig version af bogen, en skønlitterær udgave.
Minsky var med på idéen, men manglede de kreative talenter. Harrison tilbød at de kunne skrive bogen sammen, og det blev så til The Turing Option.
Bogens handling er desværre meget ligefrem og forudsigelig, udformet som en traditionel krimi. Brian Delaney overlever attentatet, og i resten af bogen arbejder han på at udvikle en ny AI og samtidig opklare mysteriet om, hvem der i sin tid prøvede at slå ham ihjel. Ingen overraskelser, og den mere opmærksomme læser vi i løbet af kort tid have løst gåden.
Men bogens force er ikke dens historie; det er AI-udviklingen og de lange og spændende diskussioner om hjernens funktion. Vi går sikkert alle og har nogle forestillinger om, hvordan vore sind fungerer, hvordan ønsker opstår, hvordan humør påvirker vore handlinger og hvordan hukommelse og indlæring fungerer.
Jeg er ikke jo hjerneforsker, så jeg skal ikke gøre mig klog på om bogens teorier holder vand. Men det er helt klart spændende læsning, og giver et meget stort indblik i et for mig helt ukendt område. Og som en lille bonus, fik jeg endelig medhold i min personlige teori om at man ikke kan uploade viden til hjernen (som de f.eks. gør meget brug af i The Matrix).
Da Brian Delaney blev skudt, indopererede man en kraftig computer i hans hjerne til at genskabe ødelagte nerveforbindelser. Men Brian bliver undervejs i stand til at kommunikere mentalt med implantatcomputeren, og det kommer der også en masse gode idéer ud af. Desuden indeholder bogen nogle rigtig gode beskrivelser af, hvad man praktisk kan anvende AI (eller MI, som de kalder det: Machine Intelligence, it’s not artificial) til. Så man keder sig aldrig undervejs; selvom historien er forudsigelig, kan man alligevel ikke lægge bogen fra sig.
The Turing Option er Science Fiction med stor vægt på science og mindre på fiction. Historien fungerer mest som et lærred, hvorpå forfatterne har malet alle de forskellige spændende videnskabelige teorier og gætterier. Det samlede maleri er ikke specielt kønt, men det er både underholdende og spændende at studere de enkelte klatter.
Check Marvin Minskys hjemmeside.