Katamari Damashii

6 out of 6 stars
De simple idéer er altid de bedste. Tag bare Tetris – det kan ikke blive mere elementært uden at slukke for strømmen. Det samme gælder for Namcos totalt gakkede påfund.

Katamari Damashii, som slet og ret betyder “klump-ånd”, går i al sin enkelthed ud på at rulle en kugle henover ting, som så sidder fast på kuglen. Man starter med en lille kugle på fem centimeter i diameter, der kan samle clips, tegnestifter og viskelædere op og kan vokse til en kolos op over 800 meter, der samler tankskibe, lufthavne og mindre nationer op.

Hvorfor gør man så lige dét? Jo, ser du, Rumkongen kom til at ødelægge universet i en kæmpebrandert, og som hans diminutive søn er det din opgave at genskabe hele molevitten ved at opsamle alskens jordligt skrammel og sende det til himmels. Der er en gennemgang helt i spillets ånd på det officielle site, hvor man også kan downloade en trailer og en klip-ud-og-fold-udgave af Rumkongens næse, der jo i den grad forøger spilleglæden.

At en af spillets menuer er en gigantisk rumsvamp kan næppe være noget tilfælde, for noget har de i hvert fald været på i Namcos udviklingsafdeling. Idéen er af den blændende simple slags, hvor alle slår sig for panden, når de hører om den. Selvfølgelig!

Spillet er opbygget af missioner, der alle går ud på at nå et mål, inden tiden rinder ud, og de er fordelt på tre spilleområder – Huset, Byen og Verden. For det meste skal man bygge kuglen op til en hvis størrelse, men enkelte missioner udfordrer spilleren til eksempelvis at finde den største ko eller samle flest mulige krabber.

Udfordringen består naturligvis i at nå målet, inden tiden rinder ud – men man kan ikke bare rulle henover hvad som helst. Man kan kun samle ting op, der vejer mindre end én selv, og strategien er således at samle ting op i den rigtige rækkefølge. Når man er helt lille, er man også pint og plaget af mus, katte, hunde og mennesker, der jager en rundt i området og får ting til at falde af kuglen. Når man bliver lidt større kommer hævnens time til gengæld..

Missionerne er desværre ret hurtigt overståede (jeg brugte mindre end ti timer på dem), og kun to af dem byder på reel udfordring. Men selv når alle er gennemført, er der masser at give sig i kast med. Der er en bunke gaver, man kan finde gemt rundt omkring. De har ingen betydning, bortset fra kameraet, der åbner for en photo mode, men de er sjove at finde. Man kan også finde et hav af andre klumpånder, som man så kan bruge i den noget kedelige multiplayer-del, selvom den eneste forskel på dem er udseendet. Spillet holder også nøje øje med, hvad man har samlet op, så folk med “gotta catch’em all”-syndrom også kan få stillet deres lyster.

Styringen, som kræver lidt tilvænning og bliver introduceret med en tutorial, før man starter spillet, foregår med de to analoge sticks lidt a là larvefødderne på en tank. Trykker man begge to frem, ruller prinsen frem med kuglen. Trykker man i hver sin retning, drejer han. Der er lidt ekstra glasur på kontrollerne – en hurtig 180-graders vending, spurt og et overbliks-billede, som hjælper med til at give spilleren komplet kuglekontrol i løbet af kort tid. Desværre kan spillet til tider lide under en meget problematisk kameraføring, især når man ruller en større kugle rundt på snævre lokationer.

Grafikken er en noget underlig fisk; statiske ting som veje, huse og biler ser drøngodt ud, hvorimod levende ting er udtrykt med en bizar form for kubisme og grov mangel på animation. Stilen er ført helt ud i de ultra-syrede cut-scenes, så om det er en bevidst designbeslutning eller mangel på grafiske muskler er ikke til at afgøre. Det spiller dog ikke den store rolle, når man først ruller rundt med kuglen med et drømmende blik og en svag antydning af savl i mundvigen.

For Katamari Damashii er ren zen på samme måde som Tetris: Når man er i zonen, glemmer man alt og timerne fiser afsted. At bevæge sig udenfor efter 3-4 timers spiltid er en direkte surrealistisk oplevelse: Man ser levende for sig, hvordan alt i landskabet bliver samlet op af en enorm kugle.

Spillet, der lægger op til at være en billig niche-titel, har fået fuld opmærksom på alle sider – musikken er således et helt kapitel for sig. Der er et hav af numre komponeret til spillet, og kendetegnene for dem alle er, at de passer perfekt ind i det absurde univers, og de fleste af dem er tilmed monsterørehængere (som eksempelvis Lonely Rolling Star), der kan rumstere i hovedet i månedsvis. På den konto har jeg fået pålagt et strengt forbud om ikke engang at synge de indledende strofer til titelsangen (der meget sigende hedder “Nananan Katamari“), da min kone efterfølgende har den i hovedet hele dagen. Når man har gennemført den sidste mission, får man adgang til Månen, hvor man kan se alle spillets cut-scenes og høre al musikken. Sidstnævnte feature er næsten spillet værd alene.

Katamari Damashii er på alle leder og kanter en fuldstændig original og tilsvarende genial idé. Spillet er mesterligt spilbart, og når først man er i zonen, er det næsten umuligt at stoppe igen. Eneste ankepunkt fra denne anmelder er de noget nemme missioner og den dermed korte spiltid. Men alt det er sikkert en saga blot, når toeren melder sig – den bliver tilmed udgivet i Europa. Kan du ikke vente, er er ingen grund til ikke at kaste dig frådende over den nærmeste importbiks. Katamari Damashii er en klassiker, der aldrig vil blive glemt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.