Hannibal

Hannibal er tilbage. Og han er blevet meget mindre interesseret i at høre om andres minder, men meget mere interesseret i at se blod.

Som så mange andre mennesker syntes jeg ganske godt om “Silence of the lambs”, hvor vi for første gang (“Manhunter” undtaget) møder kannibalen Dr. Hannibal Lecter og FBI-agenten Clarice Starling. Deres intime samtaler hjælper Clarice til at opklare en kidnapning og Hannibal til at flygte. Og nu er der så gået 10 år.

Hannibal er stadig på fri fod. Clarice (nu spillet af skønne Julianne Moore) bliver sat på sagen igen, idet FBI vil have ro omkring hende, efter at hendes forrige opgave gik galt.

Som altid dukker der heldigvis hurtigt friske spor op. Det er bl.a. milliardæren Mason Verger (fortræffeligt spillet af Gary Oldman), som hjælper vores Clarice igang. Efter at have trukket i trådene for at få Clarice tilbage på sagen, hjælper han hende også til at samle sporet op igen. Verger er den eneste af Hannibals ofre, der har overlevet mødet med vor kødædende doktor, men ikke uden mén.

Uventet hjælp dukker også op i form af et brev fra Hannibal selv, der har set Clarices utidige suspendering i TV. En “katten og musen”-jagt begynder. Men Clarice er ikke den eneste jæger, hvilket er en invitation til en række bizarre, (men) forcerede situationer.

Thomas Harris har tilsyneladende skrevet en glimrende roman, ifølge mange læsere. Jeg har ikke selv læst den, men jeg ved, at man ikke skal vide sig sikker på handlingen i filmen, bare fordi man har læst bogen. Hvad man dog godt kan forvente er, at den er blodig. Faktisk er den til tider så ulækker, at man godt kan fange sig selv sidde og ryste på hovedet over disse billige virkemidler, der burde være erstattet af mere undertrykt terror – som i forgængeren.

Plottet har huller overalt (eksempelvis hvordan Clarice finder ud af, i hvilken by Hannibal befinder sig), hvilket kun er med til at accentuere det faktum, at Ridley Scott helst vil udsætte os for nogle ovenud blodige scener, istedet for at give os et psykologisk gys og en plausibel historie. Og så taber jeg interessen. Filmen har da sine gode sider, men at den forsøger så ihærdigt at vise os sofistikerede slagtescener, gør den til skamme. Store kødlunser, flyvende indvolde og dræbersvin gør alle sin entré på et tidspunkt, og jeg havde svært ved at finde den rigtige grimasse. Jo, jeg væmmedes, men det var nok mest over, at jeg havde betalt 75 kroner for at se den i Imperial.

Gode skuespillere alene gør ikke en god film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.