Star Wars Celebration III: Køer, stormtropper og George Lucas

Cirka en måned før hver af de nye Star Wars-film får premiere i biograferne, har Lucasfilm afholdt en stor kongres, hvor de mest rabiate fans af George Lucas’ rumepos kunne mødes og gejle hinanden op, alt imens de mødte skuespillere fra filmene, hørte foredrag og lignende. I år er turen så kommet til Revenge of the Sith og dermed den tredje kongres. Geek Cultures mest Star Wars-tossede skribent var naturligvis til stede.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne skribent nærer et særligt, nogen vil måske sige sygeligt, forhold til fænomenet Star Wars. Jeg er desværre lidt for ung til at have oplevet Star Wars dengang i slutningen af halvfjerserne og starten af firserne til at kunne huske det særligt tydeligt i dag, men det rådede Special Edition-udgaverne fra ’97 bod på. Min interesse for Star Wars blussede op igen, og det var naturligvis med stor fryd, at jeg gik ind i biografens mørke og så de nye prequels, der, selvom de ikke levede helt op til forventningerne, ikke gjorde appetitten for George Lucas’ rumepos mindre.

Gennem fanklubben 501st Stormtrooper Legion, som jeg i mellemtiden var blevet medlem af, hørte jeg fortællinger fra de mange ”conventions”, såsom Comic-con i L.A., Dragon*Con i New York og så Star Wars Celebration i hhv. Denver og Indianapolis.

Især Star Wars Celebration vakte min interesse. Fire dage kun med Star Wars lige op til premieren på en ny Star Wars film? I slutningen af december 2004 besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Jeg ville til den sidste og største convention: Celebration III.

Da jeg trods alt ikke har den største indkomst, og gerne ville bo i nærheden af det store Indianapolis Convention Center, var der ingen anden udvej end at finde nogen man kunne dele hotelværelse med. Da jeg samtidig havde besluttet mig for at agere frivillig, ligesom de fleste andre 501st-medlemmer, havde jeg tilmeldt mig et online forum for folk, der havde tænkt sig at donere noget af deres tid til sørge for at Celebration III (CIII) ville forløbe lidt mere glat. Her var det ikke det store problem at finde folk, der også mente at omkring $1000 i hotelomkostninger måske var lige i overkanten for de fire dage som CIII ville vare. Især taget i betragtning, at man højst sandsynligt kun vil benytte værelset til at sove i, da det meste af tiden vil blive brugt i kongrescenteret.

Der var også flere andre fordele ved at melde sig som frivillig. Da det ikke lykkedes mig at sælge ideen til nogen danskere om fire dage i USA, der kun involverede Star Wars, tænkte jeg, at jeg nok ville komme til at møde flere mennesker på den måde. For det andet kunne man komme gratis ind, hvis man arbejdede i seksten timer, og der var også rygter om en bonuspakke med forskellige Star Wars-lækkerier, samt at en særlig del af Hyatt og Embassy-hotellernes værelser blev tilbudt de frivillige til særligt fordelagtige priser. Så alt i alt var den beslutning ret nem at tage. Nu kunne jeg gå og glæde mig i de næste mange måneder til, hvad der højst sandsynligt ville blive en rigtig god Star Wars-oplevelse.

Dag 0: Først går det galt, men så flasker det sig

Jeg ankom til Kastrup Lufthavn tidligt onsdag morgen, og i forbindelse med mit check-in af bagagen, rynkede damen bag skranken på næsen. Min reservation kunne ikke findes i deres system. Efter en længere samtale, hvor hun lavede en del telefonopkald, kom jeg med på et afbud. Hun kunne dog ikke sige, om jeg ville strande i Dulles lufthavn i Washington D.C., hvor jeg skulle mellemlande, da hun kunne se, at det fly, jeg skulle flyve videre med, var fuldt booket. Det samme gjaldt for det efterfølgende fly til samme destination, så sandsynligheden talte for, at jeg skulle overnatte i Washington og så tage en tidlig morgenafgang, medmindre der kunne findes en løsning inden da.

Jeg kontaktede derefter mit billetbookingselskab, som ikke kunne se, at der skulle være noget galt med mine reservationer, snakkede yderligere med lufthavnspersonalet, der fandt ud af, at der havde været tale om en dobbeltbooking, der resulterede i sletning af begge reservationer, og det hele endte med, at jeg løb ombord i SK925 til Washington D.C. et kvarter før afgang.

Jeg havde svært ved at slappe af i flyet, selvom det ville have været passende, da jeg havde en lang dag foran mig. Tanken om alt det bøvl en eventuel overnatning i USA’s hovedstad ville forårsage, gjorde at jeg 9 timer efter, lysvågen og med temmelig irriteret mine, trådte ind i ankomstterminalen i Dulles internationale lufthavn, hvor der ventede en utrolig lang kø i forbindelse med det såkaldte “Homeland Security”. Alle ikke-amerikanske statsborgere skal nemlig igennem et ret så omfattende sikkerhedscheck, der blandt andet involverer fingeraftrykstagning, fotografering og et tredjegradsforhør. Da der var ankommet tre andre udenlandske fly lige før mit, nåede jeg frem til skranken efter fem kvarter. Dette var lidt bekymrende, idet flyet jeg skulle videre med afgik fra den anden ende af lufthavnen, og at jeg nu kun havde ca. en time til at diskutere med mit flyselskab, checke ind endnu en gang og derefter gå igennem security.

Jeg drog dog et lettelsens suk, da det viste sig, at min reservation stadigvæk var gyldig i amerikanernes system, og jeg nåede lige akkurat at gå ombord i flyet til Indianapolis, inden døren blev lukket.

Efter at have fundet min bagage i Indianapolis’ lufthavn, og checket at mit medbragte kostume ikke havde taget skade, blev jeg antastet af en yngre herre. Han havde en T-shirt med samme motiv som mig, og spurgte på klingende britisk, om jeg havde lyst til at dele en taxa ned til downtown Indianapolis. Det viste sig at Steve, som denne flinke mand fra London præsenterede sig som, også er medlem af 501st Stormtrooper Legion. Den ide syntes jeg var glimrende, men inden vi nåede så langt, dukkede der endnu en britisk medlegionær op, den famøse Leon “the Brit” Clarence, manden der har løbet New York-maraton iført stormtrooperkostume.

Vi snuppede en taxa, og da jeg var på vej ind i lobbyen til mit hotel, stødte jeg til alt held ind i texaneren Abel og hans kone Stephanie. Det var dem, som havde stået for bookingen af hotelværelset, og de skulle være mine værelseskammerater weekenden over. De var derefter så flinke at eskortere mig over til kongrescenteret, hvor jeg fik mit 4-dagesbadge udleveret. Min status som frivillig voldte dog en smule problemer, da mine informationer i databasen havde ændret sig, og den dataansvarlige havde travlt med alt muligt andet. Efter en times venten fik jeg at vide, at jeg skulle komme tilbage næste dag, hvor der forhåbentlig var lidt mere styr på sagerne. Tilbage på hotellet var den tredje og fjerde person, jeg skulle dele værelse med, Barry og Wesley fra henholdsvis Los Angeles og Mississippi, dukket op. Jeg nåede ca. lige at få sagt hej til dem og pakket mine ting ud, inden jeg kollapsede på sengen, og dermed indirekte sagde pas til den velkomstmiddag, som Abel senere arrangerede. Jeg var simpelthen umulig at få liv i. Det havde været en lang dag.

Dag 1: Køer a la Rusland

Jeg stod op tidligt torsdag morgen, hoppede i mit kostume, og begav mig efter en let omgang continental breakfast over mod Indianapolis Convention Center. Her blev jeg mødt af en 300 meter lang kødrand af folk, der også gerne ville ind. Jeg vidste dog bedre, og kombinationen af Star Wars kostume og det magiske ord “volunteer” gjorde, at jeg kunne springe hele køen over og gå ind ad en alternativ indgang. Der var stadigvæk problemer med databasen, men det lykkedes mig at rekvirere et af de særlige volunteer badges. Jeg var nu klar til at udforske de mange rum og stande, som kongressen bød på. Men først skulle jeg lige aftjene mit første “shift” i den officielle CIII-butik.

