What Women Want
Jeg har en hemmelig last. Jeg elsker at se romantiske komedier. Både Notting Hill og Den Eneste Ene nåede jeg at se to gange i biografen, og jeg nød hvert minut. Og nu var jeg på vej ind i Empire Bio for at få besvaret det tudsegamle spørgsmål, der har plaget halvdelen af verdens befolkning siden tidernes morgen: Hvad er det egentlig kvinder vil have?
ADVARSEL: Der er spoilere i denne anmeldelse. Det er ting, som enhver, der har set filmens første 30 minutter kan gætte, men nu er du advaret, og så gider jeg ikke høre noget brok.
Nick Marshall (Mel Gibson) er en super-marketingsmand, der ved alt om, hvordan man reklamerer, så mænd køber produkterne. Bikini-babes er hans speciale. Og det virker. Han kan sælge hvad som helst. Så længe målgruppen er mænd. Det var fint i 1980’erne, men de sidste ti år har kvinderne fået større og større poser med penge mellem fingrene, og marketing rettet mod kvinder er en kæmpe-forretning, som Nick’s bureau ikke har nogen andel i. Det skal der gøres noget ved, så Darcy McGuire (Helen Hunt) ansættes til at oparbejde dette forretningsområde. Nick bryder sig ikke om konkurrence, så der er dømt krig. Er der nogen, der kan gætte, om Nick bliver ved med at være i krig med Darcy eller om han for eksempel går hen og forelsker sig i hende i stedet?
Nick kan også sælge sig selv til kvinderne. Der er nye kvinder på krogen hver nat. Er der nogen, der kan gætte om det bliver ved eller om han finder den eneste ene?
Nick nyder det vilde liv som eks-mand til en kone, som ikke er med i historien fordi det giver mening, at Nick har været gift, men fordi, at hvis han ikke har været gift kan han umuligt have en teenage-datter, som hader ham, fordi han er umulig som far. Er der nogen, der kan gætte om hun bliver ved med at hade ham og om han bliver ved med at være umulig som far, eller om han pludselig bliver fantastisk til opgaven?
Og hvad er det så, der gør at Nick ændrer sig? Han falder såmænd i badekarret med en tændt hårtørrer og pludselig kan han høre kvinders tanker. Det bruger han naturligvis til at vinde marketingskrigen, til at score nogle hurtige kvinder og til at forstå sin datter.
Filmens sjoveste scener foregår faktisk før Nick får sine evner. Hans fordrukne kamp for at forstå de produkter, kvinder bruger, og hans nedrige ondskabsfuldheder, mens han stadig er et imponerende dumt svin, er langt morsommere end de ting, der sker herefter.
Visse af de konsekvenser, som Nick’s nye evner får, er ganske absurde. Han bliver pludselig utroligt gode venner med hønsene i kafferummet og rådgiver dem om hvordan de skal styre deres mænd. Således formår han direkte at forudsige en ung jødisk israelers handlinger, mens samme israeler befinder sig i Israel og aldrig har mødt Nick eller snakket med ham. Men han er kæreste til en af Nick’s assistenter.
“Jamen, Nick er jo en mand, så han ved hvordan mænd tænker!”, skriger de kvindelige manuskriptforfattere og den kvindelige instruktør.
“Mænd er altså forskellige”, svarer jeg med et suk.
Tro nu ikke, at What Women Want sætter mænd ned på et plat stereotypt niveau for at kunne koncentrere sig om kvinderne, som så til gengæld har personlig dybde. Nej, i ligestillingens hellige navn er de fleste af kvinderne gjort lige så stereotype som mændene, så man skal ikke se denne film for personskildringernes skyld.
Reklamerne for denne film har kredset om Mel Gibson, men det er lidt tarveligt.
Mel Gibson spiller Mel Gibson. Det gør han jo altid. Ikke et ondt ord om det, Chaplin spillede altid Chaplin og Gøg spillede (næsten) altid Gøg, så det er som det skal være. Jeg synes dog, at Gibson har været bedre til at vise følelser end han er i denne film. Hans blanke, uforstående ansigt da alting går galt i Braveheart er væsentligt mere tårefremkaldende end det han leverer, da hans verden går under i denne film. Måske fordi William Wallace virkede menneskelig, mens Nick Marshall virker ret ligegyldig.
Helen Hunt, derimod, blev stort set forbigået i reklamekampagnen, og hun er simpelthen i stand til at trække film op over det ligegyldige møg. Hun er fantastisk. Hendes portræt af den trætte, fraskilte karrierekvinde er skønt og mere troværdigt end så meget andet i denne film. Hvor Mel Gibson som Nick Marshall er en opblæst nar, der bruger sine særlige evner til at manipulere kvinderne, er Helen Hunt som Darcy McGuire simpelthen bare vidunderlig. Jeg synes faktisk, at hun er endnu mere skøn i denne film, end hun var i As good as it gets, som hun ellers fik en nogenlunde velfortjent Oscar for. Helen Hunt stråler simpelthen i denne film.
Alt i alt er filmen en middelmådig sag skåret over samme læst som den langt bedre Groundhog Day. Derfor får den tre stjerner. Men hvis du – som jeg – forstår kunsten at forelske dig kortvarigt i den kvindelige hovedrolleindehaver, så kan du trygt lægge en halv til en hel stjerne til. Det gør stadig ikke filmen god. Men det gør den bedre.
Og konklusionen? Da jeg kom ud af biografen to timer senere var jeg ikke blevet klogere på det endegyldige spørgsmål om hvad det er kvinder vil have. Hvis Nancy Meyers ved, hvad det er,så har hun tydeligvis valgt at hemmeligholde det i denne film. Med mindre kvinder vil have glatte, blåøjede mænd, der taler dem efter munden. Det håber jeg ikke de vil, for så har jeg ikke en chance.