Sputnik Sweetheart


Sputnik Sweetheart er et unikt kærlighedsmysterium, befolket af Murakamis karakteristiske normale mennesker, der bestemt ikke er normale, og proppet til randen med smukke billeder, blændende minimalisme og kloge og hårdtrammende observationer om kærlighedens genvordigheder.

Det er altid let at kritisere en dårlig bog. Man kan sagtens sige, hvorfor den ikke virker: For lange beskrivelser, for endimensionelle karakterer, huller i plottet og alt muligt andet. Gode bøger er lidt sværere, men som regel kan man finde ordene til at forklare, hvorfor bogen er så god.

Men en gang i mellem kommer der en bog, der virker – historien er god, personerne er gode, man har noget at tænke over – men når man prøver at forklare den, glider den væk, som fragmenter af en god drøm kort efter man er vågnet. Man må erkende, at forfatteren er så dygtig til sit arbejde, at bogen fremstår som en helhed, man ikke kan dissekere og forklare. Som et stykke vidunderlig teknik fra en fremmed civilisation. Sådan er Sputnik Sweetheart.

Hovedpersonen (som ikke er navngivet) bleskolelærer efter udelukkelsesmetoden. Han ved godt, det ikke er noget specielt job, men han ved også godt at han ikke er nogen speciel mand, så han er tilfreds med sit lod i livet. For mange år siden mødte han pigen Sumire, og deres personligheder passede perfekt sammen – så perfekt, at han modvilligt må indrømme at hun er hans holdepunkt i tilværelsen, og hans største ønske er at være sammen med hende.

De følelser kan Sumire desværre ikke gengælde, for hun er, blandt mange andre særprægede personlighedstræk, lesbisk. Hun vidste det ikke før hun mødte den elegante koreanske forretningskvinde Miu og forelskede sig fuldkommen hovedkuls i hende. Da fortælleren ikke vil miste hende i sit liv, sluger han den enorme kamel og accepterer rollen som bedste ven.

For dem af os, der har prøvet den slags forhold, rammer Murakami direkte ind i nerven og det gør ondt som en isterning på en blottet tandhals. Murakami formår med sin minimalistiske elegance at formidle en smerte og et savn, der gør bogen umulig at læse som bare en skønlitterær historie: Fortælleren er blandt de mest virkelige personer, jeg endnu er stødt på, og hans følelser, tanker og handlinger er nærværende og ægte.

Men på trods af Sumires lykke over mødet med Miu, bliver hendes liv ingen dans på roser. At bekende sin kærlighed overfor en anden person er svær. At bekende den overfor en person af samme køn må være 10 gange sværere, og igen formår Murakami at skildre Sumires kredsen om den varme grød med en realisme og naturlighed, der kun er de største forfattere undt. Selvom jeg er en heteroseksuel mand formår jeg uden problemer at sætte mig ind i en lesbisk piges kærlighedskvaler. Se, det er ikke bare godt forfatterskab, det er ren og skær genialitet.

Sputnik Sweetheart handler om kærlighed, men det er ikke en romantisk hyggebog til de kolde vinteraftener. Det er en bog om sorg, savn og længsel, og det gør mere og mere ondt at læse den efterhånden som historien ruller frem mod slutningen med en uundgåelighed så stor og tung som et godstog.

Når vi har med Murakami at gøre, sker der naturligvis nogle vilde ting undervejs. Miu og Sumire tager på en forretningsrejse til Grækenland, der ændrer deres liv for altid. Hændelserne i Grækenland er dybt surrealistiske, men har selvfølgelig en langt dybere mening, der først kommer frem ved senere refleksion over bogen. Og så er de beskrevet, så hårene rejser sig i nakken.

Fortællestilen er første person, som i A Wild Sheep Chase, og indeholder dermed kun hovedpersonens tanker og ord. Der er ingen lange landskabsbeskrivelser eller kommentarer fra forfatteren – vi er i hovedet på hovedpersonen, og oplever kun det, han oplever. Under løjerne i Grækenland formår Murakami at skifte fortællesynspunktet fra hovedpersonen til Miu og videre over til Sumire på en så elegant måde, at man ikke kan andet end at beundre hans forfattergeni.

Haruki Murakami er ikke bare en god japansk forfatter. Han er uden tvivl en af de mest spændende forfattere vor klode har at byde på for tiden. Hans stil er dejlig kompakt, han formår at vride en imponerende stor og smuk fortælling ud af bogens kun 210 sider. At beskrive hans stil er for mig lige så svært som at fange tåge med et sommerfuglenet.

Sputnik Sweetheart anbefales ubetinget herfra. Den er umulig at lægge fra sig, den fryder, den gør ondt og den rumsterer i hovedet længe efter den er færdig.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz