The Last of Us Part II

5 out of 6 stars

Til verdens ende og tilbage.

Da vi sidst forlod Ellie og Joel, var der håb at spore hos dem begge, selvom der også var en vis portion af tvivl tilbage i Ellies sind. Hvorfor var de ikke længere på hospitalet, og havde lægerne fået de prøver, der skulle til for at lave en kur til menneskeheden?

De spørgsmål er stadig ubesvarede, men Ellie må lægge dem bag sig for en stund. Nu gælder det et nyt liv i den genoprejste og stærkt befæstede by Jackson, hvor hun blandt andet bliver en del af det vagtværn, der rider på patruljer og sikrer omgivelserne fra de inficerede. Kæresteri bliver der også tid til i bedste teenagestil, og, som vi erfarede i Left Behind, kan det også give anledning til en masse problemer, når man er en pige, der forelsker sig i andre piger.

Nyt sted, nye venner, nye muligheder, nye problemer. Tiden går, og selvom vi alle håber på det bedste for Ellie og hendes nye venner og familie, så går der ikke lang tid, før både hende, Joel og hans bror Tommy må se fortiden i øjnene. Og det er en grim satan.

Ellie må derfor påbegynde endnu en rejse ud i det ukendte, og jeg vil selvfølgelig ikke løfte sløret for alle de mange – mange – oplevelser, hun får undervejs. Jeg vil blot sige, at det er en vild rutschebanetur for både hende og os, og man skal både have et åbent sind og en stærk mave, for det er til tider ganske hård kost. Jeg vil derfor godt komme med en advarsel allerede: Blev man påvirket af graden af vold i det første spil, kan man godt forvente mere af slagsen denne gang.

Det er så også eneste grund til at skulle undgå dette eventyr, der virkelig imponerer på alle leder og kanter. Historien er spændende, dialogen er godt skrevet – og fantastisk fremført – og man får virkelig et nært forhold til de fleste personer i spillet, hvilket også kan blive en smertefuld affære, når plottet tager en ny drejning, man ikke lige forudså.

Grafisk er vi jo godt vant fra Naughty Dog, og på denne front skuffer spillet bestemt heller ikke. Om det er i regn eller sol, nat eller dag, så ser omgivelserne blændende godt ud, og foto-editoren blev brugt alt for meget af undertegnede, selvom det lidt bryder illusionen. Kald det min guilty pleasure og se nærmere på resultatet i bunden af anmeldelsen – jeg har kun inkluderet godt 50 af mine i alt 250 fotos fra eventyret, da jeg jo helst ikke vil afsløre noget væsentligt fra historien.

Som man kan se, er der virkelig blevet kælet for enhver detalje i universet, og man ved aldrig, hvad man kan forvente at se bag næste dør, rundt om næste hjørne eller gennem næste bevoksning – overraskelser lurer overalt. Vi er heller ikke kun på ridetur gennem skove og over bjerge, og både urbane og indendørs lokationer er der også mange af, og man tager sig ofte til munden af bar forbløffelse over den fantasi og diversitet, der er lagt til grund for at imponere spilleren med nye indtryk overalt.

Naughty Dog kan også noget med afbildning af universer, hvor naturen har taget over, og man føler sig virkelig hensat til en verden, hvor alt er gået i stå og menneskeheden mangler et nyt ben at stå på. Forfaldet er tydeligt overalt, og det kræver ofte gode navigationsevner at klatre over – eller svømme under – sammenstyrtede dele af en infrastruktur, der bare ikke kan reddes mere. Naturen vinder hver gang i deres spil, og det er en smuk ting at beskue. Akkompagneret af en sparsom, men passende, lydside, hvor både musik (igen med bidrag fra Gustavo Santaolalla) og lydeffekter bliver brugt til stor effekt, er Naughty Dogs version af en postapokalyptisk verden altså stadig fuldstændig tryllebindende.

Gameplayet følger samme skabelon som sin forgænger, og det vil samtidig sige, at indsamling af resourcer er bydende nødvendigt, hvis man vil være godt nok rustet til at forsvare sig mod de mange inficerede foruden både velkendte og nye fraktioner af den overlevende menneskerace, der alle har deres egen agenda for den nye verdensorden. Bedre våben og opgraderingsmuligheder dukker op undervejs, og man kan som altid forsøge at spare på ammunitionen ved at snige sig rundt i det høje græs og lade kniven gøre sit lydløse arbejde. Ellie kan træne sine evner som snigmorder, så hun kan gøre det hurtigere og mere lydløst, og hendes sanser kan også skærpes, så hun bedre kan se og høre fjenderne omkring sig, men det kræver stadig stor tålmodighed og nerver af stål at slå til på det rette tidspunkt, så man ikke opdages af de andre, ofte skydeglade, fjender.

Samtidig er de blevet mere opmærksomme på alle uregelmæssigheder, og finder de et lig, bliver de ret nervøse og endnu mere opsatte på at finde misdæderen. Sådanne situationer har det med at ende blodigt og larmende. Fjenderne snakker også sammen, kalder hinanden ved navn og pifter højlydt for at verificere, at de stadig er i kontakt, og det kan være decideret skræmmende at skulle navigere uset blandt disse eftersøgningshold, der sågar kan være ledsaget af sporhunde fra tid til anden.

Et væld af indstillinger kan i den henseende ændres, så man kan tilpasse gameplayet til ens temperament, og jeg blev eksempelvis glad for at kunne slå den feature til, hvor Ellie automatisk samler resourcer og ammunition op, da det som sagt er en ret hyppig aktivitet. Man kan også ændre ting som graden af automatisk sigte og fjendernes aggressivitet, men jeg fandt nu spillet godt tilpasset til min egen spillestil på den gængse, normale sværhedsgrad. Naughty Dog skal dog have stor ros for at gå den ekstra mil, så alle kan få fuld fornøjelse ud af eventyret, og igen sætter de en ny standard for, hvad man som spiller bør forvente af tilpasningsmuligheder.

Har man skævet til karakteren allerede, vil man måske undre sig over, at det ikke har ramt de magiske seks stjerner hos mig, hvilket forgængeren og dets DLC jo begge opnåede uden de store problemer. Det er fordi, der rent faktisk findes noget, der hedder too much of a good thing, og med en samlet spilletid på næsten 40 timer, (hvis man udforsker alt så grundigt, som jeg gør), blev det hele faktisk lidt for meget til sidst. Samtidig bliver de ellers så intense og velskonstruerede opgør med grupper af fjender en slags “dagligdag” til sidst, og min strategi ændredes fra at være den fødte sniger til at blive mere som Indiana Jones i dén scene, vi alle kender.

Som udgangspunkt er alle opgør fantastiske, og alle oplevelser og plottwists er sublime at gennemleve, og det er virkelig ikke et spil, man bør storme igennem, hvis man vil have det bedste ud af det. Men når man for tredje gang alligevel og forgæves tror, at man nu har nået slutningen, blot for at blive kastet ud i endnu et opgør, så tager det lidt af brodden af fornøjelsen, hvilket jeg desværre er lidt bedrøvet over at måtte indrømme.

Der bør dog ikke herske nogen som helst tvivl om, at The Last of Us Part II er et af årets absolutte højdepunkter, og det er en perfekt svanesang for Naughty Dogs portefølje af fantastiske spil til PS4. Begrænsningens kunst er faktisk noget nær det eneste, som udviklerne ikke behersker til fulde i dette overflødighedshorn af et spil, og er man blot det mindste nysgerrig på, hvordan det hele slutter, så er her virkelig tale om et eventyr, man ikke børe misse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.