Hvis der er noget, som George Lucas har profiteret på i forbindelse med hans Star Wars-franchise, så er det helt klart merchandise – man kan vel næsten sige, at han opfandt begrebet. Det har været således, at der til Celebrations fabrikeres nogen særligt eksklusive Star Wars produkter, som kun er tilgængelige i forbindelse med kongressen. Da mange Star Wars-fans også er samlere, er dette som regel et stort tilløbsstykke. Og ved CIII var dette ingen undtagelse. Køen til CIII Store var kongressens suverænt længste. Folk var villige til at bruge en hel dag på at få lov til at købe kasketter, håndklæder, t-shirts, ølbrikker og så den meget eftertragtede Talking Vader-actionfigur. Og folk købte stort ind. I min tid som “line control”-frivillig var gennemsnitsordren på omkring $150-200, og det var ikke unormalt, at enkeltpersoner forlod butikken med kasser fyldt med merchandise for et godt stykke over $1000. Torsdag, som efter sigende var en af de sløve dage, blev køen lukket allerede klokken et om eftermiddagen, en time efter at den var blevet oprettet. Og på grund af logistik-fejl gik de bagerste i køen, efter at have stået der hele dagen, hjem sent om aftenen med uforrettet sag, men dog med et armbånd der skulle sikre, at de ville komme forrest i køen den efterfølgende dag.

Der var altså tale om rent kaos, som folk heldigvis tog uden de alt for store følelsesudbrud. Senere på dagen fik jeg fortalt, at en enkelt person måtte fragtes ud af lokalet på båre. De efterfølgende dage fik de en smule mere styr på tingene, men der var stadigvæk en kø uden lige.

Efter mine oplevelser i butikken skulle 501st Stormtrooper Legion “indtage” Celebration III. Det blev gjort ved, at vi mødtes udenfor kongrescenteret, marcherede på en lang række (og derved spærrede stort set al trafik i downtown Indianapolis) op til indgangen af the RCA Dome, hvor der blev taget et gruppebillede af legionens medlemmer. Og det var et imponerende syn. Omkring 200 personer klædt i imperiets uniformer stod opstillet på trappen op til stadionet, hvor vi blev briefet om de begivenheder, som 501st skulle deltage i over de næste fire dage.

Og så var det tilbage til kongrescenteret, hvor jeg nu gik lidt rundt for at finde ud af, hvor de forskellige ting var placeret. Jeg vandrede blandt andet ind i Exhibit Hall D, som var stedet der husede alle tredjepartsmerchandisefabrikanterne. Legos stand var særligt imponerende, da de havde en kæmpe Dødsstjerne og masser af store legomodeller af både rumskibe og kendte figurer. Der blev også vist en sjov, lille stop-motion animeret film kaldet Revenge of the Brick, som kan ses her.

Kongrescenteret var så stort, at bare det at udforske de forskellige rum tog adskillige timer. Jeg fandt faktisk først ud af, at der var mere end én etage, da jeg blev udstationeret til ”våbeninspektion”. Det var nemlig således, at alle skulle have en særlig orange mærkat på alt, hvad der mindede om våben (ja, også lyssværd), således at de rigtige security-folk ikke troede, at du blot var en terrorist i et sært kostume, og derfor blev nødt til at lægge dig i armlås.

Sidst på aftenen blev der vist A New Hope, og jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at se filmen sammen med ca. 1500 fans. Dog blev jeg en smule skuffet, da det viste sig, at kildematerialet var den nye dvd-udgivelse og ikke et eller andet HD-format, når nu Lucasfilm alligevel havde slæbt en ægte 2K DLP biografprojektor med.

Dag 2: Og der arbejdes…

Fredag havde jeg døbt ”Volunteer Day”. Jeg havde torsdag kigget i programmet, og antallet af interessante begivenheder var i mine øjne meget større lørdag/søndag. Da jeg ikke havde været frivillig i så mange timer, som jeg havde planlagt dagen før, så var det oplagt at gøre dette om fredagen.

