The Americans
Et parforhold baseret på sex, løgn og hemmeligheder.
I 2010 afslørede FBI en bunke russiske agenter, der havde levet i USA og Canada i årtier, formentlig fordi jorden var begyndt at brænde under en russisk dobbeltagent i Moska, som var hoppet af kort tid før. (En længere artikel om det kan læses her, det er helt vildt). De blev i vid udstrækning udvekslet og blev modtaget som helte af Putin, selvom amerikanerne ikke mente, at de havde fundet ud af noget specielt interessant… Det kan man jo så spekulere over og om alle var fundet etc.
Uanset, så var der nogen hos FX, der bad Joe Weisberg om at lave en Pilot på basis af historien. Han var specielt kvalificeret, fordi han havde været officer i CIA i 1990erne. Serien blev placeret i 1980erne for at undgå for meget ballade om nutids problematikker og for at komme tættere på slutningen af den kolde krig og dermed øge spændingsniveauet. Det har sikkert også været en medvirkende årsag, at det er den tidsperiode, hvor forfatterholdet var unge og at vore dages spionage jo i stor stil handler om at hacke computere og smartphones, hvilket vil være pænt kedeligt at se på.
Okay, så hvad handler det egentlig om – Vores to hovedpersoner (Russel og Rhys) er et udadtil ganske almindeligt ægtepar, der bor i en forstad til Washington D.C., mens de driver et rejsebureau sammen med en håndfuld kontormedarbejdere og sælgere. Det giver dem rig lejlighed til at tage ud og rejse i tide og utide, når der f.eks. er problemer med kunder. Sammen har de to ærkeamerikanske intetanende børn, en datter på 14, der er meget interesseret i religion og en dreng på 11, der efterhånden bliver mere og mere interesseret i computere. Børnene er dog nok lidt mere strengt opdraget end de typiske firserbørn vi kender, men til gengæld har de, hvad jeg vil kalde udstrakt frihed under ansvar, da de er vandt til at forældrene ofte er væk, selvom enten mor eller far forsøger at være hjemme.
Både mor og far har nemlig et bijob som agenter for sovjetunionen, hvor de i forklædning vedligeholder et større netværk af “underagenter” – enten kilder der kan afpresses, kilder der kan tale over sig i intime situationer, placerede båndoptagere på spændende steder og amerikanere som rent faktisk sympatiserer med det at spionere imod USA. Det er dog slet ikke alle deres underagenter, der ved, at de leverer oplysninger til sovjetunionen, da vores to agenter også kan finde på at udgive sig for at være agenter for Israel eller sågar Sverige!
Et både prekært problem, men også en spændende mulighed opstår, da Noah Emmerich’s karakter Stan Beeman flytter ind i huset overfor, med sin kone og 16-årige søn. Han har tidligere været undercoveragent hos Ku Klux Klan i Texas, men er efter endt operation overflyttet til FBI’s kontraspionage afdeling i Washington. Hvordan disse to ægtepar har det med hinanden og i særdeleshed venskabet imellem de 2 mænd og børnene, bliver et hovedomdrejningspunkt i samtlige af seriens 6 sæsoner, hvor vi fra hver sin side får skildret de operationer, de hver for sig går og arbejder på, hvilket giver en helt fantastisk dynamik og spænding, om hvem, der opdager, hvad, hvornår… Ofte er begge parter involveret i operationer med en 3.part uden at nogen andre end os seere ved, hvad der rent faktisk foregår.
Man kan jo ikke lave en spionserie uden action og det er der masser af, men serien tager sig gerne god tid med lange scener med velvalgt musik, der øger spændingen til ren neglebidning. Også sex får vi masser af, da både kilderne og ægteskaberne skal passes, men da FX er “basic kable” og ikke HBO, så er det ikke supernøgent, men ofte ret afvekslende.
Sideløbende med hovedhistorien, følger vi også livet på den russiske ambassades KGB afdeling, hvor forskellige fløje har hemmeligheder for hinanden, hvilket fører til både gennembrud og farlige situationer for vores ægtepar, der kun adlyder og kendes af chefen og 2 ældre deep undercover agenter (Margo Martindale og Frank Langella). Både på ambassaden, scener der foregår i Sovjet og i diverse flashbacks snakkes russisk med undertekster. På moderne feministisk vis, er det Keri Russels karakter, der er den mest hardcore, når der skal likvideres og også hende, der er på alle måder mest trofast overfor Moder Rusland.
Skuespillet er på alle måder fremragende hele vejen rundt og vores to spioner får virkelig prøvet lidt af, hvert når der skiftes forklædning og persontype, alt efter hvem de skal i kontakt med. Kemien har også været i orden, for de blev gift efter første sæson. Stilmæssigt er serien mere i familie med den tyske film “De andres liv”, end Homeland, der efter min mening bliver lige en tand for hysterisk.
Ualmindelig trofast skildring af den første halvdel af 1980erne, med alt hvad det indebærer af teknologi, tøjstil og verdenssyn og et sjældent nuanceret syn på Rusland/Sovjetunionen fra amerikansk side. Meget seværdig og med en fremragende slutning. Serien har vundet et utal af priser og er på mange kritikeres top 5 over bedste TV-serier.