God of War: Ragnarök
Kratos & søn på nye eventyr.
Det er godt fire et halvt år siden, vi sidst så noget til krigsguden Kratos og hans søn Atreus. Det var i det blændende reboot af God of War-serien, hvor handlingen var flyttet en del nordpå, både fysisk og mytologisk. Med den simple titel God of War forsøgte Santa Monica Studio at starte på en frisk, samtidig med at vi selvfølgelig ikke måtte glemme, hvem der kastede med økse og svingede med kæder – nu mod alskens overnaturlige væsener, som mange skandinavere har hørt om i religionstimerne i skolen.
Det var en gudsbenådet idé at genopfinde serien i disse omgivelser, og succesen udeblev da heller ikke. Til dags dato har dette eksklusive PS4-eventyr solgt mere end 23 millioner eksemplarer, hvilket lægger en del pres på efterfølgeren, der derfor også har været længe undervejs, så det bedre kunne indfri de tårnhøje forventninger. “Større, slemmere, smukkere” lader således til at være nøgleordene denne gang, hvor historien i højere grad centrerer sig om en lidt ældre Atreus, der forsøger at finde ud af, hvem han er, og hvilken rolle han spiller i profetierne om Ragnarok. Altimens Kratos gør, hvad han er bedst til – grynte sarkastisk og slå ihjel.
Det bliver et gensyn med De Ni Riger, der i visse tilfælde kan genkendes fra det første spil, og vi kommer også en tur forbi Asgård, hvor både Odin, Thor og en pivirriterende Heimdal alle spiller en rolle i den identitetskrise, som Kratos søn pludselig befinder sig i. Hvem kan man stole på, og kan man gå imod profetierne, hvis de eksempelvis bebuder dødsfald af et nært familiemedlem?
Store spørgsmål i et på alle måder stort spil. Og den udtalelse skal tages helt bogstaveligt, for Ragnarök er et kæmpestort spil, og det imponerer med sin storladenhed og detaljegrad, hvorend man kigger hen. De Ni Riger er særegne lokationer, men i bedste Metroidvania-stil åbnes der op for nye adgange og områder i flere af dem, efterhånden som Kratos og hans følgesvende får nye evner. Man får derfor genbesøgt rigerne mange gange i løbet af spillets godt 30 timer lange spilletid, men det føles næsten altid som et nyt besøg.
Rigerne er forbundet via portaler på Yggdrasils grene – træet, hvor også de to dværgsmede bor. Ja, Sindri og Brok er igen at finde blandt det spraglede persongalleri, hvor mange af figurerne fremstår utroligt helstøbte gennem en velspillet og ofte følelsesladet dialog. Det føles som en naturlig del af eventyret, at der snakkes på kryds og tværs – også mens man blot traverserer universet – og jeg grinede højt ved flere lejligheder over Kratos og Mimers smalltalk, der synes nærmest uudtømmelig. Dog tager Richard Schiff prisen for rollen som Odin, og jeg elskede alle hans scener, hvor han med sin indladende og passiv-aggressive væremåde indynder sig hos Atreus. Det er lige til en Oscar.
Historien og stemmeskuespillet komplementeres selvfølgelig af det velkendte, polerede gameplay, som vi efterhånden har stiftet bekendtskab med en god håndfuld gange. Som noget nyt introduceres et tredje våben undervejs i eventyret, og alle kan de opgraderes i styrke, samt udstyres med diverse magiske runer/ egenskaber, der kan både lamme og tæve hæren af døde og udøde, mytologiske væsener på opfindsomme måder. Jeg er ikke den store tilhænger af at lege med stats og opgraderinger, så muligheden for automatisk at lade spillet udstyre vores helte med det bedste udstyr, er i den henseende en yderst velkommen feature. Og det er faktisk kun én feature ud af mange af slagsen, der kan slås til og fra for at tilpasse spillet og dets sværhedsgrad til alle spillere – inklusive folk med et lettere synshandicap eller bare dårlig hørelse.
Udforskning er min absolutte yndlingsbeskæftigelse i digital form, og i Ragnarök har man heldigvis rig mulighed for at bruge time på time med at lede efter spillets hemmeligheder. Skattekister, Odins ravne, manuskriptsider, blomster og meget andet gemmer sig i de snørklede og yderst detaljerede omgivelser, og da belønningerne ranger fra guld over runer og helseopgraderinger til nye rustningsdele, så er det bestemt værd at bruge lidt tid på at opsnuse dem. Så fantastisk tætpakket med detaljer er flere af rigerne faktisk, at det flere gange er lykkedes mig at overse ting grundet den overdådige natur, der vælter frem overalt. Igen er spillet forberedt på dette “problem”, om man vil, og man har derfor også muligheden for at samle alting op automatisk. Den hjælp slog jeg hurtigt til.
Ankerne er få fra min side, og de går primært på bossopgør, som jeg ikke nød i overdreven grad. Der er nemlig efter min optik lidt for mange forskellige angrebstaktikker, der bør eksekveres korrekt for at knægte de mange individuelle bosser, selv på normal sværhedsgrad. Det vil Souls-folket sikkert elske, men jeg er mere til button-bashing. Heldigvis kan sværhedsgraden ændres løbende, så de mere eventyr- og udforskningsinklinerede iblandt os hurtigt kan komme tilbage til det opslugende univers. Samtidig blev jeg også en smule træt af at åbne de utallige, ligegyldige kister med en lille sjat guld i sig, og jeg havde hellere set dem udskiftet med nogle flere sidemissioner, som jeg faktisk aldrig blev træt af – selvom de ofte blot var fetch-quests i forklædning.
Efter godt 63 timer havde jeg dog formået at suge al marven ud af spillet og opnået det velkendte platin-trofæ, og jeg fortryder ikke et minut af min tid sammen med Kratos, knægten og det øvrige, farverige persongalleri. Santa Monica Studio har skabt et helt igennem blændende spil, baseret på nordisk mytologi og tilsat en god portion fantasi, og de har forfinet både eventyret og karaktererne i en sådan grad, at illusionen bibeholdes fra start til slut. Ifølge udviklerne bliver Ragnarök sørgeligt nok det sidste kapitel under disse himmelstrøg, men de forstår så sandelig at stoppe, mens de er på toppen, og jeg kan kun anbefale alle med en lille krigsgud i maven at gå ombord i årets største eventyr.