Om morgenen skulle jeg derfor patruljere den lange kø ved indgangen til centeret. Da folk havde fundet ud af, at man skulle stå i kø i flere timer for at komme ind til et foredrag, præsentation eller anden populær begivenhed, havde mange fået den ide at gå over til kongrescenteret i god tid. Det resulterede så i en kø, der var mange hundrede meter lang. Det hjalp heller ikke på folks humør, at det begyndt at regne omkring en time før at dørene blev åbnet. Os udklædte gjorde derfor vores for at gøre ventetiden lidt mere interessant, blandt andet ved at udspille brudstykker fra forskellige scener fra filmene, vinke til børnene og posere sammen med fans, alt imens der blev skrevet adskillige gigabytes på Flash-RAMen i folks medbragte kameraer. Det lod til at glæde især de mindste af gæsterne.

Senere stod jeg vagt ved VIP/Exhibitor/Press-indgangen, der på trods af at være temmelig begivenhedsløs, var et friskt pust idet der var begyndt at være både varmt og trangt inde i det efterhånden tætpakkede kongrescenter.

Sådan gik det ellers slag i slag i løbet af dagen, og jeg endte med at arbejde som frivillig i næsten otte timer. Jeg var derfor ret flad, da jeg vendte tilbage til hotellet for at klæde om til den kommende middag for 501st og Rebel Legion-medlemmer. Efter at jeg var blevet lukket ind og havde sat mig til bords, viste det sig at ”festmad” åbenbart er universel i den vestlige verden, for menuen stod på diverse former for ost, skinke og salat. Bagefter trådte Albin Johnson, stifteren af 501st, op på podiet, hvor han fik overrakt en af de der kvadratmeter store checks, der lød på den ikke uanseelige sum af $7700. Sidste år trådte han nemlig tilbage som leder af fanklubben fordi hans femårige datter havde fået konstateret en kræftsvulst i hjernen, som ikke kan bortopereres. Pengene var blevet indsamlet blandt klubbens medlemmer, og Albin og hans kone var rørt til tårer. Det var derefter med skælvende stemme, at han takkede mange gange for alt det, som 501st havde gjort for ham, og hvor meget klubben betød for ham, også i dagligdagen. Det hele blev afrundet med, at der på projektoren, som ellers viste fanfilm hele aftenen, blev vist en kort videohilsen fra Katie, Albins datter. Efter dette bevægende indslag, blev festen lidt sjovere, da det nu var tid til at hilse på de forskellige afdelinger af de to fanklubber, hvor der var en del der, foruden mig selv, var kommet langvejs fra. Jeg mødte franskmænd, brasilianere, australiere og en del japanere. Senere på aftenen dukkede der flere Star Wars skuespillere op, deriblandt Jerome BlakeDavid Prowse og Ray Park. Jeg husker dog ikke resten af aftenen så tydeligt, da der røg en anseelig mængde alkohol indenbords.

Dag 3: George Lucas!

Lørdag var i modsætning til fredag conventiondag. Jeg ville sørge for at se en masse ting, i stedet for at være frivillig. George Lucas ville dukke op om formiddagen, men jeg havde allerede opgivet at komme til at se ham, da folk havde stået i kø siden midnat for at sikre sig en plads til en af hans halvtimes præsentationer. Det forholdt sig nemlig således, at hans shows foregik i det såkaldte Sagamore Ballroom, et sted der kunne huse ca. 3.000 individer. Der skulle afholdes tre shows, som alle 35.000 gæster naturligvis gerne ville være med til. You do the math. Lidet vidste jeg derfor, at der ventede mig en behagelig overraskelse, da jeg om morgenen gik forbi standen for frivillige. Tim Knapp, den nuværende formand for 501st, kom forbi og sagde: ”Hej Tobias, her er et indgangspas til George Lucas’ tredje show som tak for dit arbejde her.” Kort tid efter befandt jeg mig foran scenen sammen med et par tusinde forventningsfulde fans, der ventede på at få ”mesteren” at se.

