Hurlyburly

I en overdådig Beverly Hills villa på kanten mellem fladlandet og bjergene lever de to fyre Eddie (Sean Penn) og Mickey (Kevin Spacey) på kanten mellem wannabes og bigshots i Hollywoods glimmerverden, hvor de hver dag får besøg af Phil (Chazz Palminteri), der er på vej fra wannabe til neverwas. De er konstant høje på sex, stoffer og sig selv.

Hurlyburly er frådende selvkritisk navlebeskuelse af Hollywoods skyggesider og virker som en meget arrig udgave af American Beauty med et mere snævert fokus.

Filmen er skrevet af David Rabe baseret på et af hans egne teaterstykker, hvilket giver meget få locations, ingen effekter og et veritabelt vandfald af snak. Alle snakker. Hele tiden. Og da de som regel er helt ude på overdrevet af kokain, er meget af snakken paranoid, selvudslettende nonsens.

Hurlyburly besidder ikke et egentlig plot ud over en række tilsyneladende tilfældige handlinger, der binder snakken og stofferne sammen. Hvis man ikke er amerikaner, dybt interesseret i Hollywood eller befinder sig i en narkoficeret omgangskreds, er der en naturlig distance mellem filmens karakterer og beskueren, som den evindelige snak desværre ikke formår at bygge bro over. Til gengæld byder den på suverænt gode præstationer af især Sean Penn og Chazz Palminteri, der puster uhørt meget realisme i karaktererne. Kevin Spacey deltager sjældent i løjerne, han nøjes med tørt at kommentere idiotiet fra sidelinien med sin vanlige kølige intelligens.

Problemet med Hurlyburly er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge den til. Jeg ved godt at filmbranchen er rådden – det behøver jeg ikke en bunke speedsnakkende coke-heads til at fortælle mig. Hvis jeg vil have et indblik i narkomiljøer, vil jeg meget hellere se en af Lars Engels’ blændende gode dokumentarer med den ægte vare.

Savner du et kokain-drevet intellektuelt kig ind i Hollywoods mørkere sider, så lej Hurlyburly.