Concrete Genie

4 out of 6 stars

Sony har i løbet af deres to seneste konsollers levetid i stigende grad hjulpet og promoveret mindre udviklingshuses spil på PSN. Disse samarbejder inkluderer kendte titler som Flower og Journey fra Thatgamecompany og Everybody’s Gone to The Rapture fra The Chinese Room, der blev til i samarbejde med Sonys Santa Monica Studio. Derudover har Sony været flittig til at opkøbe både mindre og store udviklingshuse i deres konstante søgen efter den næste digitale perle, som de kan udgive eksklusivt til deres konsoller.

Et sådant firma er PixelOpus, som nok vil være ukendt for de fleste. De har da også kun fået udgivet et enkelt spil siden 2014; et rytmespil ved navn Entwined, som desværre ikke gjorde det store indtryk på anmelderne, selvom undertegnede fandt det moderat underholdende. Herefter blev der stille omkring PixelOpus i over tre år, indtil de i oktober 2017 annoncerede Concrete Genie, som vi langt om længe kan se nærmere på nu, da det udkommer i dag.

Vi sættes i skoene på outsideren Ash, der efter et sammenstød med de lokale bøller får splittet sin elskede skitsebog ad, som han ellers elsker at sidde og tegne fantastiske væsener i. Siderne spredes for alle vinde, og før Ash kan nå at indsamle dem, får bøllerne via en lift sendt ham over på øen, der huser byens fyrtårn. Det er dog held i uheld, da magi er på spil i det nu forladte fyrtårn, og uden at røbe for meget får Ash hurtigt en ny ven på øen. I gave får han samtidig en magisk pensel, der skal hjælpe ham med at bringe byen tilbage fra det mørke forfald, som den er henfaldet til – en mission, han ikke er sen til at acceptere.

Tilbage i byen begynder Ash at lede efter de forfløjne sider, og samtidig giver penslen ham mulighed for at male kreative malerier og magiske væsener på de omkringliggende bygninger. Og der er bestemt tale om magi, idet væsenerne kan komme til live og hjælpe Ash videre. De kan ikke forlade murene, men de kan lokkes hen til Ash, og eksempelvis hjæpe med at kortslutte en vægkontakt, der åbner en port, elle skubbe en parkeret bil væk, der blokerer en kloaknedgang.

Væsenerne lever desuden sit eget liv, og de triller rundt på må og få, når man ikke hidkalder dem. De er animeret ganske fortryllende, og de kan også interagere med andre ting i omgivelserne, hvis Ash er i nærheden. De kan desuden udsmykkes med forskelligt hår, hale, pels m.v., og man kan ændre deres udseende til enhver tid, hvis man har lyst.

Det er samme kreativitet, der præger malerierne, som Ash kan udføre på alle lodrette flader. Meget af det fremstår mere som teknisk know-how end som deciderede gameplay-elementer, men det er vitterligt også et imponerende stykke kodearbejde, der ligger bag, idet malerierne forbliver på murene under hele spillet. I hele spillets univers. Der er selvfølgelig opgaver forbunder med at bruge de rette mønstre de rette steder, men at kalde Concrete Genius for et svært spil er nok at overdrive en god del.

Teknisk imponerende er spillet bestemt, men det er også lidt en one-trick pony, der hverken er specielt svært eller særligt langt. Selv med lidt efterfølgende udforskning for at finde de sidste sider til skitsebogen, har man sandsynligvis udtømt alle muligheder efter 6-8 timer, hvorefter man altså kun er en vandal, der sviner byen til. Den lave pris på 239 kroner afspejler da også lidt dette faktum, og da jeg vil placere målgruppen i preteen-alderen er Concrete Genie utvivlsomt et godt nichespil at spille med sine børn.

Jeg ville gerne give en højere karakter, da jeg altid værdsætter et projekt, hvor man kan føle udviklernes livsblod pumpe i dets årer. Alligevel synes jeg, at historien halter lidt, selvom den starter stærkt og omhandler et så vigtigt emne som mobning og hvad der former en mobber. Det ebber dog for hurtigt ud og bliver til endnu et spil, hvor man skal udføre den samme handling igen og igen, indtil målet er i sigte. I spillets end-game introduceres der dog et anderledes actionpræget gameplay, men det er ikke implementeret med samme flair som maleriet, og det er med til at bryde magien en smule i min optik.

Jeg hyggede mig alligevel godt under hele spillets levetid, men da sidste side var indsamlet og rulleteksterne havde kørt, så kunne jeg let lægge det fra mig. Jeg kommer således kun til at starte det op, når jeg skal vise den tekniske side frem, men jeg har samtidig høje forventninger til, hvad PixelOpus kan levere i fremtiden – og forhåbentligvis hurtigere end fem år næste gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.