Ind på scenen kom så konferencier Jay Laga’aia, derefter Rick McCallum. To af George Lucas adoptivbørn præsenterede først en kort video, hvor man så instruktøren på settet i mere eller mindre morsomme situationer, og derefter introducerede de deres far, som trådte frem på scenen til stor jubel og hujen fra tilskuerne. Efter en kort samtale mellem Jay, George og Rick, var det tid til, at fans kunne stille spørgsmål til Lucas, og der blev spurgt til Sith-fyrsters gule øjne, den nye tv-serie, hvilken Star Wars figur Lucas bedst kunne identificere sig med (R2D2), og Jack Sparrow spurgte naturligvis om, hvorfor der ikke var flere pirater med i filmene. Selvom der ikke kom de store overraskelser, var det alligevel så underholdende, at jeg også så det tredje show. Jeg var nemlig af vanvare kommet til at gå ind til show nummer to. Så derfor fik jeg således set en hel time med instruktøren. Dette var noget helt særligt, da det for det første var George Lucas, og for det andet, fordi det var hans første optræden i fansammenhænge siden 1987. Hvis jeg kender ham ret, går der nok lang tid, før manden igen dukker op til et lignende arrangement, så jeg var glad for at være til stede.

Efter denne seance gik jeg de ca. 500 meter, der var ned til den anden ende af kongrescenteret, da det var i den ende, at meget af det, jeg var interesseret i at se, foregik. Undervejs kom jeg forbi CIII Store, hvor der stod en flok fans, der råbte af nogle officials. Butikken var igen ”at capacity” og det ville den være resten af dagen. De stakkels officials havde nu fået det deprimerende hverv at videregive denne besked. Det tog folk ikke så pænt, men efter en noget højlydt diskussion, hidsede folkene i køen sig ned igen, da de godt kunne se, at der ikke var noget at gøre.

Jeg havde i løbet af kongressen fundet ud af, hvordan man skulle greje det at være frivillig. Man fandt ud af, hvad man gerne ville se, og gik derhen. Fordi man var i kostume, gik der aldrig særlig længe, før at en anden frivillig kom over til en og spurgte, om man var vedkommenes afløser. Herefter kom man til at opleve de meste af et show, uden at stå i kø, samtidig med at man gjorde tjeneste. Naturligvis havde man visse pligter, såsom at sikre at folk i salen ikke optog præsentationen på video, at folk kom sikkert ind og ud, samt at skulle svare på de besøgendes spørgsmål, men det meste af tiden kunne man nyde showet, som enhver anden almindelig Star Wars-fan. Så den taktik benyttede jeg mig af det meste af dagen.

Det første show, jeg så, var ”Star Wars: Musical Edition”. Der var således tale om en disneyficering af A New Hope, det vil sige at folkene på scenen brød ud i sang hvert andet øjeblik. Mange af melodierne var tyvstjålet fra kendte musicals, naturligvis med let ændrede tekster. Når Obiwan belærte unge Luke om kræften, sang han eksempelvis sangen ”Music of the Knight” fra Phantom of the OperaHMS Pinafore og West Side Story var også nogle af de musicals, der kom under kærlig behandling. Det hele var ret fjollet og dermed temmelig morsomt. Produktionen var fin, og der var nogle ret interessante brug af rekvisitter. Blandt andet fungerede et par stole som X-Wings, ved at sangerne tog dem over hovedet, således at benene, med lysende dioder monteret for enden, fungerede som de fremadrettede lasere.

Efter forestillingen var slut, var det tid til næste show. One Man Star Wars gik i al sin enkelthed ud på, at en ung mand på en scene, uden nogen former for rekvisitter, opførte den klassiske trilogi på lidt under en time. Og det var temmelig imponerende. Foruden at spille samtlige roller, agerede Charlie Ross også X-Wings, Tie-fighters og Dødsstjerner, og man var aldrig i tvivl om, hvad det var han forestillede. Da han også opførte ca. 90% af al dialogen, foregik hans show i et hæsblæsende tempo.

Mens hans show stod på, blev jeg kontaktet af en anden stormtrooper, som spurgte, om jeg havde lyst til at medvirke i afslutningen på showet. Det ville jeg naturligvis gerne. Dette indebar, at mens Charlie var i gang med sin takketale, skulle vi, en 10-15 udklædte samt Darth Vader, komme op på scenen og slæbe ham væk. Efter showet takkede han os mange gange for en veludført arrestation. Steve Sansweet, Lucasfilms ”Head of Fan Relations”, dukkede også op, og det hele blev foreviget på starwars.com.

Herefter ville jeg have mig noget at spise, men inden jeg kom så langt, blev jeg shanghajet til at være med til at overrække John Knoll, opfinderen af Photoshop og special effects supervisor på fem af de seks Star Wars film, en Honorary membership plaque. Vi brasede derfor ind, lige da hr. Knoll havde afsluttet sit foredrag. Vi marcherede op foran scenen og stod ret, mens en noget overrasket John Knoll fik stukket et stykke blankpoleret træ med hans navn og diverse andre oplysninger indgraveret i favnen, til stor jubel blandt publikum.

Nu var jeg efterhånden blevet ret så sulten, og da alle jeg havde mødt virkelig havde truttet i horn for restauranten RAM, som den lokale afdeling af 501st, Bloodfin Garrison, efter sigende skulle have en aftale med, således at medlemmer i udklædning fik mad til halv pris. Jeg faldt over en medlegionær fra Georgia, og sammen med hans kone gik vi ud i snevejret og ned til RAM Restaurant and Brewery. Og Bloodfin Garrison havde gjort et glimrende arbejde med at skabe en god stemning. Overalt hang der bannere med imperiets og legionens logo, og flere steder var der spærret af med imperial ducttape. Selv menuen havde fået en Star Wars-overhaling med retter som ”Emperor’s Delight” og ”Republic Medallions”. Det var en oplevelse i sig selv at sidde side om side med seks-syv fuldt udrustede stormtropper og dusørjægere, alt imens man fortærede en gigantisk ”Boba Fettuchini Nachos”.

Dag 4: Hvid plastic så langt øjet rækker

Søndag kom jeg lidt for sent op. Søndag morgen var det nemlig planlagt, at så mange som muligt af legionens medlemmer skulle mødes, hvorefter det store gruppebillede skulle tages. Jeg fik hastigt iført mig mit kostume, sprang let og elegant over alt, hvad der hed morgenbuffet, og styrtede hen til Hyatt-hotellets foyer, hvor der allerede stod en 2-300 medlemmer fuldt kampklare. Efter at yderligere 100 legionærer var dukket op, begav vi os over mod kongrescenteret. Det havde oprindeligt været meningen, at vi igen skulle over foran RCA-domen, men vi indså hurtigt, at vi var alt for mange, til at det kunne lade sig gøre. Derfor blev det besluttet, at vi skulle over i Fan Fair Hall, ved siden af den store X-Wing. Da vi gik ned langs vejen overfor kongrescenteret, tog jeg mig et hastigt blik ned langs vores parade.

Tohundrede meter nede kom der stadigvæk stormtropper rundt om hjørnet. Det var noget af et rush. Kort tid efter var vi opstillet på rad og række. Ude i øjenkrogen bemærkede jeg en person i et rødt og blåt kostume. Så genkendte jeg Jay Laga’aia fra gårsdagens George Lucas-show. Manden har simpelthen ikke kunne dy sig, da han så optoget, og var derfor gået ind i Lucasfilm Archives, et rum hvor modeller, rekvisitter og kostumer stod udstillet i glasmontrer, og hentet sit kostume fra Episode II. Derefter blev billedet taget af rundt regnet 430 501st Stormtrooper Legion-medlemmer med Laga’aia i front.

Dagen før havde jeg sendt lange blikke efter noget af det CIII merchandise, som mine værelseskammerater havde købt weekenden over. Jeg er normalt ikke den store samler, men jeg ville nu gerne have et eller andet fysisk med hjem, som kunne sende tankerne tilbage til denne begivenhed. Jeg besluttede mig derfor for at besøge CIII Store, velvidende at der højst sandsynligt ventede monstrøse køer. Heldigvis forholdt det sig sådan, at der var oprettet en særlig kø for frivillige, så ventetiden var beskedne halvanden time for at nå frem til en kasse, hvor man kunne få udleveret sine ting, som blandt andet omfattede nogle beklædningsgenstande og så den omtalte Talking Vader figur.

Efter en bid brød havde jeg lidt tid til overs, og brugte den endnu en gang som frivillig, hvor jeg blandt andet dirigerede folk forbi en nødudgang.

To timer senere havde jeg fået nok af det. Jeg havde fået at vide af hende, der sad i Volunteer-standen, at jeg bare skulle gå ind til Star Wars in 30 Minutes, som var noget, jeg var helt sikker på, at jeg ville se. Og det gjorde jeg så. Folkene i døren troede åbenbart, at jeg var presseeskorte, så jeg blev placeret på første række, midtfor. Så gik, hvad der viste sig at være den bedste forestilling, jeg nåede at se under hele kongressen, ellers i gang. Det var lykkedes ensemblet at presse episode IV-VI ned i et halvtimesformat, men da de havde skåret væsentligt flere hjørner end 1-man Star Wars, føltes det ikke nær så hektisk. Dog blev alle centrale scener opført, og med langt mere humor. Skuespillerne havde fantastisk timing, og især overgangene mellem de forskellige scener var hysterisk morsomme. Da den samme skuespiller spillede både Chewbacca og Darth Vader, ledte det til skægge optrin, hvor kun et par solbriller og et sort stykke stof udgjorde forskellen på en lodden wookiee og en truende sith-fyrste. Man var enormt godt underholdt i et stykke, hvor skuespillerne også brugte det meste af salen som scene.

Derefter lakkede det for alvor mod enden. Klokken havde sneget sig op omkring de fire om eftermiddagen, og vi blev bedt om at sørge for, at folk bevægede sig mod udgangen. En halv time efter begyndte de frivillige at gå i samlet flok mod en, for mig, ukendt destination. Men hvis der var noget, jeg havde lært i løbet af weekenden, så var det at holde sig til, når en større gruppe stormtropper flyttede sig. Det viste sig også, at der ventede en glædelig overraskelse. Det var blevet arrangeret således, at de frivillige fik en specialscreening af den såkaldte ”Star Wars Spectacular” – et 15-minutters demoreel fra Episode III bestående udelukkende af effektshots. Det havde man også kunne se som almindelig gæst ved kongressen, men vi fik kombineret to forskellige shows, idet der udover demoreelet også blev vist en slags ”making of” af mange af computereffekterne. Her kunne man bl.a. se, hvordan mange af de flotte scener var bygget op, lag på lag, af matte-paintings, CGI-elementer og live-action, lidt ligesom nogle af de special features der er på mange DVD-udgivelser. John Knoll kom undervejs med små oplysninger, om det vi kunne se på lærredet. Blandt andet kunne han fortælle, at deres (nok temmelig anseelige) renderfarm var ca. 40 timer om at rendere hver enkelt frame i forbindelse med et closeup af general Grievous øjne. Til stede var også Steve Sansweet og Mary Franklin, Lucasfilms ”Fan Event Specialist” og dermed overordnet arrangør af Celebration III, som takkede os mange gange for vores indsats som frivillige. Hun beskrev flere situationer, hvor hun så, hvorledes at folk var mere rolige de steder, hvor der var folk i kostume til stede, og hun var meget imponeret over, hvor professionelt vi havde tacklet langt de fleste ting, vi var blevet sat til.

Med det forlod vi Indianapolis kongrescenter, og jeg tog sammen med mine værelseskammerater på restaurant til afskedsmiddag.

Alt i alt var Star Wars Celebration III en ganske unik oplevelse. Jeg fik ikke set så meget af selve kongressen, men det havde jeg egentlig ikke regnet med. Jeg fik dog til overflod opfyldt mine forventninger hvad angår interaktion med fans, samvær med 501st medlemmer og generel Star Wars-hygge. SWCIII var med ganske få undtagelser fire fantastiske dage, som vil stå meget stærkt, meget længe i min hukommelse.

Der er allerede snak om en Celebration IV i forbindelse med 30-årsjubilæet og de nyligt annoncerede 3D-udgaver af de to trilogier, så lur mig om jeg ikke i 2007 vil stige på et fly mod et kongrescenter i USA, for igen at opleve den helt særlige magi, som kun Star Wars har.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.